Aktivistisk forfatter. Interview med Josefine Klougart

Skrevet af

15. juni, 2017

“Vi skal holde tanken smidig med litteraturen, så vi kan gribe verden på ny.”

Den 32-årige Josefine Klougart tror på litteraturen som en kraft til forandring. Hendes romaner er fortællinger, der kaster lys på, hvad kærlighed er, hvad magt og begær er, og hvad det vil sige at miste. Et forfatterskab, der tager fat på livets store spørgsmål, og som i glimt giver læseren en intens indsigt i de menneskelige vilkår.

Josefine Klougart skaber i sine bøger nogle særlige, mindre eller større universer og en særlig sprogtone. Selv om New Forest, den seneste, kommer langt omkring i verden – så er der en egen, lidt nordisk stemning med lys, skove, kærlighed og død, som alt cirkler om.

Hvor kommer din sprogtone fra?

“Mine bøger foregår jo i mange forskellige rum og landskaber,  og ikke mindst i New Forest bevæger jeg mig meget rundt i verden. Men når du spørger til min sprogtone, eller måske rettere, min litterære stemme, så er det jo en stemme, der er ret konstant. Den kan smidigt bevæge sig ud i den ene eller den anden retning, men stemmen er den samme.

I min første roman, Stigninger og fald, kredser jeg om den betydning det sted, man vokser op, har for udviklingen af en stemme. Jeg tror, at man må operere med et komplekst svar på spørgsmålet om, hvordan denne stemme opstår. Det forekommer mig, at der er et element af noget næsten medfødt, en form for klang eller stemning, som man fødes med, og som sidder ikke bare i den verbale eller skrevne stemme, men som faktisk i lige så høj grad sidder i kroppen.

Måden, man bevæger sig gennem verden på, er ikke uden sammenhæng med, hvordan ens tanker (som jo er sprog) bevæger sig gennem verden. Og denne medfødte identitet i stemmen påvirkes så markant gennem barndommen, hvor de landskaber man bevæger sig rundt i – både de fysiske og de mentale og de sproglige – aflejrer sig i sproget og kroppen. Jeg er vokset op i en familie midt i Mols Bjerge, og jeg kan godt lide at tænke på, at jeg har både familien og bjergene med, når jeg skriver.”

 

Inspirationen

Josefine Klougart forklarer uddybende, at hendes litterære sprog er skabt i samklang med, men nogle gange også som et modsprog til den litteratur, hun har læst. “Nogle forskellige forfatterskaber kan høres tydeligt, mens andre ikke er nogle, man ikke kan høre, men som alligevel har været bestemmende for, hvordan min stemme er.”

Hvem er det?

“Nogle af de forfattere, der mest har haft betydning for mig, og som jeg helt klart er blevet påvirket af, er Virginia Woolf, Marguerite Duras og Inger Christensen. Og hele den rumænsk fødte forfatter Herta Müllers forfatterskab har for mig nærmest haft åbenbaringens karakter”, forklarer Josefine Klougart. Müllers opvækst i det barske rumænske regime – hun kom til Tyskland lige før murens fald – er rammen i bøgerne, men hendes egen frihedskamp starter i sproget, mens historien genfortælles gang på gang, såkaldt autofiktion.

Du har jo læst litteraturvidenskab og kunsthistorie før du kom på Forfatterskolen, hvad har du med fra de studier?

“Alle, der læser meget, og måske også alle der skriver, oplever, at der er nogle bøger eller forfatterskaber, som man betages og bevæges af, og så er der de forfatterskaber, hvor man i læsningen af dem oplever, at der sker en form for åbenbaring for en. At man går fra de bøger forandret.”

Kan du pege på konkrete titler?

