Skrevet af
Elsebeth Tank, Nanna Kann-Rasmussen
Den gældende bibliotekslov har rødder i det 20. århundrede, men blev senest revideret på kanten af årtusindskiftet og trådte i kraft 1. januar 2000. Selvom ordvalget var lidt anderledes dengang, var en væsentlig intention med revisionen at udstyre bibliotekerne med lovhjemmel til at praktisere i en digitaliseret virkelighed. I bemærkningerne til lovforslaget hedder det: “Med dette lovforslag sigtes der primært mod at give folkebibliotekerne bedre rammer for at løse deres informations- og kulturpolitiske opgaver i informations- og videnssamfundet”. Et væsentligt middel var at udvide formålsparagraffen så formidling af “musikbærende medier, og elektroniske informationsressourcer, herunder Internet og multimedier” blev ligestillet med trykte medier og derved obligatorisk for alle folkebiblioteker.
Nanna Kann-Rasmussen er forsker og ansat som lektor ved Det Informationsvidenskabelige Akademi, KU.
Elsebeth Tank er selvstændig udviklingspartner i etank.nu og har tidligere bl.a. været direktør for NOTA og stadsbibliotekar i Malmø.
Spørgsmålet er, om der er brug for en forandring af formålsparagraffen. Hvis man ser på de dybtgående forandringer, folkebibliotekerne har undergået siden lovændringen, er det svært, måske endda ikke muligt, at fremlægge eksempler på konkrete, ønskede forandringsinitiativer, som ikke har kunnet realiseres på grund af bibliotekslovens formålsparagraf. Forandringerne har i praksis demonstreret den reviderede lovs rummelighed. Bibliotekerne har i stort format fusioneret eller på andre måder udviklet forpligtende samarbejder med kommunernes borgerservicefunktioner. De har ligeledes eksperimenteret med åbne, ubetjente biblioteker og sat dem i drift over hele landet. De har samlet kræfterne om udvikling af Danskernes Digitale Bibliotek og forsøgt at finde nye modeller for formidling af ophavsretsbelagt e-materiale.
Gennem stort set hele perioden fra 2000 til i dag har bibliotekernes budgetter været genstand for tilbagevendende reduktioner. Det er en god forklaring på, at ovennævnte, dominerende, strategiske greb fremfor alt har været motiveret af økonomi og effektiv ressourceudnyttelse. Mens selvbetjening og lettere sagsbehandling har gået sin sejrsgang over landets biblioteker, har fraværet af strategiske idéer, motiver og argumenter, forankret i et kulturelt og biblioteksfagligt værdigrundlag, været slå-ende. Forandringerne de seneste 10-15 år har, efter vores opfattelse, skabt ubalance i forholdet mellem biblioteket som en institution for digitalisering og læring og biblioteket som kulturelt og litterært omdrejningspunkt. Skiftet er sket uden nævneværdig diskussion om konsekvenser for værdigrunden og den biblioteksfaglige kvalitet. Der mangler en diskussion om, hvad bibliotekerne er blevet til, og hvad man ønsker, de skal være.
Den ureflekterede forandring, der er sket indenfor bibliotekernes mure, forplanter sig udenfor og reflekteres for eksempel i en voksende afstand mellem forfattere og de ledende biblioteksorganisationers repræsentanter. Hele biblioteksvæsenets optagethed af effektiviseringsstrategier og løsning af opgaver, der ligger udenfor bibliotekernes faglige kerne, har – på den store skala – flyttet fokus fra emner som litteratur og læsning og fra idéen om biblioteket som kulturinstitution.
I denne kontekst kan radikale kassationsprocesser, som eksempelvis i disse år gennemføres i de københavnske biblioteker, medvirke til at mistænkeliggøre bibliotekernes motiver og beklikke deres legitimitet. Når man tilmed, som i den københavnske biblioteksstrategi, italesætter den samlede aktuelle brugergruppe som tilhørende “de mest ressourcestærke borgere”, der må klare sig med selvbetjening eller vejledning i grupper, fordi der skal flyttes ressourcer til “borgere, der bl.a. har det svært med den øgede digitalisering og/eller hører til blandt målgruppen af udsatte borgere”, risikerer man yderligere at måtte vinke farvel til den mangfoldighed i brugerskaren, der bereder fundamentet for samskabelse og selvorganisering, der skulle medvirke til at give bibliotekerne tyngde som demokratiudviklende organisationer og styrke forbindelserne mellem borgere med forskellige historier og vilkår.
– Hvis loven skal revideres bør bibliotekernes opgave som institutioner, der understøtter kulturel aktivitet styrkes. Tiden kalder på processer, der kan tydeliggøre bibliotekernes værdi-grund, identificere deres faglige kvalitet i en moderne tid og formulere eventuelle nye, prioriterede idealer for deres fremtid.
