Debat: Faldende udlånstal. Skal vi male fanden på væggen?

Skrevet af

12. februar, 2020

Hvordan ser det egentlig ud med biblioteksstatistikken – og særligt udlånstallene i et længere perspektiv? Hvad betyder et retvisende billede af bibliotekernes faktuelle udvikling for diskussion om fremtidens bibliotek og nødvendigheden af en ny bibliotekslov? Det er omdrejningspunktet for dette indlæg.

Som læser af Danmarks Biblioteker sidder man tilbage med en tryg fornemmelse af, at det går relativt godt, når det handler om bibliotekernes målbare udvikling. Én grund til dette er, at udlånstallene for 2016 og 2017 grundet tekniske problemer ikke er blevet offentliggjort. Derfor kan Michel Steen-Hansen (2018, nr. 6, s. 6-7) berette om “voldsom vækst” i de digitale udlån og stigende besøgstal, hvilket fører frem til konklusionen: “Det er da ikke så ringe endda”.

I det efterfølgende nummer af Danmarks Biblioteker (2019, nr. 1, s. 28-30) glæder Leif Andresen sig også over de stigende besøgstal og digitale udlån, ligesom han med tilfredshed konstaterer, at udgifterne til biblioteker målt per indbygger kun er marginalt faldende. I løbet af 2019 bliver der åbenbart styr på de tekniske problemer med at samkøre udlånstallene, og allerede i nr. 4 (s. 12-15) af Danmarks Biblioteker kan Andresen kommentere tallene fra 2018, der nu også indeholder udlånstallene. Her konstaterer han, at udlånstallene desværre er faldende, men “Der er ikke nogen grund til at male fanden på væggen”, da det digitale udlån er stigende og udlånet af bogligt materiale falder mindre end lydbøger, musik og levende billeder.

Danmarks Statistik
Hvis man konsulterer Danmarks Statistik, der er ansvarlig for biblioteksstatistikken, kan det konstateres, at intet af det oven-stående er forkert. Men selv om tallene er korrekte, er de ikke helt retvisende. Eksempelvis er det rigtigt, at udgifterne til bibliotekerne er relativt stabile og har været det siden årtusindeskiftet. Men her overses det, at udgifterne er i løbende priser – og dermed ikke renset for inflation. Derfor har bibliotekerne reelt været udsat for en årlig besparelse på ca. 2 procent. Et andet problem er, at faldene i udlånstallene beskrives i korte tidsintervaller. Dette gælder særligt biblioteksvæsnets egne fremstillinger, der i reglen kun medtager to år, hvorfor faldene ikke ser så voldsomme ud. Men det er også et problem i forhold til Danmarks Statistik, hvor det kun er muligt at gå tilbage til 2009. Her kan man finde ud af, at det samlede udlån er faldet fra ca. 48 mio. i 2009 til lige under 30 mio. i 2018. Det er et fald på over 37 procent på ni år.

En tur på biblioteket
Men hvordan ser det ud med udlånstallene fra før 2009? Det er faktisk ret besværligt at finde ud af. På nettet kan man finde lidt tal i forskellige rapporter, men det egentlige overblik finder man på biblioteket. I mit tilfælde i et af KUB´s kældermagasiner på Søndre Campus, hvor det hedengangne Bibliotekscentralens år-bøger og statistikker står. Af dem fremgår det, at udlånet af bø-ger topper i 1983 med næsten 88 mio. udlån! Det kan sammenholdes med bogudlånet (såvel fysisk som digitalt) i 2018 på lidt mere end 24 mio. Det er et fald på mere end 72 procent. Eller sagt på en anden måde: Bogudlånet i 1983 var næsten tre gange større end det samlede udlån i 2018. Måske er der faktisk grund til at male fanden på væggen?

Skal bibliotekerne knække kurven?
Set fra sidelinjen, som kulturforsker med fokus på bibliotekerne, er det overraskende, at arbejdet med at knække udlånskurven ikke fylder mere i den løbende debat. Selvfølgelig skal bibliotekerne arbejde med at være andet og mere end en samling, men man behøver jo ikke smide barnet ud med badevandet – og særligt ikke med den bibliotekslov vi har i dag, der eksplicit fremhæver materialerne i formålsparagraffen. Men generelt kunne flere biblioteker gå i Lyngby-Taarbæk og Allerøds fod-spor, hvor der arbejdes målrettet på at knække kurven. Eller hvad med at kigge på Finland. Hvordan kan det være, at deres udlånstal er tre gange højere per indbygger end i Danmark?

 

Behov for en ny bibliotekslov?
Hvis man ikke mener, at det er bydende nødvendigt at knække udlånskurven, så må den logiske konsekvens være, at man arbejder målrettet på at få en ny bibliotekslov.

Den skal slå fast, at bibliotekernes formål stadigvæk er at understøtte oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet, men ikke kun med udgangspunkt i samlingerne, som det er tilfældet i den eksisterende lov. Igen kan man kigge mod de andre nordiske lande, hvor Norge og Sverige er lykkedes med dette på lidt forskellige måder.

I sammenligning med de øvrige nordiske lande er det danske biblioteksvæsen nok det mest ‘omstillingsparate’ og ‘innovative’, men er det også det stærkeste? Jeg tror, der er en del at lære af det øvrige Norden, både når det gælder om at knække udlånskurven og det at arbejde mere aktivt for en ny lov.

CASPER HVENEGAARD RASMUSSEN er lektor ved Sektionen for Arkiver, Biblioteker og Museer (ABM), Institut for Kommunikation, Københavns Universitet.

Læs replik fra Leif Andresen.

Artiklen er fra Danmarks Biblioteker nr. 1, 2020 .

Biblioteket – lokalsamfundets fælles sted

I mange kommuner har man i flere år åbnet biblioteket, også når det var ‘lukket’ – altså med udvidet åbningstid uden bemanding. Det giver ind imellem uro og skaber ...

Overblik og aktuelle AI-problematikker

Sådan styres din adgang til viden på nettet af kunstig intelligens. Kunstig intelligens / AI (artificial intelligence) er for alvor kommet på dagsordenen de sidste år – ikke ...

Stevns åbner nyt børnemekka

Børnekulturhuset i Stevns Kommune skal gå hånd i hånd med den undervisning, børnene møder i skolen, men tilbyde adgang til læsning og litteraturens verden på en anderledes ...

Set fra MIN stol: Vi skal vække børnenes lyst til at læse

Med nyt Børnekulturhus for leg og læring vil Stevns Kommune genoplive læselysten og samtidig give børn med læsevanskeligheder nye oplevelser. Folkebibliotekerne står ved en ...

AI – Biblioteket har en kæmperolle

“AI – Biblioteket har en kæmperolle. Ikke mindst i forhold til unge og studerende i landets fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker.” Man taler ofte om, at ...

AI – dansk sprogmodel undervejs

Når der tales kunstig intelligens tales også ofte om behovet for ‘en dansk sprogmodel’. Hvorfor det? SF har bl.a. fremsat forslag til folketingsbeslutning. Man ...

Norge: Sammen om læsning – Leselyststrategien 2024-2030

Vi skal bygge en stærkere kultur for læsning. Samarbejde mellem skoler og biblioteker skal styrke læselysten i Norge. Den norske regering har, som man kunne læse i Danmarks ...

Bibliotek på ungdomsøen

Sommeren før corona blev Middelgrundsfortet ved Københavns Havn forvandlet til de unges ø, da Ungdomsøen åbnede i august 2019. Øen er for unge og udvikles af unge. Nu har ...