Josefine Klougart peger først på Bølgerne af Virginia Woolf, hvor forfatteren benytter sig af skrivemetoden Stream of consciousness. “Den forandrede min idé om, hvad litteratur kunne være. I en vild og poetisk strøm flettes seks barndomsvenners tanker og liv sammen i en fortælling, der ender som en overlegen demonstration af, hvad litteraturen kan, når den er bedst. Nemlig skabe et billede af livet, der er næsten lige så komplekst som livet selv.”

En anden bog, Klougart fremhæver, er Lyst af den østrigske forfatter og Nobelpristager (2004) Elfriede Jelinek. “Der er en brutal hårdhed i hendes prosa, som man ikke finder direkte hos mig, men som jeg alligevel har følt har haft betydning for mig som forfatter, for hvordan jeg forstår litteratur, og for hvordan jeg ser litteraturens muligheder.”

Josefine Klougart finder hele tiden ny inspiration. “For et par år siden læste jeg for første gang den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke havde læst hende, før hun fik Nobelprisen (2015). Bøgerne er stilistiske mesterværker. Jeg blev med det samme helt betaget af hendes bøger og meget optaget af hendes metode. Som jeg oplever det, er den blandt andet bundet op på en insisteren på detaljens kraft. Detaljen og det minutiøse, undersøgelsen af en fortællings detaljer som en måde til at forstå de store bevægelser på vakte virkelig genklang i mig.

Aleksijevitj’s bøger handler jo blandt andet om krige og voldsomme begivenheder som katastrofen i Tjernobyl, begivenheder, der har karakter af kollektivt traume, og som på den måde binder et folk, en nation eller en regions befolkning sammen, og som der hurtigt vokser myter og fælles fortællinger op omkring. Kollektivt indgår vi bevidst, men meget oftere ubevidst, kontrakter med hinanden om, hvordan vi forstår og fortæller disse krige, situationer, traumer. Det er en naturlig proces, men ikke desto mindre potentielt farlig og reducerende. Det kan gøre vores forståelse af virkeligheden dårligere, mindre nuanceret.”

 

Den nye bog og afsættet

Og så er vi tilbage ved Josefine Klougarts seneste bog. Hun skriver i New Forest blandt andet om familieliv, barndom, søskendejalousi og det at miste sin mand, emner fra en ikke fjern tid set med tre forskellige par øjne: En pige, en yngre kvinde i 30’erne og en ældre, som netop har mistet sin mand. “Om livets tærskel-erfaringer, om opbruddet med en bestemt myte om, hvem vi er, i forsøget på at skabe plads til at vi kan bevæge os og tænke nyt. Forstå verden, naturen og os selv på ny."

Hvor skriver du på – din egen tid og hovedstol? Hvad er dig selv, og hvad er ikke?

Klougart tror simpelthen ikke, man kan gøre det op på den kontante facon. Hun tøver lidt og siger med et lille smil:

“Det hele og ingen ting. Litterært og poetisk sprog er jo ikke sådan en transparent skærm, vi kan transportere virkeligheden gennem, så vi kan give den noget hårlak og holde fast på den. Tværtimod, så er det at skrive – og at læse poesi – en form for aktivisme, hvor man skaber et nyt sprog i verden som muliggør nye erfaringer, og du skaber noget, som simpelthen ikke fandtes før. 

At litteratur bliver til i denne særlige åbenhed, hvor alle erfaringer er i spil samtidig og hele tiden indgår nye forbindelser, gør på en måde forfatterens eget liv mindre interessant. Det er klart, at man ikke kan skrive om noget, man ikke i en eller anden forstand selv har erfaret. Samtidig kan man forskyde og kombinere erfaringer i det uendelige.

Interessen for at forbinde prikkerne til vi står med forfatterens private, levede liv som en form for facit bag værket er simpelthen ikke meningsfuldt. Den form for interesse vidner for mig at se om nyhedsjournalistikkens sejr over kulturjournalistikken. Man skal ikke tage fejl af, at den gode forfatter igennem skabelsen af et værk også skaber en mulighed for at møde en ny måde at tænke på.

