Botswana er en af modelstaterne i Afrika. Landet har lige fejret 50 året for selvstændighed og demokrati. Der har været fred i landet i hele selvstændighedsperioden, og – heldigt for landet – opdagede man kort efter selvstændigheden verdens rigeste diamant forekomster. I dag er de grundlag for, at landet har Afrikas højeste BNP pr. indbygger.
Mange ansatte – få brugere i biblioteket
Kasane er en lille by i Botswana. Der er 11.000 indbyggere i området. Der er ikke meget by, et par indkøbscentre og udendørs markeder. Men her er hospital, politistation, gymnasium. Der er også et bibliotek, som jeg havde lejlighed til at besøge i februar i år. Lederen, mr. Mazunga, fortæller beredvilligt, at januar har været en ret gennemsnitlig måned. Han har haft 1.232 besøg på biblioteket, på årsplan er det ca. 20.000. Men han har kun lånt 142 bøger ud. 778 har læst i biblioteket, 579 har brugt pc'ere. Biblioteket har 775 medlemmer og otte ansatte, hvoraf to er bibliotekarer. Så der er plads til vækst i benyttelsen. Efter afrikanske forhold er der en pæn mediesamling og en årlig tilvækst på 200 titler. Han arrangerer både læse- og skriveklub og driver IT-kurser. Han promoverer også en businessinformation med et lille udvalg af relevant litteratur.
Moderniseringen af bibliotekerne i Botswana skyldes i høj grad støtte fra Bill and Melinda Gates Foundation, der finansierede et fireårigt projekt, kaldet Sesigo, der fik integreret pc'er er og netværk i bibliotekerne. Programmet var en stor succes målt i, at der faktisk blev sat en anden dagsorden, mange biblioteker blev moderniserede, ikke bare med pc'ere, og der kom flere brugere. Botswanas biblioteksforening blev også løftet betydeligt, som en del af projektet. I øvrigt med Danmarks Biblioteksforenings tidligere direktør, Winnie Vitzansky, som konsulent, udpeget af den internationale biblioteksorganisation, IFLA.
Manglende læsekultur
Men ikke alt er godt. Det gør mr. Mazunga fortvivlet, at processen med at skabe en egentlig læsekultur er så tung. Han har efter lokale forhold pænt mange brugere. De kommer for at være i biblioteket. Bruge pc'ere eller få et kursus. Deltage i en eller anden aktivitet. De læser også på biblioteket, men de læser aldrig hjemme. Læsning er odiøst. Når man har fået sin uddannelse, er man lykkeligt fri for bøgernes tyranni, mener han.
Problemet er ikke bare den manglende tradition for læsning, fordi bogen er et fremmedelement i afrikansk kultur. Der er et gedigent sprogproblem. Landets officielle sprog er engelsk, og der undervises på engelsk. Men de fleste har afrikanske sprog som modersmål. Også bibliotekets materialer er på engelsk. Børnene kommer hyppigt fra hjem, hvor forældrene ikke kan læse og dårligt tale engelsk. De interesserer sig ikke for børnenes skolegang, og forsøgene fra skolens side på at inddrage forældrene er ikke succesfuld.
Så mr. Mazunga er dybt skeptisk overfor bibliotekets effekt. Det ville ikke ændre noget særligt, hvis vi lukkede, sukker han. Alligevel har han et bud på, hvad der må gøres: Biblioteket må i tættere samspil med lokalsamfundet. Der må bygges partnerskaber og skabes en lokal støttegruppe. Biblioteket må også kunne demonstrere sin effekt på borgernes liv. Ikke bare ved at under-støtte uddannelse og læring, men ved at tage del i de demokratiske processer. Det er sådan set en opskrift, vi også har i Danmark. Så jeg udtaler min entydige støtte til Mazungas fortsatte kamp.
JENS THORHAUGE, jens thorhauge.dk
