Corona-situationen har understreget danskernes behov for kunst og adgang til kulturen. Mine tre indspark til en ny kulturpolitik er Styrk den nye kunst, Kunsten ud til folket med fokus på børn og unge og Det kulturelle arbejdsmarked.
Hvordan skaber vi de bedste betingelser for ny kunst og kultur – er mit første punkt. Jeg oplever, vi i mange år har haft mest fokus på kulturarv og monumenter.
Kunsten samler os og er samtidig en slags refleksionsrum for os som mennesker – hvem vi er, og hvor vi gerne vil hen. Kunsten og ikke mindst den nye tids kunst, vores egen tids kunst, har fået en lidt stedmoderlig behandling de sidste 20 år og stået i skyggen af kulturarven, selvom vægtningen på det seneste er blevet lidt bedre. Vi skal i vores kulturpolitik skabe en god balance mellem formidlingen af kulturarven og vores egen tids kunst og kultur.
Vi må være mere fremsynede og sammen skabe nogle endnu bedre betingelser og ikke bare fungere som en slags fortids-pushere eller kustoder, og vi skal selv være med til at sikre, at vores tid også skaber kunst og kultur. Det har vi, som corona-tiden har vist, brændende brug for. Ligesom vi skal sikre, at vores efterkommere har noget at huske os og vores tid for.
Flaskepost til fremtiden
Kunsten er på en måde den kollektive hukommelse. Jeg oplever tit, at vi ser fortiden gennem kulturen. Når jeg prøver at sætte mig ind i mine forfædres liv, og hvordan de havde det, er det jo sjældent, man har sine tipoldeforældres dagbog og kan kigge i, selvom det ville være fint. Så er det oftest de kulturelle skildringer blandt andet litteraturen, man går til, for at få noget at vide om hvordan var livet og f.eks. kvinderollen for 100 år siden.
Men vi har også brug for kunsten her og nu. Det er dér, vi bearbejder det, som sker omkring os selv og i samfundet lige nu og finder ud af, hvor vi så vil hen herfra. Det er vores flaskepost til fremtiden, vores samtidskunst er dens kulturarv og dét, vores efterkommere vil huske os på.
Kunsten ud til folket, med særligt fokus på børn og unge – er mit punkt nummer 2. Det er vigtigt er alle børn og unge selv får mulighed for at opleve professionel kunst.
For selv om det giver noget særligt selv at prøve kræfter med at spille, udøve og skabe kunst, så har oplevelsen af den professionelle kunst en berettigelse i sig selv, og derfor skal vi støtte børns møde med billedkunst, scenekunst, musik og bøger. Det handler om egne oplevelser og om fællesskabet.
Kunstnernes arbejdsvilkår er det tredje punkt og indspark, og det har meget at gøre med hvad vi har lært her under corona.
Corona har vist, hvor lidt der skal til for at vælte læsset. Vi er nødt til at se på det kulturelle arbejdsmarked. Det kan f.eks. ikke passe, at man – efter at have taget en kunstnerisk uddannelse, altså en af landets absolutte eliteuddannelser – så kommer ud til et arbejdsmarked, som er så dysfunktionelt, så man er nødt til at tage alt muligt andet forefaldende arbejde ved siden for at overleve. Så er der et eller andet galt. Her kan vi godt fra politisk hold se på, hvad vi kan gøre, og hvor vi kan sætte ind for at skabe bedre vilkår. Fra skattefradrag over opgaver, som vi og samfundet sætter i værk, til at stille krav om at tænke kunst ind i forbindelse med store anlægsprojekter.
Med corona som bagtæppe
Det er meget interessant og en vigtig pointe, at når jeg talte med kunstnere, kulturfolk og deres organisationer om hjælpepakker, og om deres desperate behov for at kunne komme ud og arbejde, og for hvordan de skal klare sig nu og i fremtiden, så endte vi altid ved børn og unge. I en erkendelse af at ja, på kort sigt er hjælpepakker nødvendige for overlevelse, men på langt sigt er det børn og unge, det handler om, som dem der skal bringe kulturen videre. De er både fremtidens kulturforbrugere, men også dem, der skal være de nye stjerner på kunsten og kulturens himmel.