Jeg ville aldrig finde det meningsfuldt at skrive om det, jeg allerede ved. Den eneste erkendelse, jeg ikke er interesseret i at få, er erkendelsen af det allerede erkendte. Med andre ord; hvorfor skulle jeg arbejde år efter år for at skabe mig en indsigt i noget, jeg allerede kender og forstår.”

Josefine Klougart kaster i sine bøger et univers (eller flere) på bordet, som man som læser går ind i. Her skal ikke tænkes i nøgler, det er lidt som i et stykke musik – kammermusik eller store symfoniske værker – her skal ikke forstås og fortolkes, men læseren trækkes med ind i fortællingerne som en slags totalverden, hvor man inviteres til at tænke med og bevæge sig rundt og erfare nyt igen og igen, og blive klogere på verden og livet.

Du blev modtaget helt utroligt flot. Hvad er det, dine læsere tiltrækkes af ved dine bøger?

“Jeg vælger at tro, at det simple forhold at det ind imellem lykkes at gøre det, jeg prøver på.” Klougart bryder ud i klingende latter. 

“Altså det at skrive og skabe en fortælling i et poetisk sprog, som har både dybde og kompleksitet. Og her er det hele tiden – med et storladent udtryk – min fordring som forfatter at se, hvor stor rigdom kan jeg få ind mellem forside og bagside. I tilfældet New Forest de her 700 sider.”

Romanen er da også af anmeldere blevet kaldt en ordentlig mundfuld, som man kan fare vild i. Læsertricket er at lade sig flyde med og lytte til det, der fanger en.

“Litteratur handler om at forbinde sig med noget. Dét at forbinde to tanker eller to billeder, der ikke før var forbundne eller som i livet to mennesker, der ikke før var forbundne.”

Ifølge Klougart kan man nemlig godt bruge kærligheden som et billede på, hvad det er litteraturen kan, for når to mennesker mødes, opstår noget andet og mere end summen af det enkelte menneske. “Det samme når to tanker, to billeder eller to fortællinger mødes. I mange af mine bøger er der ligesom parallelle fortællinger, hvor der i mødet mellem de to fortællinger opstår en tredje fortælling, der er større end de to hver for sig. Lidt som et dobbelteksponeret fotografi, hvor der opstår en forbindelse mellem de to billeder, som skaber et mytologisk tredje. Den struktur gør sig gældende helt nede på sætningsniveau, hvor det er via billedsproget, hvor man har en konkret scene, og så kommer der et billede, en metafor eller et metonymisk billede, der har en nærhed – så udvides rummet helt ekstremt.

Kompleksiteten, fortællingens rækkevidde, udvides ved, at to steder i verden forbindes.  Det tror jeg på som en af mange måder at undersøge verden på. Litteraturen repræsenterer en mulighed for, at vi kan se forbindelser i verden, som vi ikke før så, og som rummer muligheden for at tænke nyt.”

“Her får jeg lyst til at knytte en kommentar til Mette Høegs kritik fra 2015 af danske forfattere som værende navlepillende.

Jeg tror virkelig på, at vores samfund har brug for en poetisk tænkning. Dét at forsøge at skabe et nyt poetisk sprog, der kan kaste lys på noget, der hidtil var skjult for os; dét er udgangspunktet for, at vi kan bevæge os nye steder hen. Som menneske og som samfund. Litteraturen kan ændre vores liv, fordi den kan skabe et nyt sprog at tænke i. Det er altså ikke et spørgsmål om at sætte konkrete (politiske) problemer under debat, men derimod om at skabe nye måder at tænke på, der gør os i stand til at få øje på og gribe anderledes om de problemer, vi har i vores samfund og i vores liv.”

