Skrevet af
Johan Rosdahl
Leif Panduro blev født i 1923 og efter en noget omtumlet barndom og ungdom uddanner han sig til tandlæge. Arbejdet som tandlæge i Esbjerg og andre steder inspirerer ham i 1957 til den lille debutroman Av, min guldtand, og her er det en veloplagt satiriker og humorist, der fornøjer os med skildringer af livet i provinsen. Der er visse tilløb til alvorlig samfundskritik i romanen, men et egentligt gennembrud kommer med Rend mig i traditionerne (1958) – og opfølgerne De uanstændige (1960) og Øgledage (1961).
I Rend mig i traditionerne gør Leif Panduro det samme som amerikaneren Salinger i Forbandede ungdom (1951, dansk 1953) og Klaus Rifbjerg i Den kroniske uskyld (1958): Han giver stemme til den opvoksende generation i fortællerens, den unge mands/ drengs skildring af, hvor grotesk, ja absurd den traditionelle omverden tager sig ud. Bogens succes skyldes nok dens vilde humor i de vanvittige situationer, men bunder dybest set i, at det er de voksnes normer og moral der set gennem den unges bevidsthed, står for skud i beretningen. Og dette angreb bliver et væsentligt spørgsmål og det helt overordnede anliggende i Leif Panduros forfatterskab: Hvad sker der med det menneske der på den ene eller anden måde ikke lige passer ind i det ‘normale’ samfund? Hvad er i det hele taget at være ‘normal’?
Med udgangspunkt i den enkelte afvigers diagnose, og dermed et bud på årsagerne til afvigelsen, får Panduro beskrevet det moderne samfund med dets kolde teknologifiksering, fremmedgørelse og mangel på ægte menneskelighed. En samfundsbeskrivelse, der er parallel til tidens lyriske modernisme. Med titlen på Klaus Rifbjergs gennembrudssamling (1960) bliver ordet og begrebet konfrontation en karakteristisk holdning og bestræbelse: Digteren skal konfrontere læseren med virkeligheden – og den kan være så underlig og sprængt, at man kun med et ligeså sprængt og usammenhængende sprog kan beskrive den. Og det kan digterne i lyrikken. I prosaen er det personernes ituslåede indre, der beskrives som en afgørende faktor i deres mere eller mindre mislykkede personlige og sociale liv.
Baggrunden er vurderingen af det danske samfund som et, hvor det ikke er en selvfølge, at vi får det bedre i takt med, at vi får bedre levestandard med højere løn og flere forbrugsgoder. Velstand uden velfærd kunne man sige med titlen på en fremstilling af samfundsudviklingen af Bent Hansen i 1969. Leif Panduro udtrykker det sådan i et interview fra 1962:
“Den omsiggribende velfærd er blevet så omsiggribende, at vi i grunden har det godt. Før i tiden kunne man sige, at det primære for mennesket var at få det bedre materielt. Derfor blev de forfattere, der beskæftigede sig med menneskets indre konflikter ikke hørt. Nu er den materielle velfærd så udviklet, at det virker som en gigantisk provokation, når man siger: I har et jo i grunden ikke godt! De fleste tror, at de får det godt, fordi de får det bedre.”
Og det er denne utilpashed, der er fælles for en række af de værker, Panduro skriver i de følgende år. Nu er det ikke en ung mands udvikling, men voksne mænds problemer med identiteten der er i centrum. Alene titlerne på romanerne antyder hvad der er på færde. I Fern fra Danmark (1963) spiller navnet Fern på, at hovedpersonen er fjern fra omgivelserne, men også fjern fra indsigt i hvem han selv er. Det afslører romanen i en raffineret opbygning – og det er nærmest uhyggeligt. Også i Fejltagelsen (1964) og Den gale mand (1965) bliver hovedpersonerne afsløret, begge som en slags ofre for samfundets krav.
Panduro bliver mere og mere optaget af de psykologiske aspekter af mennesket – både i de nære relationer i parforhold og familie, men også i arbejdsliv og samfund. Samtidig lærer han at bruge andre medier end den trykte bog. Film som Støvsugerbanden og Harry og kammertjeneren viser nye sider af Panduros kunnen og kunst, men stadig med fokus på outsiderlivet – også radio og tv-serier bliver medier for Panduro.
Men allervigtigst bliver den egentlige tv-dramatik, der bliver en helt enestående succes. Både anmeldere og seere er begejstrede, og spillene om de nærmest helt almindelige, danske middelklassemennesker rydder gaderne søndag aften. Det er Panduros evne til at aflytte personernes individuelle sprog med deres åbenlyse og skjulte manipulation, der fascinerer seerne, der med gru kan se sig selv i Panduros nådesløse afdækning af menneskers fejhed og egoisme.
Afgørende for tv-spillenes gennemslagskraft er hans samarbejde med instruktøren Palle Kjærulff-Schmidt og den fremragende besætning af skuespillere, der medvirkede.
Når man kan kalde Leif Panduro for Danmarks nationalpsykiater er det disse tv-spil, der er i centrum: Meget af det vi fortrænger, ikke har lyst til at tale om, kommer frem i stykker som Farvel, Thomas (1968), Rundt om Selma (1971) og Louises Hus (1977).
■ Det er snart længe siden, tv-stykkerne ryddede gaden, og i dag skal der nok stærkere midler til den samme publikumsbegejstring, og det kan gerne være, at 1970’erne på flere måder er langt væk, men den præcise, undertiden smertelige afdækning af vores samvær og relationer er stadig aktuel.
