I dag corona i morgen klima. Krisens omkostninger har været omfattende. Ved siden af sundhedsudfordringerne har den haft indvirkninger både på samfundsøkonomien, på trivsel og ensomhed og på oplevelsen af frihed og demokratiske rettigheder. Kriseforsker, professor Michael Bang Petersen leder af HOPE-projektet, trak de store linjer i covid-19 pandemiens forløb op på DB Kulturkonferencen og perspektiverede det, der er kaldt historiens største adfærdsændring.
“For det er vist aldrig før sket, at så mange mennesker er begyndt at gøre det samme på en gang på samme tid i store dele af verden. Alle satte sig hjem i egen boble og så kun få i meget lang tid. Vi har forsket i, hvem det var, der var tilbøjelig til at tage imod myndighedernes råd”, fortalte han.
HOPE arbejder med databaseret datahøstning og analyser om 300.000+ danskeres tanker, følelser og holdninger under corona-krisen samt data fra andre lande.
At vi godt kan håndtere en coronakrise, det ved vi i dag, hvor samfundet 10. september efter ca. halvandet års restriktioner og to nedlukninger blev fuldt genoplukket, og efter at hovedparten af befolkningen er blevet vaccineret. Men hvad har vi lært af pandemiforløbet fra starten af marts 2020 til nu, når det gælder demokrati og fællesskab og trivsel? Og kan den læring bruges i andre af samfundets af aktuelle kriser?
Bekymring og tillid
En central ting under enhver krise er bekymring: Er du bekymret, er du mere tilbøjelig til at ændre. Men bekymring er ikke, viser det sig, det vigtigste. “Havde man en oplevelse af at være kompetent, altså vidste hvad man skulle gøre og hvorfor, var man ikke så bekymret. Tillid til regeringen, uanset om man var til rød eller blå blok, er en anden vigtig ting – og dét man lykkedes med at gøre fra regeringens og myndigheders side her i landet, var at skabe et fælles projekt: Fortæl os, hvad vi skal gøre, så gør vi det. Over 70% af befolkningen mener, at regeringen førte den nødvendige politik. Den højeste andel sammenlignet med andre lande.”
Det rette syn på borgerne
Det er ifølge Michael Bang Petersen og forskningen imidlertid lige så afgørende, at politikere og myndigheder har tillid til borgerne. “Frygter du – som myndighed eller politiker – borgerne, kan det få dig til at gøre for lidt, som det bl.a. skete i USA, hvor præsident Trump meldte ud, at han ‘ikke ville skabe unødig panik’. Du kan også komme til at gøre for meget, altså skrue op for restriktionerne, som man har set med bl.a. udgangsforbud i f.eks. Frankrig.”
En krises omdrejningspunkter
Forud for corona-situationen har Michael Bang Petersen forsket i tre væsentlige omdrejningspunkter omkring kriser. Psykologien bag dét at undgå smitte, hvad gør det ved os, når vi bliver bekymrede for virus, og hvordan ændrer det vores sociale adfærd. Forskning i kriser – hvad sker der med befolkningen, når der opstår en krise i samfund og medier. Og endelig hvad er det, der gør at misinformation spredes?
Vigtige konklusioner er: Mennesket er grundlæggende et socialt dyr, og det er uvant for os, at skulle isolere os. Det er derfor afgørende, at politikere og myndigheder motiverer til den dramatiske adfærdsændring, som det f.eks. krævede at hindre corona-virussen i at sprede sig. “Det handler derfor om at fortælle folk, hvad de skal gøre, og det handler om at gøre det åbent og transparent. Dels fordi det er den ene måde at mobilisere de psykologiske forsvarsmekanismer, som vi som mennesker har, og dels – meget væsentligt – det er den eneste måde at undgå misinformation på og at troen på konspirationsteorier spreder sig. Man kan sige, at det handler om at tage lederskab og om at udvise godt lederskab.”
Omkostninger og udmattelse
Mennesker kan udholde utrolig meget lidelse, hvis det virker meningsfuldt. “Men isolation, tab af fysiske møder, stigende ensomhed gav under anden nedlukning øget mistrivsel og faldende opbakning. Når man begynder at mistrives, så er det at konspirationstænkning kan opstå. Her må stikke noget under – får vi alle informationer? Og vi kan også se, at det driver støtte til egentlig politisk vold. En af de ting, vi som samfund kommer til at slås med i årene frem, er, at der er opstået egentlige radikaliserede grupper som følge af coronakrisen. Ikke så meget i Danmark men i en række andre lande.”
Krisehåndtering generelt
Smitteforebyggelsen og krisehåndteringen har i nogen grad her i landet været lidt af en samskabelsesproces mellem myndigheder, beslutningstagere og borgere. De første har angivet restriktioner og anbefalinger, men de har samtidig modtaget reaktioner fra borgerne – om graden af efterlevelse og omkostninger bl.a. fra HOPE-projektet. “Her kunne myndighederne se, at folk faktisk følger restriktionerne, så vi behøver ikke skrue op for dem”, fortalte Michael Bang Petersen. Og ved hjælp af hjælpepakker og andre tiltag har man kunne afbøde nogle omkostninger.
Adfærdsændringer og folkelig opbakning er nøglen
“Vi står med flere kriser, som nok er sat mentalt på pause under coronakrisen, men ikke forsvundet, måske tværtimod.