 

Vi har brug for litteraturen

Mens lyden af stemmer fra mange, mange læsere i det fjerne i den store Ordkraft-hal danner bagtæppe for vores samtale, stopper Josefine Klougart et kort øjeblik op, så siger hun med stor vægt. “Vi har brug for nuancerede undersøgelser af, hvad det vil sige at være menneske. Jeg tænker hele tiden: Vi må stå sammen. Blive en bevægelse – alle os der læser, vi må stå sammen og blive ambassadører for læsning. En truet erfaringsform som er den æstetiske erfaringsform. Under hårdt pres af et kapitalistisk konkurrencesamfund, som vil instrumentalisere verden og udgrænse alt det, der ikke er handel og umiddelbar omsættelig værdi i.

Vi har brug for litteraturen til at skabe nye idéer og til at flytte grænserne for, hvad vi kan tænke, hvad vi overhovedet kan se. På en måde er litteratur ligesom yoga for vores tænkning, vores bevidsthed, som vi må holde smidig”, siger hun nærmest insisterende og bryder igen ud i stor latter.

“Vi skal holde tanken smidig med litteraturen, så vi kan se verden i andet end i et gammelt stivnet fotografi, en gammel stivnet idé om, hvad det er at være menneske, kvinde, borger.” 

Hvilket budskab har du ellers til læserne?

“Der er forskellige måder at være engageret i vores samfund på. Den ene er, at man helt konkret kan lade litteraturen handle om for eksempel Danmark som krigsførende nation og om Syrien og om forurening og klimakrise. Mine bøger handler sådan set om det hele, men ofte mindre direkte, mindre konkret. Jeg stiller som regel skarpt på den tænkning, der muliggør, at man går i krig. Jeg er interesseret i skabe en dybere forståelse af, hvordan kærlighed og magt er forbundet. Hvad solidaritet er, hvad det betyder at gå på kompromis med ens egen opfattelse af virkeligheden.

I New Forest forstår vi gennem historien om det unge par, der har svært ved at leve sammen, men endnu sværere ved at gå fra hinanden, noget om, hvordan man kan leve som en form for zombie. En levende død. Hvordan man kan blive apatisk, hvis man over længere tid går på kompromis med sin egen oplevelse af virkeligheden, og til sidst ikke kan finde ud af, hvad der er virkeligt, og hvad der er en konstruktion."

Jeres forfatterskole, Gladiatorskolen, hvorfor?

“Jeg, vi tror på, at det er vigtigt for verden og for vores samfund, at den her type tænkning eksisterer. Den tænkning vi møder i mødet med kunsten, musikken, litteraturen og måske til dels i det religiøse. Den eksisterer i for ringe grad i dag. Jeg tror, der er tale om to ting: På den ene side et dannelsesskred og på den anden side en manglende tro på, at man er ‘klog nok’.

På trods af de mange gode kræfter rundt omkring på uddannelsesinstitutionerne, så har læsningen ringe vilkår. Dansklærerne skal løbe hurtigt, og litteraturen bliver for tit et instrument til noget andet end det, den burde være en adgang til.

I værste fald lærer vi at tolke litteraturen som en rebus, noget der skal oversættes til et abstrakt begreb eller en abstrakt idé. Og den måde at læse på er fuld af angst: For oversætter jeg rebussen korrekt?

Litteraturen burde ses som en mulighed for at føje sine tanker til et andet sprog og dermed nå nye erkendelser. Simpelthen få mulighed for at se og erfare noget nyt. Jeg drømmer om, at vi læser med større begejstring og mindre angst."

Biblioteker og dig

”Jeg har et nært forhold til biblioteker. Jeg er vokset op langt ude på landet, og der kom hver tirsdag bogbus fra Ebeltoft. Det var noget, jeg glædede mig til. Jeg synes, det er enormt vigtigt og samtidig enormt privilegeret – og samtidig så er jeg jo bekymret også. Som jeg tror, at alle, der holder af biblioteket, er. Jeg forstår godt, hvorfor man træffer de beslutninger, man har om at kassere materialer, centralisere indkøbene osv. Samtidig er jeg skeptisk, for jeg tror på, at det konkrete tilfældige møde, hvor man samler en bog op, fordi den af en eller anden grund appellerer til en, det kan noget.

