Skrevet af
Jens Thorhauge
Det utraditionelle biblioteksbudskab har den dystre baggrund, at 39% af den voksne befolkning i Swaziland er HIV-registrerede. Det er en medvirkende årsdag til, at landets gennemsnitlige levealder er på 51 år.
Swaziland illustrerer tydeligt en række afrikanske udfordringer mellem tradition og fornyelse. Landet ligger klemt inde mellem Sydafrika og Mocambique. Det er præget af, at landets høvdinge efter Boerkrigen anmodede om at komme under den britiske krone for at undgå boernes herredømme, som de havde smagt. Det betød, at landet undgik apartheid og bevarede en status som landbrugsland med små jordbrug, fordi briterne ikke var særligt interesseret i at udvikle det. Men det betød også at landet efter selvstændigheden i 1967 blev et kongedømme.
Kongen har i dag absolut magt trods stigende illegal demokratisk opposition. Mere end en tredjedel af den voksne befolkning er arbejdsløs, og mange tager til Sydafrika for at få arbejde. Bruttonationalprodukt pr indbygger er ca. 5000 USD. Det halve af niveauet i Sydafrika.
Hvordan ser bibliotekerne ud i Swaziland? Ifølge statistikken var der i 2000 14 folkebiblioteker, men i de seneste ti år har det amerikanske African Library Project oprettet 310 lokale minibiblioteker med hver 1000 bøger indsamlet i USA, primært billed-, børne- og skolebøger. Bibliotekerne er oprettet i samarbejde med både skole- og biblioteksmyndigheder.
I hovedbyen Mbabane med 50.000 indbyggere ligger en bygning med folkebibliotek og nationalbibliotek i hver sin ende. Bygningen er opført til formålet i 1983 og helt præget af den tids bibliotekstænkning. Folkebiblioteket er indrettet med stor skranke, børne- og voksenafdelinger, læsesal med referenceafdeling og aflåste rum til workshops.
Samlingen er totalt nedslidt og synes uden accession i en årrække. Der er meget få besøgene i biblioteket undtagen i et særligt rum, der har status som 'American Center' og er finansieret af amerikansk udviklingsbistand. Her er der up to date pc’ere og printere, wifi og professionel hjælp samt en håndbogssamling. Og kø for at få en af de 40 siddepladser.
Bibliotekets opførelsesår fortæller, at det er besluttet og planlagt under den tidligere monark Sobhuzo II, der var landsfaderen, der gjorde Swaziland selvstændigt. Overalt støder man på citater fra ham og hans dronning, bl.a. et statement om, at den hvide mands magt bunder i ‘books and money’ og ‘we too will learn, we too will be rich’. Mit bud er, at biblioteket er bygget på denne vision, men at der ikke har været ressourcer til at følge det op.
Besøget på Nationalbiblioteket er til gengæld opmuntrende. Der er folk i læsesalene, og der er udstillinger af engelsksproget litteratur, der forekommer højrelevant om f.eks. vandrensning, grøn teknologi, landbrug, befolkningssundhed og afrikanske udviklingsprojekter. Her ses det afrikanske paradoks i renkultur: modeller og løsninger ligger lige for, men ressourcerne til at implementere i større skala end The American Center er ikke til stede under det nuværende styre. Der er lang vej til målet.
Mere om Swaziland og information om nationalbiblioteket på bl.a.: https://da.wikipedia.org/wiki/Swaziland og https://www.facebook.com/pages/Swaziland-National-Library-Service-Manzini-Public-Library.
JENS THORHAUGE
jensthorhauge.dk &scandinavianalliancegroup.com
