Kan danske folkebiblioteker styrke litterære formidlingsinitiativer ved at indgå i private partnerskaber? Hvad skal der til? Og hvorfor kan norske litteraturhuse få sponsorpenge fra den private sektor, mens det mere sjældent sker for danske folkebiblioteker?
I foråret 2015 begyndte Odense Centralbibliotek og Herning Bibliotekerne pludselig at sætte pris på litteraturen. “Det var da lige godt på tide”, vil nogle måske sige, for umiddelbart skulle man jo tro, at det altid havde været deres opgave. Men det viste sig faktisk, at de var begyndt at tage metaforen “at sætte pris på” aldeles bogstavelig. I projektet Vi sætter pris på litteraturen, der løb i perioden 1/4 2015 til 1/6 2016 og var støttet af Slots- og Kulturstyrelsen, både værdsatte og prissatte de to biblioteker således litteraturen. Det var det sidstnævnte, der var det potentielt grænseoverskridende ved projektet. Det handlede nemlig om muligheden for at indgå private partnerskaber. Et fænomen, der trigger mange følelser og megen modstand internt på bibliotekerne og blandt mange brugere, og som også indskriver sig i den aktuelle debat om bibliotekernes identitet, funktion og grundfortælling, hvor blandt andre Pernille Stensgaard i Weekendavisen og Jes Stein Pedersen i Politiken har ytret sig kritisk over for nogle af de forvandlingstiltag, bibliotekerne rundt om i Danmark foretager sig.
Mandag den 9. maj 2016 afholdt Odense Centralbibliotek en konference, hvor oplægsholderne for de 70 deltagere dels var forskellige aktører i projektet, dels eksterne folk med relevante erfaringer i forhold til projektets mål om “at undersøge og afprøve muligheder for private partnerskaber med de danske folkebiblioteker.”
Med udgangspunkt i konferencen og projektets forløb vil jeg beskrive nogle af de udfordringer, faldgruber og muligheder, der eksisterer, når vi taler bibliotek og privat partnerskab. Det vil jeg gøre ud fra tre typer af modsætninger, som projektet og konferencen tydeliggjorde: Danmark/Norge, Bibliotekerne/Aarhus Festuge og Odense/Herning.
Pragmatisk eller analytisk tilgang
En af de mest iøjnefaldende kontraster, der tonede frem på konferencen, var utvivlsomt kontrasten mellem den norske og danske praksis. I Odense og Herning gik man relativt anarkistisk frem. Forstået på den måde, at man kastede sig ud i projektets formål – at indgå partnerskaber med private aktører med henblik på 1) at skabe mere (og bedre) litteraturformidling og 2) at tjene eller spare penge – uden de store overvejelser om grundværdier, beløbsstørrelser, etiske problemstillinger osv. Denne “lad-os-nu-bare-gøre-det”-strategi har i mine øjne nogle fordele. Den betyder nemlig, at man får prøvet nogle ting af, høstet nogle erfaringer og testet nogle grænser.
I Odense indgik man f.eks. et samarbejde med Jensens Bøfhus om arrangementet Bog & Bøf, ligesom man samarbejdede med Plusbog og Bog & Idé. Ulempen er, at man risikerer at begå fejl, både i forhold til det praktiske (f.eks. beløbsstørrelser, procedurer) og det værdimæssige (f.eks. forkerte partnere, uhensigtsmæssig balance mellem det kommercielle og det litterære).
Set fra de private aktørers side bemærkede Karina G. Rasmussen fra Bog & Idé, at mere forpligtende partnerskaber, ikke nødvendigvis i form af eksklusivaftaler, der ville være i strid med lovgivningen, men mere i form af kontrakter af en vis varighed og med en på forhånd aftalt mængde af arrangementer, ville være at foretrække. I det hele taget syntes en større grad af formalisering og professionalisering at være efterspurgt fra de private aktører, blandt andet fordi de opererer i en økonomisk mindre beskyttet og mere fluktuerende virkelighed end bibliotekerne.
Overordnet virkede det, som om flere af de private aktører var særdeles interesseret i at fortsætte samarbejdet med bibliotekerne, blandt andet fordi de gennem folkebiblioteket får adgang til et publikum og et rum, inkarnerer en særlig historie og tradition, hvor litteratur, kultur og kvalitet er i centrum. Men en påmindelse til de private aktører må også være, at de nøje skal overveje deres egen rolle i forbindelse med de litterære arrangementer. Føler publikum en for stor grad af reklametid og synlig markedsføring, så mister publikum tålmodigheden med arrangementet, fordi substansen – litteraturen og dens kraft – udvandes. Resultat: risikoen for at de bliver væk næste gang stiger.
