I løbet af få år har danske biblioteker undergået en form for forvandling. De har forladt idéen om klassiske biblioteker med fysiske samlinger som omdrejningspunkt og er blevet til noget andet og mere, som det ifølge Elsebeth Tank er svært at udtrykke entydigt. Et udvidet, flertydigt biblioteksbegreb har skabt usikkerhed om, ‘hvem vi er’, og hvorfor bibliotekerne findes. Det gælder internt såvel som i den brede offentlighed. Tank mener, at de mange nye erfaringer, bibliotekerne har høstet de senere år, giver gode udgangspunkter for afklarende samtaler, der kan tydeliggøre det enkelte biblioteks identitet og bidrage til en ny forståelse af biblioteket som samfundsinstitution.
Et spørgsmål om fælles refleksion
Elsebeth Tank peger i sin bog Nye måder at være bibliotek på fra november i år på et påtrængende behov “for at formulere og sætte ord på biblioteket som velfærdsinstitution”.
Hvordan harmonerer værdigrundlaget og kulturarvsopgaven på den ene side – og nye behov og udviklingskrav fra samfundet på den anden?
ET: Bibliotekerne har de sidste 5-10 år af mange forskellige grunde påtaget sig nye opgaver. De har indledt partnerskaber eller er flyttet sammen med andre tilbud, som f.eks. borgerservice, og den udvikling ser ud til at eskalere. Derved bliver bibliotekerne noget andet end det, de var. Tidligere havde vi en nogenlunde fælles forståelse af biblioteket som kultur- og vidensfremmende institution. I dag er ideen om ‘biblioteket som velfærdsinstitution’ introduceret. Det dækker over bibliotekers forsøg på at bidrage til løsning af nye typer af samfundsudfordringer i yderkanten på mange måder. I rollen som velfærdsinstitution konfronteres bibliotekerne med nye dilemmaer af værdimæssig og etisk karakter, det kræver løbende afklaring, formentlig både internt og i samspil mellem bibliotek og kommune.
Du taler om ’Biblioteket som velfærdsinstitution’ – hvilken hovedproblematik ser du der?
ET: Forudsætningen for at kunne fungere som organisation, og her taler vi om biblioteket som organisation og arbejdsplads, er, at man ved, hvem man er, hvorfor man er her, og hvad man egentlig har gang i. Der er sket radikale forandringsprocesser på mange biblioteker på relativ kort tid.
Bibliotekerne har været trængte, og høj forandringshastighed har været feltets metode til at komme ud af defensiven. I sammenligning
med andre lande, må man sige, at de danske biblioteker har været opsigtsvækkende gode til at handle hurtigt. Det er en stor kvalitet, som også andre har peget på, men tiden er moden nu til at reflektere over de resultater, der er opnået, de positioner bibliotekerne befinder sig i, den læring, som er hentet undervejs og i hvilke retninger, de næste skridt skal gå.
Organisationsforskere med specialviden om organisationsidentiteter fremhæver en kraftfuld og vital organisationsidentitet som forudsætningen for at fungere godt internt og kommunikere konsistent udadtil. I dag virker bibliotekernes ansatte langt væk fra deres trygge kerne, ude i lokalmiljøer, sammen med diverse partnere. Her er det af afgørende betydning, at de ved, hvor de kommer fra, at de så at sige bærer bibliotekernes identitet med sig ud i verden og handler på baggrund heraf. Hvis identiteten er uklar, mangler de ansatte et kvalificeret grundlag at handle på.
Den nødvendige proces
På en del møder de senere år har programmet ellers drejet sig om spørgsmål som “Bibliotekets identitet og rolle i dag”, måske især blandt ledere.
Hvad tænker du om det?
ET: Jeg har ikke tilstrækkelig indsigt til at kunne sige, hvem der har arbejdet med det og hvor. Men jeg har fundet konkrete eksempler på, at personalets svar på spørgsmål som ‘hvad er jeres biblioteks væsentligste opgaver og raison d’etre’ er anderledes og måske endda konfliktende med ledelsens.
I min bog spørger jeg en leder, hvad de ansatte ville svare, hvis de skulle beskrive deres biblioteks organisationsidentitet. Hertil svarer lederen, at de nok kun ville kunne blive enige om, at de leverer service, længere ned kan vi ikke gå, mener lederen her.
