Biblioteket i Børnenes Hovedstad

Skrevet af

11. august, 2016

Projektet er første fase af en total nytænkning af Billund Centret. I næste omgang indrettes centret som sådan til ressourcecenter for børnekultur og sted for leg og kreativitet. Det sker i 2017 og 2018. Omtrent samtidig med færdiggørelsen af byens nye mega-attraktion LEGO HOUSE.

Byggeaktiviteterne er for tiden store i mange kommuner, og mange forudser endog en stigning de kommende år. Også i Billund bygges der på livet løs. Først og fremmest et 23 meter højt LEGO House-byggeri på 12.000m2 på Billunds gamle rådhus-grund med bl.a. oplevelsescenter og museum. Bag det står BIG, arkitekt Bjarke Ingels og hans team. Bygningen åbner i anden halvdel af 2017, forlyder det her i sommer fra LEGO.

Ressourcecenter for børnekultur
I mellemtiden er der andre gode grunde til at besøge Billund. Kommunen tog sidst i maj et helt nytænkt bibliotek i brug i Billund Centret, tæt ved LEGO House-byggepladsen. Starten på et udviklingsprojekt for hele centret, der er fra 1973, inden for rammerne af Organisationen Capital of Children eller som det kaldes på nudansk: Børnenes Hovedstad, der omfatter flere andre initiativer, og hvis målsætning det er, at gøre Billund til et både nationalt og internationalt samlingspunkt, hvor børn lærer gennem leg – og udvikler sig til verdensborgere.

Omtalt i DB nr. 3 2016 af Elsebeth Tank og tidligere i et stort interview i DB nr.1, 2015 med venstreborgmester Ib Kristensen: Et enestående OPP-samarbejde mellem kommunen og LEGO Fonden.

I sin endelige opdatering vil Billund Centret fremstå som et samlet ressource- og aktivitetscenter for børnekultur. Med biblioteket som eksempel på Fremtidens Børnebibliotek.

Dynamiske biblioteksrum
Det hedder i projektmaterialet, at I Billund må børnene gå på reolerne, og fremtidens bibliotek i Billund er da også anderledes end de fleste andre. Det gamle 70’er-bibliotek og dets mørkerøde reoler er en saga blot. Målet har været at skabe et nyt bibliotek for alle aldre men med særlig vægt på læring gennem leg og kreative elementer. Interaktive tilbud krydret med forskellige former for arbejds- og opholdssteder. Samt for nye møder på tværs mellem bibliotekets brugere og for møder med medier i alle formater.

Den internationale designer Rosan Bosch, der står for hele centrets idékoncept, tror på biblioteket som unik dynamisk læringsrum. Og på design og indretning baseret på læringselementer som nysgerrighed, inspiration – og glæde: Vi fødes alle nysgerrige og med lyst til at lære nyt. Gennem bevidst og målrettet kortlægning af bibliotekets brugere, brugersituationer og f.eks. biblioteket som rum skaber hun super attraktive nye rum. Ikke bare i biblioteker, men også eksempelvis i skoler og muséer over hele verden. Indretningen i det genopståede bibliotek karakteriseres af Bosch’s særlige touch: Et på en gang meget levende og farveglad biblioteksrum med anderledes møbler og et gennemgående oplevelsesbånd, men også med kroge og ro til fordybelse og eftertanke. Et rum med appel til alle sanser.

Fremtidens Bibliotek – version Billund
Et besøg på Billund Bibliotek er i dag en opdagelsesrejse gennem et landskab i glade farver, hvor børn ikke alene kan gå på bogreolerne, men også kan udforske øen, fordybe sig i ørkenen, hænge ud i havet og finde inspiration i bjergene og på den terrasseformede slette eller tegne i kreahjørnet. Termittårnets bløde form hæver sig som et pejlemærke midt i ørkenen og tilbyder en indre hule til leg og historielæsning. Rejsen byder på rig mulighed for at gå på opdagelse i litteratur, spil og musik bl.a. for unge i Goplen og til at finde ny viden på overraskende måder.

Rejsen starter i centrets forhal med et granitbjerg, der som et andet sesam-luk-dig-op åbner for bibliotekets virtuelle og digitale tilbud. Herfra inviterer en varm gul sti, et malet bånd, børn og alle andre indenfor. Op over reolerne og rundt gennem bibliotekslandskabets mange rum og oplevelsesmøbler med knald på farverne og skabt særligt til Billund.

Forekommer det lidt vildt? Så skal fire elementer sikre sammenhæng og helhedsfornemmelse: Hvide Lammhultreoler – i venlig menneskehøjde, tre gennemgående farver – grå, gul og orange samt lyst granitgråt linoleum og de mørke teglvægge. Mens farvevalg til andre møbler (fra DUBA B8) og stilen for de nye specialproducerede indretningselementer (tegnet af Bosch/produceret af af Inventarsnedkeriet Aarhus) skifter undervejs og afspejler det særlige aktivitetssted, man netop nu er nået til i landskabet f.eks. Termittårnet. “Vi byder dig velkommen på et bibliotek, der ikke findes magen til andre steder”, lyder det i bibliotekets invitation til borgerne, som efter åbningen nu også kan bruge bibliotekets lille hyggelige atriumgård, der før var lukket land.

