Bibliotekerne bør være en del af indsatsen mod digital ulighed

Lisbeth Knudsen fotograferet den 5. juli 2021 i København.

Skrevet af

Lisbeth Knudsen

15 august, 2022
Download hele magasinet som pdf:

I begejstringen over alt det digitale glemmer vi at få alle med. Løsningen er ikke at fritage flere fra at skulle anvende digitale løsninger, men at uddanne alle uanset alder til digital selvhjælp og at lave løsninger, der er så intuitive i designet, at de motiverer i stedet for at frustrere, skriver Lisbeth Knudsen.

Vi elsker at være verdensmestre. Og vi er verdensmestre på offentlig digitalisering med politiske ambitioner om at gå endnu længere med den digitale selvbetjening.

For det første fordi mange af os hellere vil i kontakt med det offentlige, banken og alt muligt andet i øvrigt fra indkøb til bestilling af tid hos lægen via internettet, så vi slipper for transport og ventetid i en telefonkø. Når det virker, er det nemt og hurtigt, og vi kan gøre tingene, når vi har tid til det, og ikke når et eller andet kontor har åbningstid og kan betjene os.

For det andet fordi de digitale selvbetjeninger sparer ressourcer, der kan anvendes til de mange andre steder, hvor man skriger på arbejdskraft både i den offentlige sektor og den private. Det handler ikke længere bare om effektiviseringer, men ganske enkelt om, at hvad digitale chatbots kan klare frigør hoveder og hænder til andre opgaver. Og ja, nogle gange er de bare irriterende de chatbots, når man hungrer efter at tale med et rigtigt menneske.

For det tredje kan man sige, at vi med den offentlige digitalisering som motor og trækdyr har skabt en dygtig og innovativ privat IT-sektor i Danmark. Regeringen har fremlagt en digitaliseringsstrategi med endnu flere ambitioner om den digitale udvikling for de kommende år.

900.000 digitalt udsatte

Men glæden over det internationale verdensmesterskab og den tilsyneladende bekvemmelighed ved digitale løsninger har en ganske alvorlig bagside

Op mod hver femte voksne dansker, svarende til 900.000 mennesker, har svært ved at følge med til, hvad den digitale velfærdsstat stiller af krav til os som borgere. Og det problem har vi, i begejstringen over hvad digitaliseringen kan hjælpe os med, ladet ligge uden at gøre noget alvorligt for at løse. Det er faktisk både en demokratisk og menneskelig skandale.

Hver fjerde dansker har så svage digitale kompetencer, at det udfordrer dem i hverdagen, og det giver dem en opfattelse af manglende kontrol, manglende selvbestemmelse, manglende valgfrihed og manglende inklusion.

Vi glemte lige i farten, at det digitale for mange er grænseoverskridende svært, utrygt eller ganske enkelt uforståeligt. At alt for mange digitale løsninger ikke er intuitive, men kræver at vores hjerner skal tilpasse sig løsningerne i stedet for det omvendte. At mange ikke har erfaring eller rutine med at udfylde digitale skemaer på jobcentret, håndtere digitale signaturer i banken eller digital bestilling af tid til vaccination.

Alt for mange føler sig uden for den demokratiske debat, som er flyttet på nettet og de sociale medier, eller føler sig uden for den information, som nu kun findes på en eller anden hjemmeside, som man ikke kan huske navn eller domæne på eller ikke kan finde på en søgemaskine. Når de møder: Læs mere om det på www.etellerandet – eller får at vide, at de kan bruge en url:ditten eller datten, så bringer det aggressionerne frem.

En voksende digital afmagt eller digital eksklusion skaber en ulighed, vi ikke kan være bekendt som samfund. Får den situation bare lov til at fortsætte, så eroderer fundamentet til vores tillidsbaserede og trygge samfund, og vi kommer til at se flere brudflader og konflikter. Vi er begyndt at tale om ”de digitalt udsatte” på samme måde, som vi i årtier har talt om ”de socialt udsatte”, og ofte er de to problemstillinger sammenfaldende.

Antager vi, at der her blot er tale om et generationsproblem, og at udfordringen vil være løst, når de digitalt indfødte generationer, der nærmest fik mobiltelefon i hånden i stedet for sutten, for alvor rykker frem i befolkningstallene, så tror vi fejl. De 17-22 procent af befolkningen, som har det svært med de digitale udfordringer, er både unge og gamle og dem midt imellem.

Hvad gør vi så ved det?

Det er fristende og alt for enkelt at sige, at fordi man politisk svigtede med at uddanne befolkningen til at navigere digitalt som borgere i dette samfund i takt med den tiltagende digitalisering, så skal man bare kunne melde sig ud og meddele det offentlige, at man ønsker at fortsætte en analog tilværelse.

Problemet er bare, at tandpastaen er ude af tuben, og den kan ikke puttes tilbage. Vi lever i et gennemdigitaliseret samfund allerede, og det er svært at melde sig ud. For slet ikke at tale om, at det offentlige ikke ville have ressourcer til at køre en parallel analog administration for 900.000 borgere eller bare det halve af dem.

