Men ét forhold er kendt: Den stærkt enevældige præsident, Niyazov, erklærede i 2005, at da ingen i landet læste, skulle man lukke alle biblioteker uden for hovedstaden Ashgabat. Det skete til trods for, at han fem år tidligere godkendte en bibliotekslov, der fastlagde rammer og opgaver for landets biblioteker. Og at analfabetisme var afskaffet i sovjetperioden.
En ganske særlig diktator
Niyazov var leder af det turkmenske kommunistparti frem til selvstændigheden i 1991, hvor han fortsatte som enevældig præsident, og hans ord var lov. Han er berygtet for at opføre guldstatuer af sig selv, og for en særlig litterær bedrift, værket Ruhnama, som er hans version af den Turkmenske historie.
Bogen startede som et videnskabeligt universitetsprojekt, der skulle underbygge den turkmenske identitet efter sovjetregimets sammenbrud. Men Niyazov forkastede værket og skrev selv et nyt baseret på legender, eventyr og opdigtede tekster med den særlige chauvinistiske pointe, at stort set alt godt i verden har rod i Turkmenistan. Bogen fik karakter af hellig bog. For at erhverve kørekort skulle man eksamineres i den. Alle offentligt ansatte måtte studere den i særlige studierum hver uge. Der blev rejst monumenter for den.
Helt på linje med denne tænkning er mængden af skulpturer og gigantiske monumenter, der møder en, når man går rundt i byen. De skal paradoksalt nok styrke landets identitet, som fostrer af store digtere og tænkere. Det forlyder, at der opføres nye skulpturer hver måned. Skulpturerne ser ud til at være lavet på det samme værksted, de er i bronze, naturalistiske og fire-fem meter høje. I sort og guld fremstiller de videnskabsmænd, digtere og tænkere fra den turkmenske fortid. Opgøret med den sovjetiske ideologiske dominans har mange former. Det kyrilliske alfabet blev straks afskaffet, hammer og segl forsvandt fra flaget og blev erstattet af halvmåne.
Bibliotekerne genindføres – sådan da
Nyiazov døde imidlertid uventet i 2006. Det vides ikke, hvor mange biblioteker der nåede at lukke. Hans premierminister, Gurbanguly Berdimuhamedow, blev præsident, har været det siden og er ved at ændre landets konstitution, så han bliver livsvarig leder. Landet rangerer stadig tårnhøjt på verdens korruptionsindex. Optagelse på det internationale universitet hævdes at koste forlods 100.000 dollars i et land, hvor en bibliotekar tjener omkring 100 dollars om måneden. Censuren er benhård, men der er nu en vis (kontrolleret) adgang til internettet. Gurbanguly afskaffer dog langsomt nogle af forgængerens mest skøre tiltag: Ugedagene har fået deres gamle navne tilbage og er ikke længere opkaldt efter elskede medlemmer af Nyiazovs familie. De mest provokerende guldstatuer af præsidenten er fjernet og frem for alt: Der er bygget et nyt nationalbibliotek og Ruhanama er ikke længere landets hellige bog.
Nationalbiblioteket og bibliotekssystemet
Nationalbiblioteket i hvidt marmor med fire kæmpe bronzeløver ved hovedtrappen er demonstrativt opulent. Mit besøg på biblioteket i november 2016 formede sig som en vandring gennem store, helt mennesketomme læsesale. Der var faktisk udenlandsk litteratur, bl.a. klassiske encyklopædier på de europæiske hovedsprog, en del russisk litteratur, men meget lidt andet. Biblioteket hævder at have en samling på 5,5 mio. enheder. Der er ikke nogen online katalog, men en kortkatalog, hvis størrelse fortæller en gammel biblioteksmand, at det kun kan være en meget lille del af samlingen, der er katalogiseret. Vi kunne ikke se samlingerne udover en lille udstilling af ældre turkmenske bøger. Restriktionerne for besøgende matchede vores oplevelse af det nærliggende nationalmuseum, hvor man ganske enkelt ikke måtte gå rundt på egen hånd.
Men biblioteket er online. Der er et pc-rum med computere, som vi desværre ikke kunne besøge, og der arbejdes på digitalisering af katalog. Mine spørgsmål om biblioteksvæsenet i landet var åbenlyst uvelkomne. Bibliotekaren hævdede, at der er 73 biblioteker i landet, heraf fem centralbiblioteker, et i hver af de store byer. Skolebibliotekerne, en sovjetisk opfindelse, vurderes overflødige og er nedlagt. På mit spørgsmål om biblioteket på forespørgsel kunne hjemlåne litteratur fra andre lande var svaret, at det er muligt. Hvis regeringen i hvert enkelt tilfælde giver sin tilladelse. “No more questions”.
Et lærestykke eller…
Historien om Turkmenistan og dens biblioteker er et lærestykke. Selv det hårdeste diktatur må i det mindste have et bibliotekssymbol. Gurbanguly ynder at fremstille sig selv som videnskabsmand og forfatter af videnskabelige værker. Måske derfor har han omstødt dødsdommen over bibliotekerne. Men forgængeren forstod jo også sig selv som en stor forfatter, og alligevel lukkede han bibliotekerne.
Forhåbentlig kan rammerne blive fyldt ud med aktiv biblioteksvirksomhed.
jensthorhauge.dk
