Et centralbiblioteks refleksioner over pandemiens aftegninger i formidlingen. Det digitale, stedløse bibliotek er blomstret op, og skønt det har sine indbyggede udfordringer, vil noget uden tvivl overleve – og det kræver en ny balance.
I år sætter coronaen sine spor på Det Bibliotekspolitiske Topmøde. Det skulle være afholdt her i Aalborg. Vi skulle have mødt hinanden fysisk, have trykket på næven. I stedet foregår mødet virtuelt den 8. april og skal streames.
Ja, man løfter dårligt nok længere øjenbrynet over den slags udmeldinger. Vi er blevet vant til corona-versioner af alting.
Alligevel er det måske værd at reflektere over netop det forhold. For både i 2020 og 2021 har vi fået lov at eksperimentere med en tanke, som har spøgt længe: Det stedløse og digitale bibliotek. Hvordan ville det mon se ud?
Et menneske i (r)øret
Skal vi se på konturerne, er det nu, vi skal se og lære. På Aalborg Bibliotekerne har det første læringspunkt været, at nok kan vi tilbyde et væld af elektroniske tjenester, men det kan ikke ske uden vejledning og formidling.
Med nedlukningerne er alle vore digitale tilbud – eReolen, Press-reader, infomedia, filmstriben mm. – rykket i front. Og rigtigt mange, også flere end før, er blevet digitale biblioteksbrugere.
At navigere mellem digitale hylder har vist sig naturligt for visse brugere, men langtfra for alle. Derfor har det været nødvendigt at opfinde nye tilbud, hvor man – per telefon, chat eller video – kan komme i kontakt og få hjælp af et virkeligt menneske.
Til gængse biblioteksforespørgsler vedr. søgning og nettjenester har vi derfor eta-bleret ‘Den Virtuelle bibliotekar’. Til børn og børneforældre har vi ‘Ring til Gritt’, hvor børnebibliotekar Gritt guider rundt inde på eReolen Go og giver gode råd til læsning. Og vore kolleger i den såkaldte teleø har mere travlt end nogensinde før med at guide og vejlede i digitale services, hjælpe med IT-udfordringer og vores to-go løsning.
Alle lån er nemlig ikke digitale. Man kan stadig i et vist omfang låne bøger og andre af bibliotekets fysiske materialer på hovedbiblioteket, selvom dette og lokalbibliotekerne er lukket for besøg. Borgerne bestiller de ønskede materialer på hjemmesiden, og biblioteket fremfinder og pakker bøgerne i en pose klar til afhentning – udlånt.
I hvor høj grad disse nye services skal overleve en genoplukning, er noget, vi stadig diskuterer. Men ønsker vi at bevare nettjenesternes øgede popularitet i skyggen af corona, må vi nok indse, at de skal have en selvstændig formidling. Stedløse tjenester kræver nemlig stadig kød, blod og mennesker.
Click-and-connect
Igennem COVID-19’s op- og nedlukninger har vi desuden gjort os erfaringer med diverse digitale hybrider af vore aktiviteter. Vi har streamet bogcaféer og litteraturbanko, debatter, filmfestivaler og lokale runder af Smart-Parat-Svar.
I de perioder, hvor den delvise genåbning har tilladt det, har vi forsøgt os med varianter, hvor der både har været publikum i salen og bag skærmene. Det, tror vi, er kommet for at blive. Dels gjorde filmfestivalen Don’t fear the weird os opmærksomme på, at vi kan nå målgrupper (de psykisk sårbare, de gangbesværede etc.), som normalt har svært ved at forlade hjemmet. Dels kan streamede arrangementer i kraft af deres manglende stedlige forankring også komme andre biblioteker til gode på tværs af kommuneskellene.
Vi har bl.a. nationalt streamet en debat, Vor natur – hvor vild vi ha’ den, med Frank Erichsen og biodiversitetsforskeren Torsten Nygård Kristensen, Aalborg Universitet; og en debat med Christian Albrekt Larsen, professor i velfærdsstudier ved Aalborg Universitet, om det splittede USA i lyset af det amerikanske valg. I begge tilfælde blev biblioteker fra andre kommuner inviteret til selv at gøre brug af arrangementet i forhold til egne borgere.
En ny balance
Streamede arrangementer kræver dog lige så meget i mandskab og ressourcer som de rent fysiske; og hvad mere er, de kræver en ny form for balance. I et rum fuld af mennesker har man det med at forholde sig til dem, der er fysisk til stede. Gør man kun det, forfejler man sit greb.
Til hvert arrangement er man i vores optik nødt til at stille sig selv spørgsmålet: Hvor langt vil vi gå for den virtuelle gæst? Hvor meget vil man give dem en speciel oplevelse?
Det kan være noget så simpelt som at kæle for det visuelle udtryk med baggrunde og en billedflade, man kan gå på opdagelse i. Eller det kan være noget i stil med Smart-Parat-Svars lokalfinale, der i år måtte streames. Al merchandise var gjort printbar, så klasserne kunne danne deres egne kulisser og udsmykning og føle, de var en del af SPS-universet.
Med de digitale arrangementer er det hele tiden en afvejning. Men relationen ud gennem skærmen skal gøres ægte og skabe en direkte forbindelse.
Styrken på indersiden
Og endelig så har corona også vist, at det kræver en enorm institutionel styrke, når medarbejderne ikke længere kan møde ind på biblioteket – og sammenhold, humoren og meningen med arbejdslivet må streames.
På Aalborg Bibliotekerne var corona en ildprøve. De første uger kæmpede vi med kommunal infrastruktur – og måtte foretage diverse krumspring for blot at nå ud til hinanden.
I dag har vi både et decentralt infosite og streamer faste fælles mandagsmøder via Teams, gymnastik kl. 10 og en pendant til kantinesnakken ovre på en SoMe-kanal.
■ Det er svært at vurdere, om corona har gjort os stærkere. Men et bud vil være, at det som institution heller ikke har gjort os svagere. Der er bare det ved det, at vi som individer godt kunne bruge den menneskelige og fysiske øjenkontakt. Og biblioteket som sted. Og et gæt vil være, at det kan vore lånere, brugere og borgere også.
JES FOLDEN HYLDIG, Aalborg Bibliotekerne. Foto: Aalborg Bibliotekerne.
