Om hvordan vi kommer videre med transformationen af biblioteket. Hvad er Thorhauges bud til politikere og biblio- teker? Og hvordan ser han på digitalisering og e-bogen samt på sin tidligere arbejdsplads, Danmarks Biblioteksforening, hvor man lige nu diskuterer ny struktur og skal have nye vedtægter?
Folkebibliotekerne er midt i en transformation fra det 20. til det 21. århundredes bibliotek. Og skal Jens Thorhauge i dag komme med bud til landets biblioteker og kommunalpolitikere, når det gælder den mest nødvendige udvikling de næste tre-fem år og opgaver, som kommunerne, efter hans opfattelse, bør og skal finde løsninger på, så tager det udgangspunkt i Folkebibliotekerne i vidensamfundet, rapporten der kom i 2010.
JT: “Jeg var faktisk lidt skeptisk, da vi gik i gang med det udvalgsarbejde, som førte til rapporten i 2010, men den er rigtig god og indeholder meget andet end DDB – Danskernes Digitale Bibliotek. Og bibliotekerne tog den til sig.
Blandt andet er jeg begejstret for dens koncept om det Nye bibliotek i form af firerumsmodellen, hvor bibliotekets virksomhed sker i og tilrettelægges til de fire rum: Inspirationsrummet, læ-ringsrummet, mødestedet og det performative rum. Modellen er et godt og kontant redskab at bruge til et helt nødvendigt kritisk eftersyn af bibliotekerne. Et aktuelt strategisk eftersyn i kommunerne handler om, hvordan indretningen og serviceudbuddene passer til de her fire formidlingsrum og de målgrupper, man betragter som centrale.”
I alt det ligger der ifølge Jens Thorhauge en særlig udfordring. Nemlig at nå ud til de grupper, der ikke finder det traditionelle bibliotekstilbud relevant, men som jo ikke af den grund har et andet, endsige mindre oplysningsbehov. Dem, kan man kun få i tale i partnerskaber med andre, mener han, fordi man må tage udgangspunkt i deres behov.
Hvordan kan det ske?
JT: “Først og fremmest ved at kortlægge målgrupperne og tænke i nye oplysende servicetilbud, som vi gjorde det i DR-samarbejdet i styrelsens seneste år. Man kan f.eks. arbejde med det performative rum og med tilbud som kreative workshops som skrive-, video- og tegneværksteder o.l.
Her er vi selvfølgelig på vej over i noget, som også andre gør som f.eks. oplysningsforbundene, men jeg mener, at der er brug for alle spillere. Vi har hver vores tilgang. Der er for mig at se en enorm udfordring i at spille mere sammen med oplysningsforbundene. Bibliotekerne burde ganske enkelt være vejen ind til oplysningsforbundene. Det, der ligger lige for, det uforpligtende og gratis, det starter på biblioteket. Og det fortsætter i oplysningsforbundene eller andre undervisnings- og udviklingsrammer.”
Fragmenteringen
Som Jens Thorhauge ser det, står man i alle de vestlige lande og efterhånden også i andre verdensdele med en voldsom udfordring, man ikke har en løsning på. Dét sociologer som Giddens, Bauman og Lyotard kalder ‘fragmentering af samfundet’, hvor den enkeltes identitet frisættes, opløses og hele tiden skal skabes på ny sammenholdt med en samfundsudvikling karakteriseret ved tab af tusinder af jobs, svimlende tal på børn, der aldrig lærer at læse og en dårlig udvikling på ungdomsuddannelsesområdet. Hvilket er katastrofalt for samfundet, fordi de eksisterende strukturer og institutioner ikke alene kan løse problemerne.
JT: “Et meget stort antal borgere magter ikke at tackle en sådan udviklingstendens. Så der er brug for en anden slags service eller en anden slags institution. Der er tale om en ny oplysningsopgave, og jeg mener, at den der er nærmest til at tage udfordringen op, er folkebiblioteket.
Nogle af de eksempler vi har, er bibliotekets indsats i forhold til den uformelle læring og e-bogens udbredelse. Bibliotekernes IT-læringsservice tager udgangspunkt i folks liv – og hvad de har brug for i dag. Det er næsten grundtvigsk. For det er oplysning om livet i vidensamfundet, og det man står midt i. Bibliotekerne kan ikke løfte det alene. Men de kan spille en helt essentiel rolle, ved at de udnyttes bedre end nu.”
Skal det her samfund fortsætte, som et samfund, der har råd til velfærd, så er der brug for en innovationstænkning bygget på partnerskaber – også med borgerne, som Jens Thorhauge vurderer det. Det er en dannelses- og oplysningsopgave at fremme en sådan tænkning.
Den internationale biblioteksbevægelse
Jens Thorhauge er så glad for sit arbejde med biblioteker, at han slet ikke er gået på pension for alvor. I stedet har han etableret sig som konsulent med egen rådgivningsvirksomhed med fokus på strategier for udvikling, se www.jensthorhauge.dk. Herhjemme er han bl.a. fagkonsulent for Signal arkitekterne, der laver Kulturstyrelsens og Realdanias fælles modelprogram for biblioteker, men der er også træk på hans ekspertise fra udlandet. Han står bl.a. over for en opgave omkring strategisk biblioteksudvikling i et stor svensk kommune, og efter interviewet med Danmarks Biblioteker skal han ind på den kinesiske ambassade og hente visum, fordi han i nær fremtid skal holde foredrag i Huangzhou.
