Den nye kulturpolitiske dagsorden

Skrevet af

16. oktober, 2012

Under denne overskrift skriver kulturminister Uffe Elbæk i en kronik i dagbladet Politiken den 11. september 2012, at digitaliseringen er det vigtigste sigtepunkt i den kulturpolitiske horisont.

Det tror jeg, han har ret i, og det er også det væsentligste indsatsområde for Danmarks Biblioteksforening og for bibliotekerne i det hele taget lige nu. Jeg hilser det velkomment, at kulturministeren holder dette fokus, og synes, det er en interessant analyse, han laver af den digitale udvikling.

Jeg ser frem til, at hans næste og forhåbentligt mere konkrete udspil kommer. Jeg tror nemlig, det er nødvendigt med en meget bredere debat og dialog med alle aktører for at få udfoldet den fulde konsekvens af digitaliseringen. Han slutter da også med at skrive: “Denne kronik skal derfor ses som første skridt i en konstruktiv dialog med kulturinstitutionerne og kulturpolitikerne – dels på Christiansborg, men også regionalt og lokalt, og selvfølgelig også med alle danskerne”.

Økonomien og manglerne
Han starter til gengæld som vanligt med at fortælle, at der ikke bliver tilført kulturen penge i hans tid, som han fra dag ét har understreget, og det er da en klar melding. “Krisen kommer også i fremtiden til at sætte begrænsninger for de offentlige budgetter. Derfor kommer en progressiv kulturpolitik til at handle om, hvilke organisatoriske rammer vi udstikker, og hvilke samarbejdsrelationer vi ansporer til. Der står med andre ord ikke noget pengetræ i gården i Nybrogade 2, og hvis dansk kulturliv skal finde ny fremdrift, er det nødvendigt, at vi omstiller os”.

Men jeg mangler hans stillingtagen til elementer i kulturpolitikken. F.eks. navigerer han behændigt uden om bibliotekernes rolle i musikformidlingen, og nævner overhovedet ikke den satsning, som bibliotekerne har skabt for at sikre nem og lovlig musikformidling via bibzoom.dk. En tjeneste som i Danmark var startskuddet til digital musikformidling via nettet. Den trives fint, omend den er overhalet i størrelse af flere af de kommercielle tjenester, hvilket er fint nok, fordi den skal fungere som et supplement, så borgerne har adgang til lovlig musik. Men synes kulturministeren stadig, at det er en biblioteksopgave at stille digital musik til rådighed? I dag er der nemlig kommuner, der vælger ikke at gøre det. Kulturministeren forholder sig blot til de kommercielle tilbud.

Afgiften og e-bøgerne
Kulturministeren forholder sig også til den såkaldte biblioteks-afgift, som er en kulturpolitisk støtte til forfatterne i Danmark. Den udmøntes efter, hvor mange eksemplarer de danske biblioteker har stående på hylderne. Den kulturpolitiske størrelse er givetvis også årsagen til, at man på bibliotekerne i dag har mulighed for at indkøbe bøger og låne dem ud, til de er slidt op, uden at skulle betale ekstra til forfatterne. Men sådan er det ikke med e-bøger. Der betaler bibliotekerne omkring 15 kr., hver gang en borger låner en bog. Det er en dyr og svær håndtérbar model i en offentlig driftsøkonomi.
Derfor er jeg også begejstret for, at kulturministeren nu udviser mod til at tage hul på denne svære debat. Og i Danmarks Biblioteksforening er vi glade for at være indbudt til at deltage i arbejdet med at finde løsninger på disse udfordringer. Vi er glade for at skulle deltage i det udvalg, som kulturministeren beskriver i sin kronik.

Kulturministeren beskriver problematikken på udmærket vis:
“En konkret udløber af mine overvejelser om digitaliseringen bliver en justering af biblioteksafgiften, så den svarer til de digitale tider. Jeg nedsætter nu et udvalg, der skal se på mulighederne for at reformere biblioteksafgiften, så den kommer til at afspejle bibliotekernes brug af e-bøger. Biblioteksafgiften på omkring 170 mio. kr. årligt er en vigtig del af finansieringen af de danske forfattere, og den er dermed samfundets kontrakt med forfatterne om støtte til gengæld for udlån. Men biblioteksafgiften er ikke tidssvarende. Den gælder kun de fysiske eksemplarer af bøger på bibliotekerne, og hvad sker der så, når bibliotekerne begynder at udlåne e-bøger?
På biblioteksområdet er Danskernes Digitale Bibliotek (DDB) et samarbejde mellem staten, Kommunernes Landsforening og (forhåbentlig) alle de danske folkebiblioteker. DDB skal sikre gode indkøbsaftaler og et mangfoldigt tilbud af e-bøger og andet digitalt materiale hos alle landets kommuner.
Som det er i dag, kan én kommune have ét sæt af elektroniske bøger, mens en anden kommune har helt andre tilbud eller meget få. Det er slet ikke i tråd med det, som digitaliseringen burde handle om, nemlig at alle har nem og hurtig adgang til mest muligt indhold, selvfølgelig i det omfang aftalerne med de kommercielle spillere kan falde på plads.”

Demokratisering
Det her understreger, at digitalisering også handler om demokratisering, hvor bibliotekerne kan være med til at skabe adgang for borgerne til alle de digitale materialer. Bibliotekernes opgave er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet, og det er det også i en digital verden.

Danmarks Biblioteksforening vil gerne være en aktiv medspiller i kulturministerens kulturpolitiske horisont og være med til at sikre, at bibliotekerne fortsat sikrer borgerne en demokratisk adgang, også når verden bliver mere digital.

 

Overblik og aktuelle AI-problematikker

Sådan styres din adgang til viden på nettet af kunstig intelligens. Kunstig intelligens / AI (artificial intelligence) er for alvor kommet på dagsordenen de sidste år – ikke ...

AI – dansk sprogmodel undervejs

Når der tales kunstig intelligens tales også ofte om behovet for ‘en dansk sprogmodel’. Hvorfor det? SF har bl.a. fremsat forslag til folketingsbeslutning. Man ...

Hvordan skaber man en hjemmeside, der lever op til brugernes forventninger, når forventningerne er skabt af tech-giganter med milliarder i ryggen? Det giver biblioteker i hele ...

Udfordringerne fra tech-giganterne – introduktion til ny rapport

Kunstig intelligens rummer både et teknologisk gennembrud og en samfundsmæssig udfordring, som det er nødvendigt at forholde sig til, viser rapporten Grænser for ...

Nyt digitalt lydunivers for børn og unge

Et nyt public service-lydunivers forventes i luften i slutningen af 2024 og Aller Media A/S skal stå for det, oplyser Radio- og tv-nævnet. I dag tilbringer selv små børn flere ...

Regeringen i Norge styrker bibliotekerne

Litteratur og læsning for alle er sammen med lige adgang til digitalt indhold er vigtigt for den norske regering. Kultur- og Ligestillingsdepartementet udvider den norske ...

Digitalisering af bogkulturen tager til

Bogkulturen gennemgår dramatiske forandringer – nedslag i Bogpanelets årsrapport. Rapporten for 2022 kom den 11. januar, forsinket som meget andet af den langstrakte ...

Mini ABC – Biblioteksbegreber for nye kommunalpoltikere

Bibliotek.dk Biblioteket 24/7 – Find titler og søg døgnet rundt efter bøger og andet – og se, hvad de danske biblioteker rummer. Tjek hvor materialet er hjemme og ...