Hvis man ikke konkret kan falde over en bog, men kun få fingre i det, man husker at søge efter, så bevæger vi os ikke så ofte væk fra vores egen idé om, hvad vi er interesserede i. Og det er jo ellers det, litteraturen er god til; at give os indsigt, vi ikke vidste, vi manglede for at leve et større og mere poetisk liv!”

 

Hvad skriver du på nu?

“Jeg skrev på New Forest lige til det sidste, til kort før den udkom i november sidste år, så det er alt sammen helt nyt lige nu. Men jeg er altid i gang med én tekst, og på et tidspunkt kigger jeg nærmere på, hvad har jeg liggende. Så begynder jeg at sætte det sammen, og det begynder at tage form. Jeg arbejder sådan, at jeg ikke på forhånd beslutter mig for, hvor jeg vil hen. Jeg skriver og iagttager, og så ser jeg på, hvad der kommer ud af det. Derefter går jeg i flere runder i gang med min lille børste og pudser.”

Klougart tør dog denne gang så godt som love, at der ikke går tre år igen, som sidst hun udgav en bog. En af fordelene ved den lange skriveperiode var, at der var god tid til også at tænke over, hvordan bogen skulle se ud.

“Grafiker Thomas Joakim Winther og jeg har haft et nært samarbejde omkring bogens udformning. Samme grafiker som Mørke, hvis udtryk var helt anderledes, mere bibelagtig. Vi har haft mange, mange møder. Jeg ville gerne have dens grafiske udtryk konkret afspejlede bogens måde at række ud efter naturen på. Det kom den til.

Jeg havde en drøm om, at den her bog skulle være sådan en, man kunne have med overalt, kunne bo i og lidt billigbogsagtig, men samtidig smuk. Den skulle både være demokratisk imødekommende og til en pris, hvor alle kunne være med – 700 sider for 299 kroner må jo siges at være ret billigt. Spørgsmålet er, hvad så med e-bogsformatet? Vi finder ud af noget”, smiler Josefine Klougart stort og iler ned til stort møde med sine Ordkraft-læsere.

 

  • Bøgerne

Klougart debuterede i 2010 med Stigninger og Fald, mens hun stadig var elev på  Forfatterskolen. Siden har hendes litterære produktion været støt voksende. Den seneste murstensroman, New Forest, udkom sidst i november 2016. Derimellem kom tre romaner tre år i rap med den første, Hallerne, i 2011 efterfulgt af Én af os sover og Om mørke. 

I sig selv en præstation men langt fra hele historien om Josefine Klougart. Forfatteren er stærkt optaget af litteraturen på, hvad man kunne beskrive som et metaplan. Samtidig er hun meget håndgribeligt optaget af læsningen som sådan og af spørgsmålet om, hvordan man får skabt de bedste forudsætninger for, at de bedst mulige bøger når ud til de bedst mulige læsere. Det betyder, at Josefine er interesseret i både forlag, formidling og undervisning af såvel læsere som forfattere.
 

  • Forlaget, Gladiatorskolen og Texas Langhorn

På det konkrete plan etablerede Klougart sig således i 2013 sammen med forfatterkollegaen Hans Otto Jørgensen og forlagsredaktør Jakob Sandvad med eget forlag, Gladiator. ”Vi havde en drøm om et spændende og kærligt litterært miljø og en fælles passion for litteratur som brændstof”, siger hun selv om det initiativ. ”Vi tror på, at de traditionelle litterære kredsløb har godt af at blive udfordret og suppleret.”

