Bertel Haarder bød på ’stort og småt’ denne torsdag formiddag, hvor han, med karakteristisk nærvær, tyngde og insisterende vilje til fortsat at ville gøre verden til et bedre sted, leverede en interessant blanding af causeri og moralsk opsang til DB Årsmødets politikere og fagfolk i Vejle.
Hvem sætter dagsordenen?
Når man lytter til Bertel Haarder, forstår man, at han i januar 2014 blev æret med Den Berlingske Fonds Hæderspris 2014. Ved uddelingen dengang, lagde Berlingskes chefredaktør Lisbeth Knudsen vægt på “Bertel Haarders indsats som samfundsdebattør, som iagttager af både stort og småt i den danske velfærdsmodel og som en politisk ener med et stort internationalt udsyn”. Det står at læse på partiet Venstres hjemmeside, ligeså vel som man på YouTube kan gense Bertel Haarders raseriudbrud over for en DR journalist under optagelserne til et TV interview.
Vi sætter alle vore digitale spor
Bertel Haarder øser af samme kilde, som folkeoplysningen og højskolebevægelsen. I sit bidrag startede han helt tilbage ved etableringen af det folkelige universitet i Sorø, som skulle hjælpe bønderne til at blive klogere. Han talte om debatformen, da han selv kom ind i politik, på det tidspunkt, hvor Mogens Glistrup og Erhard Jacobsen skabte mange gode debatter.
I dag er det økonomiske og moralske høge, der sætter dagsordener. Kommunerne udnytter ikke deres budgetrammer og misser dermed muligheder. Hvor man tidligere gik i forbøn for andre, opsøger højskoleelever forstanderen for at få smidt normbrydere ud. Det sagde Haarder, og han må vel vide det.
Om vælgerkonservatisme og næste Folketingsvalg
Tiden i dag karakteriserede han som præget af skepsis og vælgerkonservatisme, der bunder i en dybfølt tilfredshed med det eksisterende. “Vi er dem, der er gladest for os selv, det er også en form for lykke,” sagde han med ironisk henvisning til de mange målinger, der har ratet danskerne, som jordens lykkeligste folk.
Det kniber derimod med ratingen på troværdighedsskalaen for politikere og journalister. Begge grupper skraber bunden, “vi har forvaltet den smukke debatform fra højskole og oplysning for dårligt”, mente Bertel Haarder. Det kommer til udtryk i den politiske debat, som mangler substans. “Borgerne kan godt tåle at høre, at medlemmer af samme parti kan have forskellige meninger”, sagde han og var træt af, at debatten stort set føres bag lukkede døre, at partiernes landsmøder har fået karakter af de rene shows, og at der næsten ikke luftes uenighed.
Haarder efterlyste forestillinger om en bedre verden. “Nu er selv Enhedslisten ved at fjerne visionerne fra deres program”, konstaterede han, og længtes tilbage til ungdomsoprør og Vietnam demonstrationer, netop fordi de var båret af troen på det bedre.
“Næste folketingsvalgkamp bliver nok den mest visionsløse, vi nogensinde har oplevet. Regeringen og Venstre er enige om de 99.4 % af indholdet. Det bliver visionsløshedens parade.”
Hvad skal der så til for at skabe gode debatter, må man spørge?
Oplysning, sagde Haarder. Og så forudsætter god debat, at politikerne tager hinanden på ordet, at man tror på, at nogen mener, hvad de siger. Det synes som om, det i dag mere handler om at klare sig, end om at klare problemerne. Vi skal have respekten tilbage, for viden, for smagsdommere sågar for professorer, og så må vi ikke glemme tvivlens nådegave, med den har vi muligheden for at blive klogere.