Nyt er også tilbud som Loungeområdet med plads til både læsning og IT-aktiviteter. Maker Space, et alternativt læringsmiljø for børn og andre borgeres egen fantasi, innovative idéer og forsøg med egenproduktion. Adgang 24/7 i form af selvbetjening i ydertimerne og åbent fra klokken 7 morgen til midnat. Betjening finder man mellem 10 og 18 hhv. 14 og 18 på hverdage og lørdage, mens Borgerservice (light) tilbydes fra mandag til torsdag i lidt færre timer. En ny digital inspirationsguide/bog-scanner er leveret af Redia A/S, bibliotekets digitale formidlingspartner, bl.a. til brug i timer uden personale. Og endelig et dejligt møderum til 50 med glasvægge og dermed i sig selv en levende del af det store étrums-bibliotek, der tilbyder hundredvis af små og store aktiviteter året igennem. Overalt tilføjer udsyn til den omgivende Skulpturpark Billund og atriumgården dagslys og et behageligt grønt element.

Børnekultur på nationalt niveau
Klip fra åbningen lørdag den 21. maj: “Hvad er det egentlig, vi vil med Børnenes Hovedstad? Det spørgsmål har vi fået en gang imellem. Fremover kan det korte svar være: Prøv at kigge ind på fremtidens bibliotek i Billund. Her er visionen blevet til virkelighed… og vi har fået et bibliotek, der i den grad spiller op til visionen og som i udseende og indretning opfordrer til leg, læring og kreativitet. Og så er indvielsen endda kun første skridt. I budget 2016 er forligspartierne enige om, at den forestående omdannelse af Billund centret til Børnekulturhus skal matche ambitionsniveauet og udgøre et fyrtårn for børnekultur på nationalt niveau. Vi har også afsat midler i både 2017 og 2018”, sagde en stolt borgmes-ter Ib Kristensen blandt andet ved indvielsen.

Kreativt lærings- og samlingssted for alle aldre
Ole Bisbjerg, der er chef for Billund Bibliotekerne & Borgerservice, tog tråden op og uddybede kommunens idé og fortælling om det nye bibliotek: “Biblioteket er et moderne forsamlingshus, hvor forskellige aldersgrupper og kulturer vil mødes og have det sjovt og kreativt sammen. Her lærer man, mens man leger, og der er også plads til at fordybe sig i litteraturens spændende verden. Som noget helt nyt er der rammen til et Maker Space, hvor borgene kan udvikle deres kreative færdigheder sammen med andre og præ-sentere dem til inspiration for andre. Hvis der er brug for hjælp, så står fagfolk parat til at hjælpe og facilitere – der er vejledning og oplysning, hvad enten det er til at finde vej i det digitale Danmark eller spørgsmål i forbindelse med studier eller arbejde. Vi opdaterer biblioteksbegrebet, men er tro mod Billund Centrets oprindelige flotte formål, som bl.a. er at være et samlingssted for alle aldersklasser. At rejse er en naturlig del af livet i Billund, og rejsen i forskellige naturlandskaber er også en del af det nye bibliotek”, lød det fra en glad Ole Bisbjerg. Hvorefter alle blev inviteret ud på rejse i det nye eksotiske bibliotekslandskab med dets mange sidde- og opholdspladser og udstillingsområder og på festligheder dagen lang.

Pris for nyindretning af det 1.100 m2 store bibliotek beløber sig til ca. 8,5 mio. kroner, mens 2. fasen og de resterende knap 5.000 m2 aktuelt har et anslået budget på 50 mio. kroner.

 

Fakta Info
Billund Centret omfatter udover biblioteket: Café, teatersal, billedskole, kirke, lokalhistorisk arkiv samt mødelokaler til brug for foreninger. Centrets enkelte tilbud sammenbindes af et stort fællesareal – en indre gade med et par åbne pladser. Her tilbydes udstillinger, basarer og andre aktiviteter som f.eks. bibliotekets aviser.

Biblioteket er nyindrettet med afsæt i Slots- og Kulturstyrelsens Modelprogram for Folkebiblioteker og firerumskonceptet omfattende inspirationsrummet, læringsrummet, møderummet og det performative rum. Processen omkring indretningen begyndte for alvor i 2014 med en workshop under modelprogrammet.

Biblioteket – lokalsamfundets fælles sted

I mange kommuner har man i flere år åbnet biblioteket, også når det var ‘lukket’ – altså med udvidet åbningstid uden bemanding. Det giver ind imellem uro og skaber ...

Overblik og aktuelle AI-problematikker

Sådan styres din adgang til viden på nettet af kunstig intelligens. Kunstig intelligens / AI (artificial intelligence) er for alvor kommet på dagsordenen de sidste år – ikke ...

Stevns åbner nyt børnemekka

Børnekulturhuset i Stevns Kommune skal gå hånd i hånd med den undervisning, børnene møder i skolen, men tilbyde adgang til læsning og litteraturens verden på en anderledes ...

Set fra MIN stol: Vi skal vække børnenes lyst til at læse

Med nyt Børnekulturhus for leg og læring vil Stevns Kommune genoplive læselysten og samtidig give børn med læsevanskeligheder nye oplevelser. Folkebibliotekerne står ved en ...

AI – Biblioteket har en kæmperolle

“AI – Biblioteket har en kæmperolle. Ikke mindst i forhold til unge og studerende i landets fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker.” Man taler ofte om, at ...

AI – dansk sprogmodel undervejs

Når der tales kunstig intelligens tales også ofte om behovet for ‘en dansk sprogmodel’. Hvorfor det? SF har bl.a. fremsat forslag til folketingsbeslutning. Man ...

Norge: Sammen om læsning – Leselyststrategien 2024-2030

Vi skal bygge en stærkere kultur for læsning. Samarbejde mellem skoler og biblioteker skal styrke læselysten i Norge. Den norske regering har, som man kunne læse i Danmarks ...

Bibliotek på ungdomsøen

Sommeren før corona blev Middelgrundsfortet ved Københavns Havn forvandlet til de unges ø, da Ungdomsøen åbnede i august 2019. Øen er for unge og udvikles af unge. Nu har ...