De fleste, der beskæftiger sig med biblioteker, vil sikkert have en klar fornemmelse af, at biblioteker er tæt forbundet til demokratiet. Men hvordan de lige præcis er det, vil mange måske være mere usikre på. Det er der god grund til, da demokratibegrebet både er gammelt og meget omdiskuteret.
I tre artikler ser Casper Hvenegaard Rasmussen, lektor ved Københavns Universitet, nærmere på bibliotekerne i et demokratisk perspektiv. Denne første artikel har fokus på biblioteket i det liberale demokrati.
Hvad er demokrati?
Hvis man dykker ned i den omfattende litteratur om demokrati, vil man hurtigt erfare, at demokrati næsten kan være alt. Nogle ser det som en neutral styreform, mens andre forstår demokrati som en ideologi. Liberale tænkere fremhæver typisk frihedsrettighederne, mens mere venstreorienterede filosoffer har fokus på lige muligheder. For nogle er demokrati noget, der praktiseres på valgdagen, mens det for andre er en livsstil.
Når vi almindeligvis tænker på demokrati, er det nok mest i forbindelse med valgdagen som et politisk demokrati. Det kan også benævnes som det liberale eller det repræsentative demokrati. Da der eksisterer både mange og meget forskelligartede forståelser af begrebet, er det gængs praksis i introduktioner til demokratibegrebet at opstille nogle minimumsbetingelser for, at man kan tale om demokrati. Typisk at der skal være frie og lige valg med jævne mellemrum, hvor borgerne kan stemme på minimum to forskellige partier.
Adgang til viden og kultur
Ofte fremhæves det også i sådanne minimumsdefinitioner, at borgerne skal have adgang til forskellige informationskilder. I en demokratisk stat er det således ikke nok, at der kun er adgang til én kilde for information, der er styret politisk. Derfor skal public service-medier som Danmarks Radio have redaktionel frihed, ligesom der også skal eksistere andre nyhedsmedier.
Men et varieret medielandskab gør det ikke alene; der skal også være en fri og lige adgang, og der er her, at bibliotekerne, og særligt folkebibliotekerne, kommer ind i billedet. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at Danmarks første bibliotekslov fra 1920 kommer fem år efter, at det liberale demokrati er blevet fuldbyrdet med kvindernes stemmeret i 1915. I de efterfølgende årtier skorter det ikke lovprisninger af bibliotekets betydning for et velfungerende demokrati. Hverken den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt eller Danmarks første kulturminister Julius Bomholt kunne forestille sig et demokrati uden folkebiblioteker.
I et folkestyre skal borgerne træffe deres beslutninger på et oplyst grundlag, på samme måde som regenter eller erhvervsledere ideelt set også bør gøre det. Dette bliver allerede reflekteret i bibliotekslovens første paragraf, formålsparagraffen, hvor muligheden for oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet skal klæde os på til at deltage i demokratiet. Spørgsmålet om adgang til viden og kultur er ikke kun vitalt for bibliotekerne; det er simpelthen et af hovedformålene med at oprette kulturministeriet i 1961. Det har sidenhen fået betegnelsen demokratisering af kulturen. Her forstås demokrati som adgang til viden og kultur.
Som det er antydet tidligere, er demokratiet forankret i værdierne frihed og lighed. Når det handler om, at bibliotekerne skal give adgang, er det særligt ligheden, der er på spil. Det at alle uanset social baggrund, indkomst og bopæl skal have lige adgang til bibliotekets materialer. Det lyder umiddelbart som en relativt veldefineret opgave, men når man begynder at tænke efter, kan man godt blive i tvivl om, hvad lige adgang betyder.
Er der lige adgang, hvis døren til biblioteket er åben, og alle kan komme, hvis de har lyst? Skal man begynde at målrette tilbud mod udvalgte grupper af borgere? Til sidst, men ikke mindst, skal man i lighedens navn lave positiv særbehandling af særligt udsatte grupper af borgere?
Dette er en diskussion om, hvornår særhensyn begynder at underminerer ligheden? Som det ofte er tilfældet med demokratiet, findes der ingen facitliste. Derimod vil jeg mene, at det mest demokratiske vil være, at det er den offentlige mening, der bestemmer, hvor grænsen skal gå mellem universelle rettigheder og positiv særbehandling.
Ytringsfrihed
Ordet demokrati kommer fra det antikke Grækenland, og består af demos (folk) og kratos (vælde/styre). Demokrati er hermed folkestyre, og hvis folk skal være med til at styre, skal de også have mulighed for at give deres mening tilkende.
Ytringsfriheden er allerede tydeligt markeret i bibliotekslovens paragraf to, hvor der står: “Folkebibliotekernes formål opfyldes gennem kvalitet, alsidighed og aktualitet ved udvælgelse af det materiale, der stilles til rådighed. Ved udvælgelsen må alene disse kriterier, ikke de i materialet indeholdte religiøse, moralske eller politiske synspunkter, være afgørende.”
I modsætning til spørgsmålet om adgang, der primært er knyttet til idealet om lighed, er ytringsfriheden sammen med forsamlingsfriheden og foreningsfriheden de tre basale frihedsrettigheder i et demokrati. Ligesom der ikke er enighed om, hvordan lighed skal forstås, så er der heller ikke enighed i forhold til ytringsfriheden. Gennem den seneste årrække har der således været en løbende diskussion om, hvorvidt der er grænser for ytringsfriheden.
Mangfoldighed
I en demokratisk sammenhæng er frihedsbegrebet komplekst. På den ene side skal vi have frihed til at tilslutte os de fællesskaber, vi har lyst til. På den anden side er der den personlige frihed, der sikrer, at vi kan leve, som vi vil, så længe vi ikke skader andre eller er i konflikt med loven.
Folkebibliotekerne har altid delvist understøttet den personlige frihed ved at tage højde for befolkningens litterære præferencer. Men det er først i kølvandet på ungdomsoprøret, at brugernes ønsker for alvor kom i fokus på biblioteket, og op gennem 1970’erne bliver diversiteten indlemmet i den officielle kulturpolitik under betegnelsen: Kulturelt demokrati.
Det skulle både sikre såkaldte bindestregs-kulturers mulighed for at udfolde sig og individuelle smagspræferencer. Det kulturelle demokrati understøtter derfor både den personlige frihed og friheden til at indgå i afgrænsede fællesskaber. Samtidig ligger der i det kulturelle demokrati en implicit forestilling om demokrati som pluralisme. Det at et demokrati skal understøtte en mangfoldighed af stemmer.
■ Samlet set kan man sige, at det traditionelle samlingsorienterede bibliotek primært kan understøtte det liberale demokrati ved at give adgang, samt understøtte ytringsfrihed og mangfoldighed.
Den næste artikel vil handle om biblioteket i relation til en bredere forståelse af demokratibegrebet.
CASPER HVENEGAARD RASMUSSEN, lektor, PhD, Københavns Universitet – Institut for Kommunikation, Sektionen for Arkiver, Biblioteker og Museer (ABM)