I Norge eksisterer et lignende projekt, og her har man grebet tingene an på en anden måde. Her brugte man nemlig ifølge Øy-stein Stabell, Oppland Fylkesbibliotek, det første år på at skabe en juridisk-infrastrukturel og værdipolitisk platform, så man blev bevidst om, hvad man som institution selv havde at tilbyde af immaterielle værdier (f.eks. kundskab, tillid, troværdighed). Derefter vurderede man, hvilke private aktører man ville lege med – nemlig dem, der havde noget til fælles med bibliotekets værdisæt. Fordelen ved den norske praksis er, at man som institution bliver bevidstgjort om ens egen identitet, og at man derfor har mindre risiko for at begå fejltagelser. Ulempen kunne være, at man som følge af den konservative tilgang ikke udfordrer nogen grænser.
Partnerskaber skal matche fortællingen
Aarhus Festuge repræsenterer en slags mellemvej i forhold til den norske og danske praksis. På den ene side har de ifølge Kristine Kloch Jeppesen, festugens fundraiser, arbejdet intensivt med at skabe grundfortællingen om festugen, en fortælling der indeholder festugens overordnede formål og grundlæggende værdisæt. Aarhus Festuge ved altså præcis, hvem de selv er, og dette har gjort det nemmere at udvælge, hvilke private partnere og sponsorer man gerne vil samarbejde med. Men på den anden side har festugen også sine lig i skabet, altså eksempler hvor partnerskabet ikke har givet mening. Og ‘mening’ er et af nøglebegreberne i festugens selvfortælling. For Aarhus Festuge er det afgørende, at balancen mellem det kunstneriske og kommercielle ikke tipper over i sidstnævntes favør.
Sker det, så giver partnerskabet og den kunstneriske event ikke mening – heller ikke for publikum. Ifølge Kloch Jeppesen har Aarhus Festuge lært den lektie af fejltagelserne, at et brand centreret omkring kunst og kvalitet, som det har taget mange år at opbygge, faktisk er stærk nok til at overbevise de private aktører om, at en mere diskret synlighed i sidste ende også er til deres egen fordel, fordi festugens centrale værdi er kunstnerisk kvalitet. I forhold til bibliotekerne i Odense og Herning kunne det på baggrund af såvel den norske fremgangsmåde og erfaringerne fra Aarhus Festuge være en overvejelse værd, om man selv skulle foretage dette arbejde med at skabe sin egen grundfortælling om formål og værdier. Hvis Aarhus Festuge har en historie, der går et halvt århundrede tilbage, så er bibliotekets historie jo flere tusind år gammel. Hvad kan den historie bruges til? Hvad fortæller den?
Entreprenørskab versus klassisk dannelse
Som sagt har bibliotekerne i Odense og Herning været fælles om projektet, men de har haft forskellige erfaringer i forhold til at realisere dets formål. Det har de blandt andet, fordi Herning og Odense er to forskellige byer med forskellige traditioner og historier.
Umiddelbart skulle man tro, at Herning med byens entreprenørånd og stærke tradition for samarbejde mellem det offentlige og private ville have gode vilkår for at realisere projektets mål. På Herning Bibliotekerne var der heller ingen intern modstand mod private partnerskaber. Omvendt kunne man tro, at Odense på grund af byens anderledes profil end Herning – f.eks. universitetsby, gammelt borgerskab og den kulturelle konservatisme, dette fører med sig – ville have sværere vilkår i forhold til et projekt, der udfordrer den klassisk dannede borger. På Odense Centralbibliotek var der således også en vis modstand blandt medarbejderne mod idéen om private partnerskaber. Skåret lidt firkantet ud: Det er Boxen i Herning mod den mere finkulturelle H.C. Andersen i Odense. Men det viste sig i løbet af projektet, at Herning Bibliotekerne havde svært ved at finde private partnere og realisere litteraturformidlende events, mens Odense Centralbibliotek i højere grad lykkedes med nogle af dets ideer.
Hvorfor? Blandt andet på grund af Odenses større marked og større tradition for litteratur i forhold til Herning. Litteraturen vandt over konservatismen i Odense, kunne man sige. Skeptikerne vil dog nok stadig påstå, at det i så fald er litteraturen som vare, der løb af med sejren. De forskellige erfaringer i Odense og Herning indeholder uanset hvad en vigtig lektie, for de minder os om, at et bibliotek altid er eller bør være en del af et lokalt miljø, og at hvad der virker og giver mening ét sted ikke nødvendigvis gør det et andet sted.
For mere viden om de enkelte og konkrete litteraturprojekter kontaktes projektleder Michael Linde Larsen fra OCB via mil@odense.dk.
SØREN FRANK, lektor Inst. for Kulturvidenskaber:Litteraturvidenskab, SDU.
Og ekstern evaluator på projektet.
