Skrevet af
Martin Lykke Nielsen
Martin Lykke Nielsen, bachelor i litteraturhistorie og i gang med andet år af sin kandidat i journalistik (cand. public) på Journalisthøjskolen i Aarhus, var på studietur til Sydamerika og rapporterer her om et bibliotek, der savner dansk opmærksomhed og folk med penge på lommen.
“Sutter du maté?” Karen Sparholt forsvinder ud ad døren for at koge vand til den bitre grønne te, som argentinerne suger op gennem et forsølvet sugerør på snart sagt alle tider af døgnet. Nok befinder vi os i et dansk bibliotek. Og nok ligger det i en dansk kirke. Men vi er stadig i Buenos Aires, stadig i Argentina. Og så skal der drikkes maté.
Karen Sparholt kommer tilbage med det lille matékrus og en orange termokande med varmt vand. Hun hælder vand over teen og begynder sin historie om biblioteket i Den Danske Kirkes Bibliotek i Buenos Aires, og hvordan hun blev bibliotekar.
Hun er født i Argentina i 1933 og har boet her hele sit liv. Har været argentisk gift og fået fem børn. Med sin mor og far, som i sin tid kom fra Danmark, har hun altid talt dansk.
Bytte bøger
Støvet fra de over 7.000 bøger pirker i næsen. Her er alt lige fra Jeppe på bjerget og Steen-Steensen Blicher til Katrine Marie Guldagers seneste roman Ulven. Og så en række danske bøger oversat til spansk, som Peter Høegs roman med den lidet lakoniske titel La senorita Smilla y su especial percepción de la nieve. Her i biblioteket står også Latinamerikas største Søren Kierkegaard-samling, Biblioteca Kierkegaard. Hver fredag er der seminarer her, hvor mexikanske, chilenske og argentinske eksperter ud i begrebet angst mødes for at diskutere og oversætte den danske filosof.
Rummet er på størrelse med en lille gymnastiksal. Hele den ene langside er beklædt med bøger fra gulv til loft som et kæmpemæssigt spraglet kludetæppe. Fra Den Danske Kirke blev bygget i 1931, var den et vigtigt samlingspunkt for de mange danskere, der sejlede over Atlanten for at søge lykken på den argentinske pampas. Hver måned arrangerede kirkens kvindeforening byttedag, og så kom Fru Jensen, Fru Møller og Fru Poulsen fra hele kolonien og byttede de bøger, de havde fået sendt fra Danmark.
“Min mor byttede bøger her, som vi så læste derhjemme. Alle læste meget, fordi der var ikke andet at lave end at læse,” siger Karen Sparholt. Bogbytteriet nåede sit højdepunkt i halvtredserne, men i 1960’erne begyndte det at dø ud. De oprindelige immigranter blev gamle og døde, og mange af børnene fra den nye generation talte ikke dansk. “Det begyndte at gå nedenom og hjem, kan man godt sige. Fra 1970 kom der ikke en sjæl efter bøger”, beretter bibliotekaren.
Den hemmelige giver
I mange år lå de danske bøger og samlede støv, men i 1999 skete der noget. En stor sending bøger kom fra Danmark. Den dansk-argentinske forfatter og foredragsholder Carlos Kristensen havde testamenteret den danske del af sin enorme bogsamling til kirken. Gaveregnen stoppede ikke her. En dag kunne den daværende præst Andrés Albertensen fortælle sin menighed, at en anonym giver havde doneret en stor sum penge til kirken, som bl.a. skulle gå til at lave et ordentligt bibliotek. Præsten inviterede Karen Sparholt og en anden dansksproget kvinde, Laura Christiansen, til at stå for opgaven.
De to kvinder hyrede en snedker til at bygge et reolsystem, de mugede ud i de larvebefængte bøger i de gamle skabe, og med hjælp fra en lokal universitetsbibliotekar satte de alle de nye bøger i system. “Til at begynde med lavede vi forfærdeligt mange fejl. Vi anede jo ingenting om, hvordan man gjorde. Men vi begyndte at lære det.” Og der kom gang i biblioteket igen.
Gennem to år arbejdede Karen Sparholt og Laura Christiansen på biblioteket, og hver måned fik de deres løn. Men i 2001 fik de pludselig at vide, at der ikke var flere penge. Karen Sparholt gætter på, at det havde noget at gøre med den store finanskrise, der brød ud i Argentina dét år og endte med at folk plyndrede supermarkederne, fordi det var umuligt at hæve penge. Men det er gætværk, understreger hun.
“Vi fik bare at vide, at der ikke var fere penge. Og når vi ikke vidste, hvor pengene kom fra, kunne vi heller ikke få at vide, hvorfor de ikke var der mere.”
Usikker fremtid
I dag er det mere end ti år siden, der pludselig ikke var flere penge til de to bibliotekarer. Laura Christiansen fandt noget andet at lave. “Jeg kunne have sagt, at når jeg ikke længere fik penge for det, så blev jeg ikke ved”, siger Karen Sparholt til mig og fortsætter: “Men jeg nænnede det ikke.”
Nu arbejder Karen Sparholt som bibliotekar hver onsdag. Men den ene dag er dårligt nok til at nå alt det, der skal gøres. Og der skal også være tid til at tage sig af dem, der kommer og vil låne.
I dag har hun flere dage om ugen dansk elever i biblioteket.
Dem, der har en kæreste i Danmark. Dem, der gerne vil lære et nyt sprog. Eller de, der har et dansk efternavn og gerne vil lære deres bedsteforældres sprog, fortæller hun. Da jeg spørger: “Hvem skal overtage, når du ikke orker længere?”, lyder det raskt: “Det ved jeg da ikke. Det kan du jo gøre.”