Det handler om at åbne litteraturen op for læserne, give dem troen på, at de faktisk kan læse tilbage. Og det handler om at skabe et rum for en samtale omkring litteraturen både for læsere og forfattere. Men også om transparens og fairness i økonomien, så forfatterne altid kan se, hvor pengene går hen, så de får 50% af overskuddet på en bog. Samtidig med at ophavsretten efter to år går tilbage til forfatteren.

Centralt for forlaget Gladiator er dens klassikerserie, Sandalserien, der består af glemte eller fortrængte klassikere. Til disse udgivelser samt til forlagets moderne litteratur, herunder Klougarts egne bøger, udvikles undervisningsmaterialer til gymnasieskolen. De vil komme til at ligge på Colosseum, forlagets undervisningsportal, hvor gymnasieklasser kan købe adgang til en ny form for undervisning i litteratur. Det er idéen at animere til, at eleverne vil få lyst til at fortsætte med at læse resten af livet. Ud over dette projekt, som bl.a. bliver til i et samarbejde med Dansklærerforeningens Forlag, omfatter Gladiator flere aflæggere.

Virksomheden står også bag magasinet Texas Langhorn, Danmarks største litteraturblad, der udkommer 6 gange om året og kan fås gratis hos udvalgte boghandlere, på biblioteker og på de uddannelsesinstitutioner, der har abonnement. Bladet ligner grafisk set Se og Hør, men rummer kvalitetslitteratur fra danske og udenlandske forfattere.

Og så er der endelig Gladiatorskolen, en skole med 10 linjer i Aarhus, Odense og København for folk med forfatterdrømme på alle områder også f.eks. tegneserier.

”Vi er bundet sammen af to ting. Vi vil noget med litteraturen. Vi tror helt aktivistisk på, at den kan forandre verden. Ligesom vi tror, at vi som læsere gerne vil være klogere. På os selv, men først og fremmest på verden”, fortæller Klougart om initiativet. Noget af et ambitiøst manifest.

 

Børn fortjener bedre end en læsekrise

LEDER Det er en foruroligende kendsgerning, at mange børn i Danmark mangler evne og lyst til at læse. Ifølge de seneste PIRLS og PISA undersøgelser blandt elever på ...

2024: Hvad er opgaven

På den store klinge er det på mange måder fremtiden, der skal tages stilling til i 2024. Fra massive klimaproblemer til digitale udfordringer omkring kunstig intelligens og ...

Sæt gang i lokal brugerudvikling

Få den store brugerundersøgelse Biblioteksbrug i dag og i morgen som PIXI. Undersøgelsen skaber et overblik og giver ny indsigt i bibliotekernes virksomhed, samt peger på veje ...

Er der nogen, der vil være med?

Vi skal tilbage på sporet kære sektor, opfordrede Pernille Schaltz, biblioteks- og borgerservicechef i Herning, i et debatindlæg i Danmarks Biblioteker nr. 6, 2023. Debatten ...

Set fra MIN stol – Vejen til Vejle Bibliotek og Kulturhus

Biblioteker kan noget særligt for en by og dens borgere, alligevel har vejen til et tidssvarende bibliotek i Vejle været lang. Nu sættes turbo på planerne. Aktuelt er vi gået ...

Velfærd skaber vi sammen

Ny vision undervejs: Roskilde Kommune skal være alle tiders sted at bo og leve i. Borgerne er inviteret med i processen. Det bedste liv er dem, vi deler med andre. Det kræver ...

En stærk læsekultur – en del af løsningen

I Roskilde Kommune er der politisk fokus på at arbejde strategisk med at skabe en stærk læsekultur. Fordi vi ved, at læsning kan være indgangen til et fællesskab, den kan ...

Demokratisk debat og samtale under pres: Hvad er bibliotekets rolle?

Lokaldemokratiet er udfordret, hvordan skaber vi et fælles åbent rum for debat og samtale? Hvordan kan alle komme til orde? Demokratiet lever og har det godt på bibliotekerne. ...