Selv om det offentlige fandt på at tillade sådan en løsning ud over de undtagelser der allerede findes i dag, så ville de analoge borgere ikke kunne få de samme muligheder som os andre. Det gælder i forhold til alt, hvad der foregår af kontakt med den private sektor f.eks. banker, forsikringsselskaber, rejsebestillinger, vareindkøb m.v., og de vil ikke kunne deltage i den demokratiske debat, som for længst er blevet digital. Toget er kørt fra perronen, og vi må så vidt muligt have alle med.

Digitale førstehjælpskurser

Vi kunne jo starte med at finde ud af, hvad der skal til, hvis vi ikke som samfund vil have et A- og et B-hold. Under coronaen kom en hel plejehjemsgeneration på iPad, fordi det var eneste mulighed for fortsat kontakt med familien. En hel forældregeneration lærte pludselig en del mere om digitale værktøjer både på arbejdet og under hjemmeundervisningen. Og en børne- og ungegeneration fik set, hvad mobil og pc også kunne anvendes til i undervisningen og ikke kun til sjov og dansevideoer på TikTok eller kontakt med vennerne.

Vi kunne jo fortsætte derfra med at lave simple digitale førstehjælps-videokurser, som man kan få gratis adgang til via en læringsportal på nettet. Vi har flere voksengenerationer, som ikke fik mobiltelefon i vuggegave, og som heller ikke melder sig på et længere efteruddannelseskursus.

Men kan de hente digitale førstehjælpskurser på samme måde, som man søger efter en video fra byggemarkedet om udskiftning af vandhanen eller en handyman video om reparation af cykler, så er det måske vejen frem.

Og så kunne vi stille stærkere krav til, at de digitale løsninger, vi præsenteres for både fra det offentlige og den private sektor blev langt mere brugervenlige, simple og intuitive end de er i dag. Man behøver vist bare at sige MitID, så ved mange, hvad jeg taler om, men det gælder også mange andre løsninger. Lær det nu! Lær af de stærkt omtalte techgiganter, som vi tit kritiserer men på den anden side er storforbrugere af. Hvorfor? Fordi deres løsninger som regel er forståelige og virker og virker hver gang.

Bibliotekerne katalysatorer

Bibliotekerne er allerede godt i gang med at have fokus på digital inklusion. Herfra kunne de fortsætte med både at tilbyde træning af børn, unge og voksne i at navigere forsvarligt på nettet. Hvordan man undgår at falde i fælden med phishing-mails, hvordan man afdækker disinformation og falske nyheder, og hvor man finder gode råd til digital dannelse og fornuftig adfærd på de sociale medier.

Bibliotekerne har en enestående mulighed for at etablere den hel rigtige borgerkontakt til både børn og voksne og kan – i en stærk alliance med civilsamfundets organisationer – få en hel ny rolle. Den rolle bør bibliotekerne og kommunerne påtage sig. Det er en rolle, der handler om at udvikle det moderne medborgerskab.

Fællesskab og sammenhængskraft i 2022 indebærer, at vi kan mødes og kommunikere digitalt – alle sammen. Derfor skal teknologierne gøres til hjælpemidler i stedet for fremmedgørende elementer, og kultur- og fritidsområdet i kommunerne må række ud til de digitalt udsatte. Endelig bør en fælles oplysningsindsats i et samspil mellem kommunerne, bibliotekerne og civilsamfundet give borgerne adgang til den digitale dannelse, som vi mangler.

Algoritmer, Data og Demokrati-projektet

Godt 25 forskere og et team fra Tænketanken Mandag Morgen arbejder lige nu i et projekt kaldet ”Algoritmer, Data og Demokrati-projektet” eller forkortet ”ADD-projektet” (https://algoritmer.org/) på at realisere en vision om, at Danmark skal være et foregangsland, når det drejer sig om at udnytte teknologiernes potentialer baseret på et fundament af respekt for humanistiske og demokratiske værdier. På en forståelse af, at mennesket skal være i kontrol med teknologierne og ikke omvendt, og at vi som samfund skal udvikle ansvarlige digitale løsninger, der ikke skaber polarisering men inklusion.

■  Vi arbejder for, at demokratiet styrkes af den digitale udvikling gennem forskning, digital dannelse og dialog. Over 80 vidt forskellige organisationer har meldt sig som partnere i projektet, og uden hver og en af dem vil vi ikke kunne lykkes med målsætningen.  Danmarks Biblioteksforening, Forbundet Kultur og Information og mange, mange flere er allerede partnere i projektet.

Selv digitale danskere med høje kompetencer er bekymrede.
Klip fra ADD Befolkningsundersøgelsen

Bekæmpelsen af digital ulighed er et af de temaer, som vi gerne lægger mange kræfter i sammen med vores partnere. Vi kan ikke være bekendt, at 900.000 danskere føler sig efterladt på den analoge perron, og ingen standser det digitale tog. Det er allerede i fuld fart på vej til næste station.

LISBETH KNUDSEN, strategidirektør Tænketanken Mandag Morgen og leder af outreach-delen af Algoritmer, Data og Demokrati-projektet

Medieforlig, biblioteker og public-service

LEDER Forhandlingerne, debatten og medieforliget, indgået i maj, fik Danmarks Biblioteksforening til endnu en gang at understrege bibliotekernes stærke position som demokratisk ...

Set fra MIN stol – Uden samtalen dør demokratiet

Folkemødets Dialogpris 2022 gik til Marie Stærke som “formår at være en repræsentant for borgerne i Køge, hvor alle føler, at de kender hende. Hun er samtidig ...