Finansloven
Et første skridt til at sætte ind på de her tre punkter er taget i vores (Radikale Venstre) bidrag til den nye finanslovsaftale, der bl.a. omfatter nye kulturpenge. Eksempelvis skal 185 mio. kroner bruges på styrket kulturindsats for børn og unge frem mod 2024. Midlerne tilgodeser både punktet ‘børn og unge’, men også ‘det kulturelle arbejdsmarked’ og indebærer, at børns og unges møde med den professionelle kunst – billedkunst, litteratur, musik og teater – styrkes gennem forskellige kendte og nye kulturaktiviteter. Ny kunst og kultur får også et gedigent skulderklap, og der afsættes bl.a. 46 mio. kroner til en ny spillestedordning til den levende musik over de kommende fire år.
Børn møder kunsten
Et konkret eksempel er læseindsatsen. Det handler både om at skabe adgang og gode læsesituationer, men også om at møde f.eks. forfatterne. Jeg er meget optaget af det, som også Danmarks Biblioteksforening sammen med andre arbejder med for at styrke læsning og læselyst. Med min datter på otte år i tankerne – en flittig og glad læser – vil jeg gerne skabe muligheder for, at alle børn møder bogen. Det er en oplevelse, der fuldt ud kan konkurrere med skærmene.
Børn stifter i dag bekendtskab med iPad, film og spil i en meget tidlig alder, hvorimod mange måske først kommer i lag med bogen i 3.-4. klasse, hvor de selv kan læse. Hvordan kan vi introducere litteraturen til børn, før de selv kan læse en bog, eller hvis de ikke møder den hjemme?
Den ny indsats for litteratur handler ikke bare om at opdatere bogsamlingerne rundt omkring i børnenes verden. Den har fokus på, hvordan vores fritidstilbud, klubber og SFO’er kan være med til at introducere børnene for bogen og litteraturen som en kulturel oplevelse, der sagtens kan hamle op med, hvad de ellers ser på skærmene. Intet ondt om det, jeg oplever bare, at bogen kommer halsende lidt bagefter, fordi den alligevel skal have en hånd med, så man sætter sig ned – og får de fantastiske læseoplevelser, som bl.a. Lene Kaaberbøls bøger, Harry Potter og mange andre giver en.
Læseoplevelser, fællesskab og biblioteker
Man kan ikke forvente, at børn selv finder nøglen til litteraturens verden, den skal man hjælpe dem med. Min datter kan faktisk godt selv læse de her bøger, men ville elske, hvis en pædagog i HFO’en satte sig ned og læste op, og man talte om bøgerne. Det samme ville uden tvivl børn, som ikke selv kan læse endnu eller på grund af alle mulige andre forhindringer ikke rigtigt er kommet i gang med bogens univers. Vi kan gøre mange ting her – og det bliver vi også nødt til, for ellers bliver det kun til skærmene.
Børn må gerne opleve, at det ikke er en ensom ting at læse, men faktisk det modsatte. Vi vil selv koble vores datter, som hurtigt sluger vore mange bøger, sammen med andre læseheste og ser frem til, at det lokale bibliotek igen åbner, så hun kan mødes med andre og tale om bøger i en læseklub på biblioteket. Bibliotekerne er bare så vigtige og skal ikke alene stå til rådighed og udlåne en bog – de er også gode til at formidle og skabe rum omkring læsning.
■ Den mulighed for og evne til fordybelse man oplever, når man læser en bog, er vigtig for alle. Vi ser store fald i læsning. Det gælder ikke kun børn men også voksne som f.eks. småbørnsforældre. Det er fint med et rum omkring f.eks. film/serier, som mange oplever, men at skabe andre rum omkring læsning er vigtigt. Også her er fællesskab og udveksling af læseoplevelser centrale. Derfor har vi også fået sat penge af til ny litteratur.
Fortalt til Hellen Niegaard.
Danmarks Biblioteksforening sætter 2020-2021 fokus på landets politik på området og inviterer politikere, kunstnere, forlæggere, biblioteksfolk og mange andre til at komme med idéer til en egentlig ny kulturpolitik. Denne gang i en samtale med Zenia Stampe, Radikale Venstres kulturordfører, mandag den 1. februar. Læs flere andre politiske indspark til en ny kulturpolitik på kulturdebat.nu