Thorhauge har i alle sine jobs været vældig meget omkring uden for landets grænser, deltaget i mange møder og holdt oplæg om dansk biblioteksudvikling på europæisk plan i bl.a. NAPLE og i IFLA.
Hvorfor er det vigtigt for danske biblioteksfolk at engagere sig internationalt?
JT: “Fordi det er en stadig inspiration, et stadigt samarbejde og så er det jo en verdensbevægelse. Bibliotekerne er en verdensbevægelse, – oplysning er en verdensbevægelse. Og i jo højere grad vi får standarder på alle områder, jo stærkere et redskab er bibliotekerne, og jo stærkere et bibliotekstilbud. Vi skal tænke på biblioteket som en menneskeret!.”
Hvad er udlandet mest interesseret i at vide om dansk biblioteksvæsen?
JT: “Hvad der ligger bag, at vi har så gode biblioteker, og at de er gearet på den måde, de er. Hvad er hemmeligheden, spørger alle mig hele tiden. Og der er kun ét svar. Det er samarbejde og god samordning. Hvilket jo hænger sammen med de temaer, vi taler om her.
Kigger vi lidt tilbage i tiden, kunne svaret have lydt sådan: Vi havde en hamrende god biblioteksskole, et unikt DBC, et statsligt engagement med fokus på overbygningen samt biblioteksforeningen, hvis særkende er, at den er politisk. Og en god økonomi i kommunerne. Vi havde et velfungerende sammenhængende system. Et samarbejde der er baggrunden for udvikling af biblioteker i verdensklasse. Men de strukturer skal tilpasses et digitalt vidensamfund, hvor udfordringen er en enorm konkurrence fra andre medieudbydere, og hvor kravet til vores niches kvalitet er så høj, at vi må udvikle flere ydelser i fællesskab.
Digital oplysningsopgave
Den nuværende transformation handler derfor i høj grad også om at fortsætte det rette samarbejde – og om at skabe de overordnede rammer for det. Derfor bør kommunerne tilslutte sig Danskernes Digitale Bibliotek (DDB). Og derfor skal politikere og fagfolk sammen nytænke og tænke strategisk omkring biblioteket og de aktuelle indsatsområder. “Hvem skal vi nå og hvordan gør vi biblioteket til en stærkere lærings- og udviklingsvirksomhed. Den opgave kræver, at der tænkes langt mere i tilbud til forskellige grupper, og at vi tænker i nye former for kulturformidling, hvor der er langt mere deltagerinvolvering. Det gælder både den digitale formidling og aktiviteterne i de fysiske biblioteker, der stadig er det vigtigste, fordi det er unikt, og fordi folk bruger det så meget som tilfældet er.”
eReolen – et nybrud for e-bogen
‘E-bogen er gået uden om Danmark’, hedder det i gratisavisen Metroexpress den 30. oktober i år; ifølge analyseinstituttet You-Gov har 80 % af danske boglæsere ikke opdaget e-bogen. Modsat udviklingen i lande som England og USA. Interviewet falder omtrent samtidig med, at forhandlingerne om eReolen.dk og dens fortsættelse officielt er gået i hårdknude.
“Det sammenbrud er rigtigt ærgerligt, og mon ikke parterne finder sammen igen. Det er eReolen, der har skabt gennembruddet for e-bøger i Danmark, og det viser, at parterne har brug for hinanden,” mener styrelsens tidligere direktør. “Jeg forstår forlagenes behov for en forretningsmodel, de kan overleve på, og jeg forstår bibliotekernes vægring ved at acceptere modeller, der ikke udnytter de digitale fordele. Det er helt principielt. Men der kan eksperimenteres med andre modeller end dem vi har set, og forsøg er stadig vejen frem.”
Kan du forestille dig, at staten og kulturministeren går mere håndfast ind på e-bogsområdet?
JTH: “Jeg tror det ikke i øjeblikket, fordi det jo er en markedsopgave, og det er så nyt, at parterne ikke selv finder ud af det. Det er som sagt utroligt vigtigt, at vi får etableret et e-bogstilbud som eReolen. Man skal blive ved med at kæmpe for, at det etableres, og jeg vil sige: Hvis det er sandt, at bibliotekerne afskaffer markedet, så må man finde en anden model.”
Når man har haft et godt forhold mellem forlag og biblioteker hidtil, så er det jo i en fælles forståelse af, at bibliotekerne er en god samarbejdspartner for forlagene og både vil købe bøger og vil fremme dem, pointerer Thorhauge.
Hvad andre forretningsmodeller konkret kunne gå ud på, vil Thorhauge ikke præcist angive, men giver alligevel et enkelt bud på en model med et-uges kviklån på de allernyeste titler i tre måneder. Uden mulighed for genlån – og vil man have bogen mere end 1 uge i den periode, så må man jo købe den.