Kriser som stigende ulighed på tværs i en række lande. Og i næsten alle vestlige demokratier ser vi en højere grad af uenighed og en mindre grad af tillid til systemet, og vi ser splittelse og had bl.a. på de sociale medier. Og endelig er der klimaet. Afgørende for løsningen af disse kriser er, at de alle har en adfærdskomponent. Vi kan f.eks. ikke løse klimakrisen, hvis ikke vi ændrer adfærd på en lang række centrale områder, og de kræver alle folkelig opbakning.” Men som coronakrisen har vist, adfærdsændringer er mulige.
Sense of urgency – fælles opmærksomhed
Indsigten fra coronakrisen: At skal man ændre adfærd, skal den enkelte borger vide, hvorfor det er vigtigt, og hvordan man rent faktisk skal gøre det. “Vi kunne ændre vores adfærd i en helt enorm udstrækning under krisen, men her var også nogle særlige omstændigheder til stede. Dels en fælles oplevelse af dét, man på engelsk kalder “sense of urgency”, hvor man får skabt en oplevelse af, at det er i dag og ikke i morgen og slet ikke om 14 dage. Den eneste måde, hvorpå vi kan håndtere kriser, er ved at skabe en fælles opmærksomhed om, at det er nu, der skal ændres adfærd! Det kræver et enormt politisk lederskab som det, der karakteriserede den første tid her i Danmark under corona.”
Kollektive handlingsproblemer
En udfordring ved sense of urgency er dog, at man ikke kan gøre det samme, når det kommer til f.eks. klimaet. “Vi siger ganske vist til hinanden, at det er nu, der skal gøres noget – men det gør ikke noget, at det ikke bliver i dag eller om 14 dage eller senere. Og har du som borger ikke en oplevelse af, at det haster ekstremt, så bliver 14 dage nemt til et par måneder eller år, og så er det måske for sent. Der skal derfor i klimakrisen udvises endnu mere lederskab som beslutningstager”, fremhævede Michael Bang Petersen.
Klimakrisen har en anden udfordring, som coronakrisen ikke har: “Når jeg holder afstand, så beskytter jeg fællesskabet, men jeg beskytter faktisk også mig selv. Men når jeg genbruger eller lader være med at købe rødt kød, så beskytter jeg fællesskabet, men gør det faktisk ikke på samme måde med umiddelbar forskel for mig selv og min egen overlevelse.” Det betyder, det er meget vanskeligere at skabe en kollektiv mobilisering eller kollektiv opmærksomhed om sagen.
Empowerment og inddragelse
En ting coronakrisen har lært os betydningen af, som kan bruges i sammenhæng med klimakrisen, er oplevelsen af empowerment. “At det vigtige i forhold til adfærdsændringer ikke er frygt og dommedagsscenarier. Det vigtige er, at man hjælper borgeren til at se og forstå, hvordan jeg personligt som borger kan gøre en forskel. Og at man skaber en oplevelse hos borgeren af, at det her kan jeg faktisk nemt gøre, og at vi løser det sammen; ikke nødvendigvis uden omkostninger, men jeg ved, hvad jeg skal gøre, og hvilke konkrete valg jeg skal træffe.”
Derfor, sagde Michael Bang Petersen, skal vi kigge på, hvad det er for nogle ting og barrierer, borgerne i en krise står over for.
En helt central ting, vi nu har lært, er, at man skal have en for-ståelse af borgerne, og at man skal have tillid til dem. “Man skal have den rette forståelse af, hvordan borgerne tænker og føler omkring klimaet. Og så skal de inddrages, for kun gennem inddragelse kan man få skabt en kompetencefølelse, som gør, at der rent faktisk kan skabes de nødvendige adfærdsændringer. På samme måde, som jeg har ment, at coronakrisen har været alt for vigtig til at overlade til epidemiologerne, så er klimaområdet alt for vigtigt til kun at overlade til klimaeksperterne. Fordi det, der rent faktisk får løst krisen, er menneskelig adfærd.”
■ “Vi skal inddrage samtlige videnskaber i disse kriser og have den fornødne tillid til, at borgerne kan håndtere de udfordringer, som de står over for”, afsluttede Michael Bang Petersen sit oplæg den 23. september på DB Kulturkonference 2021 i Sønderborg.
Men også inddrage bibliotekerne, viste debatten.
Bibliotekerne er helt klar til at påtage sig sin del og bidrage til vidensformidling og empowerment som et led i deres offentlige informationsforpligtelse lokalt. “Og lad så være med at lukke bibliotekerne ned i en krisesituation. De skal på linje med adgangen til dagligvarebutikkerne tværtimod indtænkes aktivt i det offentlige beredskab. Både som steder for nødvendig oplysning og som steder med stor lokal borgerkontakt og -inddragelse”, understregede salens fagfolk og politikere efterfølgende.
Om projektet HOPE: How Democracies Cope with Covid19:
A Data-Driven Approach finansieres med 30+ mio. kroner fra Carlsbergfondet til forskning i adfærdsvidenskabelige aspekter af krisen.
Projektet kobler epidemiologiske data med sociale datamængder, hvor der på tværs af flere lande trackes adfærd og kommunikation igennem en unik kombination af surveys, etnografiske studier, sociale medie-data, digitale fodspor og dataskrab fra medier og myndigheders hjemmesider. Læs mere om projektet: ps.au.dk/hope