Du finder det afgørende, at man sammen får sprogligggjort bibliotekets forvandling. Kan du uddybe dine tanker her?
ET: Fra forandringsprocesser, jeg selv har været involveret i som leder eller udviklingspartner, har jeg konkret erfaret det store potentiale, der kan frisættes med omhyggelighed ved de ord, vi sætter på det nye, vi gør, og ved at gennemføre en enkel, løbende videndeling herom. Det er en nem metode til at udbrede indsigten i ‘nye måder at være bibliotek på’ i hele organisationen og til at få det nye sprog gjort aktivt som del af et fælles sprog, der beskriver moderne biblioteksvirksomhed. Sproglig bevidsthed er også en vigtig pointe i en situation, hvor der tiltrækkes nye medarbejdere med alternative uddannelsesmæssige baggrunde.
Bibliotekernes medarbejderfelt dækker et meget større kapacitetsområde og kan tilsammen mere end det, professionen før kunne. Nye ansatte bringer ny viden og nye diskurser med sig ind i bibliotekerne og dermed en samlet potentiel kapacitet, som frisættes gennem målrettet arbejde med organisationsudvikling. Det er også en vej til at skabe gode relationer mellem ‘ de gamle bibliotekargrupper’ og ’de unge nye tværfaglige grupper’.
Men altså, mange biblioteker råder over et potentiale for en yderligere akademisering, hermed mener jeg evnen til at forholde sig kritisk bevidst til udviklingen gennem en vidensbaseret men også en mere abstrakt tilgang til biblioteket, som man ikke havde før. Det er et godt kort at have på hånden i arbejdet med biblioteket som velfærdsinstitution, eftersom bibliotekerne her, som nævnt, møder dilemmaer, der kræver kritisk analyse. Jeg tænker f.eks. på behovet for en mere reflekteret tilgang til medborgerbegrebet eller overvejelser om loyalitet og værdigrund.
I et særligt perspektiv kan enkelte eksempler fra den moderne biblioteksvirkelighed tolkes som udtryk for en kynisme, vi ikke har kendt tidligere. Det kommer konkret til udtryk gennem det sprog, man anvender i om brugere eller borgere. I bogen bruger jeg et eksempel fra et projekt, hvor biblioteket som del af en større kommunal satsning påtager sig opgaven at gøre udsatte borgere ‘mere arbejdsparate’. Ved at tale om borgere på den måde bringer biblioteket sig i en ny position i forhold til såvel borgere som system, end vi har set før. Et enkelt eksempel rykker ikke meget, men bliver den tilgang en mere almen praksis, er det med risiko for blandt andet tab af tillid.
Er flere akademikere svaret?
ET: Ikke i sig selv. Det skal ikke forstås, som om indtoget af stadig flere akademikere med forskellig baggrund er løsningen som sådan.
I Tanks øjne er det “hamrende vigtigt med diversiteten og at få aktiveret” den viden, bibliotekets medarbejdere med en professionel bibliotekar/biblioteksuddannelse ligger inde med. Det skal være nu, om ti års tid er mange bibliotekarer væk. Hun finder det i øvrigt opsigtsvækkende for sektoren som sådan, at der før var to biblioteksskoler, som uddannede 300 dimittender om året. I dag er der to universiteter, der uddanner meget færre folk på området, hvoraf kun få går til bibliotekerne.
ET: Hele den faglige substans og debat, der før var mellem biblioteksskolen, bibliotekerne, fagets organisationer og Biblioteksstyrelsen, eksisterer ikke mere. I dagens Slots- og Kulturstyrelse har man kun et mindre bibliotekskontor og ingen biblioteksstemme i direktionen: Hvor fra skal ny fagligt funderet inspiration komme? Det har jeg faktisk ikke svaret på, men jeg synes det er et væsentligt spørgsmål at få sat på dagsordenen. Interessen for bogen har været god, forhåbentlig kan den være med til at få sat en nødvendig diskussion i gang.
Elsebeth Tank (bibliotekar DB 1978) er udviklingspartner for nordiske biblioteker. Hun står på en bred biblioteks- og ledelsesplatform som tidligere stadsbibliotekar i Malmø 2008-2013, direktør for NOTA (tidl. Danmarks BlindeBibliotek) 1998-2008 og biblioteks- og kulturchef i Køge 1994-1998. Før det var hun bl.a. formand for Bibliotekarforbundet i to år.