“eReolen er indiskutabelt et nybrud for e-bogen. Så prøv at se mere fordomsfrit på alle forretningsmodeller en gang til,” lyder Thorhauges melding til parterne.
De åbne biblioteker – og de frivillige
I dag trækker stadig flere biblioteker på frivillige og ofte i sammenhæng med de såkaldt ‘åbne biblioteker’ med differentieret betjening. Thorhauge er meget begejstret for idéen om de åbne biblioteker.
JTH: “Det åbne bibliotekstilbud slog igennem bl.a. takket være daværende Carina Christensens (C) pulje til ‘Biblioteker i hele landet’ i 2009. Det handlede om at nytænke og etablere tilbud, der hvor man ellers talte om filiallukning. For at få midler fra puljen skulle der også var professionel betjening. Vi var, og jeg er fortsat, overbeviste om, at udstrakt selvbetjening kun kan fungere, hvis servicen er bibliotekarisk organiseret. Jeg er en klar tilhænger af frivillige, men det er et skråplan, hvis frivillige udfører bibliotekarisk arbejde.
Man kan sikkert godt finde eksempler på, at nogen kan finde ud af det. Men man skal bruge frivillige til at gøre det, man ellers ikke kan. Det er farligt og gift for samarbejdet at sætte frivillige til at udføre arbejde, som fratager professionelle deres job. Vi skal bruge frivillige til det, de er gode til, f.eks. til lektiecaféer, til sociale opgaver, til unge- og bedsteforældreklubber, som ledere af læseklubber og den slags, men ikke til bibliotekarisk betjening.”
Bibliotekaruddannelserne
Det fører os over i en snak om uddannelserne på biblioteksområdet og udviklingen på Det Informationsvidenskabelige Akademi (IVA), tidligere Danmarks Biblioteksskole.
Hvad siger du til, at den tidligere meget priste selvstændighed nu ophører, når IVA meget snart fusionerer med Københavns Universitet?
JTH: “Der er ikke andet at sige om den udvikling end, at beslutningen om den er taget for længst. Fusionen er en logisk konsekvens af, at man opgav at være professionsskole og ville hæve uddannelsernes akademiske niveau. Dét er der ikke noget at sige til, det er en international tendens. Men vi risikerer da at miste noget, nemlig det tætte samspil mellem bibliotekerne og den læreanstalt, der en gang var deres. Det er den ikke mere. Den udvikling er i tråd med det, der i øvrigt sker, herunder fusionen i styrelsen.”
Fremtiden for DB
Inden vi bryder op, er vi lige rundt om Danmarks Biblioteksforening.
Du var omend kun i to år også direktør for DB en gang. Hvordan vurderer du DB i dag?
JTH: “Når vi som før taler om gamle strukturer, der ikke længere passer i forhold til transformationen i samfundet og i bibliotekerne i øvrigt, gælder det også DB og de andre foreninger. Nok har vi Biblioteksparaplyen, men vi har mange biblioteksorganisationer. I udviklingen omkring DDB og KOMBIT, bibliotekernes nye fælles IT-system mm, tænkes i større enheder. Det mener jeg også, at tiden er inde til at gøre i biblioteksforeningerne, så vi får én, mere slagkraftig organisation. Måske oven i købet i et samarbejde med andre kulturorganisationer? Vi har hårdt brug for en stærk bibliotekslobby, måske som en anden form for et biblioteksakademi?”
Det må du lige uddybe…
JTH: “Den vigtige lokale forankring, DB før havde i de gamle lokale amter, er svær i de nye store regioner. Og det i sammenhæng med en situation, hvor biblioteksskolen, der tidligere spillede en central rolle i bibliotekerne, ikke fylder så meget. Og hvor styrelsen måske ikke sætter en dagsorden så tæt på bibliotekerne som tidligere. Det afføder et behov for en stærk og en anden slags biblioteksforening, et biblioteksakademi. Jeg tænker både i en slagkraftig organisation i forhold til strategiudvikling, og sådan set også i kompetence- og efteruddannelsesvirksomhed i lighed med mange andre lande, hvor den del ligger i biblioteksforeningernes regi f.eks. i Englands CILIP.”
Sådan en udvikling kræver ifølge Thorhauge større volumen og nogle ydelser folk vil betale for.
Hvad var det så, du ville gøre anderledes, og gjorde du det, mens du var DB direktør?
JTH: “Da jeg tiltrådte i 1996 var DB nærmest på vej lige lukt i helvede. Medlemmerne var på flugt. Af de dengang 275 kommuner var man nede på omkring halvdelen som medlemmer. Der skulle en hestekur til. Kuren, der hurtigt førte til 25 nye medlemskommuner, bestod af flere tilbud til medlemmerne. Dels bedre kommunikation med et nyt medlemsblad, Danmarks Biblioteker. Dels tilbud om konsulentbistand og sparring i form af oplæg og kursustilbud under en rabatordning.
Grundopskriften er den samme som altid: du skal levere noget som medlemmerne, borgerne, kunderne har brug for, og hvor de får ‘value for money’. Og som bekendt ændrer behovene sig, så det er en evig kamp. Det er livet. Det er spændende.”