Dokumenterede erfaringer med bibliotekstypen internationalt er forholdsvis begrænsede. Danmark er med andre ord et foregangsland på området. Ikke desto mindre har debatten om denne gennemgribende innovation været relativt begrænset i fagpressen, dvs. i Bibliotekarforbundets blad 'Perspektiv' og her i 'Danmarks Bibliotekers' spalter. Ligesom den i år – modsat tidligere år – ikke gav anledning til nogen voldsom debat på Danmarks Biblioteksforenings årsmøde i marts i Frederikshavn.
Udover omtaler af bibliotekstypen og debatindlæggene i fagpressen har Styrelsen for Bibliotek og Medier, nu Kulturstyrelsen, haft iværksat en undersøgelse. Den resulterede, som tidligere omtalt her i spalterne, primo januar 2012 i 48 siders rapport 'Åbne biblioteker – et kortlægningsprojekt' af undertegnede.
Rapporten bygger på data fra ca. 80 åbne eller selvbetjente biblioteker indsamlet via et elektronisk spørgeskema i efteråret 2011 suppleret med observationer og kvalitative analyser af 15 udvalgte, selvbetjente biblioteker. Rapporten omhandler benyttelse (besøg, udlån) og brugerne af de selvbetjente biblioteker plus en række konkrete og afprøvede råd og vink med hensyn til, hvad man kan gøre for at optimere tilbuddet om åbne biblioteker.
I debatten om selvbetjente biblioteker har deltaget både biblioteksfolk med direkte egne erfaringer på området og debattører med meninger om fænomenet. Typisk har elementer som besparelser og bredere kulturpolitiske dagsordener indgået. Positionerne har fordelt sig fra forbeholdne og skeptiske attituder til overvejende positive markeringer.
Til de mere forbeholdne kan nævnes Martin Lundsgaard-Leths (DB, nr. 2, 2011) erfaringer fra tre selvbetjente filialer i Ikast-Brande kommune. Her er tale om 100 % selvbetjente filialer og om et fald i udlånet på 20%. Herudover er der tale om brug af frivillige i 3 timer om ugen. Nu er 100 % selvbetjente biblioteker meget langt fra det normale; i rapporten udgør de tre filialer i Ikast-Brande kommune således halvdelen af landets 6 totalt ubetjente biblioteker, idet brugen af frivillige ikke er registreret som betjening i rapporten. I øvrigt er det langt fra alle selvbetjente biblioteker, der har oplevet udlånsstigninger. Af de 25 biblioteker, hvor før og efter udlånstal haves for det selvbetjente bibliotek, har de 11 rent faktisk oplevet en større eller mindre tilbagegang i udlånet.
Relationer til besparelser er temaet for DBs formand Vagn Ytte Larsens leder i 'Danmarks Biblioteker' nr. 1. I lederen vil han gerne nuancere billedet med tre små historier. Den ideelle situation er, hvor den bemandede åbningstid øges samtidig med, at vi nærmer os 24/7 åbningstid med selvbetjening. Den pæne præstation finder vi, hvor en af besparelser lukningstruet filial reddes og især hvor betjent åbningstid fastholdes. Dette er, når vi ser på tallene for de sidste par år, den almindeligste kontekst, selvom kun ca. 1/3 af tilfældene i rapporten angiver, at det selvbetjente bibliotek er etableret som led i besparelser på biblioteksbudgettet. Worst case eksemplet er til stede, hvor den professionelle betjening helt fjernes – det vil sige, hvor alle åbningstimer er selvbetjente eller bemandede med frivillige. Denne situation er relativt sjælden, og som nævnt næppe gældende for mere 8 % af de åbne eller selvbetjente biblioteker.
Formandens indlæg gør derimod ikke så meget ud af, hvilke fordele de selvbetjente biblioteker giver brugerne i form af øget fleksibilitet og tilgængelighed. Servicerevolutionen med selvbetjente biblioteker er nemlig på mange måder baseret på teknologi-revolutionen som service enablers (Bechmann, S. 2010. “Servicedesign”, Academica. s. 22). Det er f.eks. teknologien, der har gjort det muligt for brugeren at få gennemført alle sine biblioteksgøremål: aflevering og lån, informationssøgning, læsning m.m. i den ubemandede tid og under trygge rammer – sikret af bl.a. overvågningskameraer.
Mogens Larsen (DB, nr. 2, 2011) fra Silkeborg lægger derfor vægt på at karakterisere selvbetjent adgang til biblioteket som et “uomgængeligt element i en moderne serviceprofil, som ethvert bibliotek bør tilbyde sine brugere”. Pointen er her, at det selvbetjente bibliotek har nogle selvstændige kvaliteter bl.a. i forhold til lokalsamfundet, som en slags tredjested, et lavintensivt mødested, som i bogstaveligste forstand lyser op som det eneste ikke-kommercielle mødested og opholdssted en kold og mørk vinterformiddag i f.eks. en jysk stationsby.
Det skal blive interessant at se, om brugerne holder fast i deres begejstring for de ‘åbne tilbud’ og ikke mindst om også den nyeste tendens med ubemandet åbning af landets hovedbiblioteker for alvor bider sig fast fremover.
