Det digitale stiger – og bogen holder skansen

Skrevet af

9. december, 2020

Bogen som medieformat er langt fra død eller i fare for at forsvinde i Danmark, viser Bogpanelets årsrapport. Den viser også, at bogforbruget og læsevaner fortsat undergår en større transformation, en udvikling med en række indbyggede udfordringer.

Skønlitteraturen på fremmarch
Antallet af udgivne skønlitterære titler på dansk har faktisk aldrig været større. Der blev i 2019 udgivet 3.306 trykte skønlitterære bøger, og de senere år har især skønlitteraturen været i fremgang. Siden 2010 er antallet af fysiske skønlitterære titler skrevet på dansk steget med 74%. Den oversatte skønlitteratur har været jævnt stigende siden 2010, men har fra 2018 til 2019 et mindre fald. De senere år er der blevet udgivet et stort antal retrodigitaliserede e-bøger, der har et fysisk forlæg, der er ældre end fem år. Denne tendens er aftaget i 2019 med et fald på 14%. Faglitteratur, både oversat til og skrevet på dansk, er imidlertid let vigende fra 2018 til 2019.

Netlydbøger i fortsat stigning
Vi lytter stadig oftere til en god bog. Udlånet af netlydbøger fra bibliotekernes eReolen.dk er fortsat med at stige år for år, og i 2019 var det med 2,9 mio. udlån væsentligt højere end udlånet af fysiske lydbøger med 0,5 mio. udlån. I 2019 var 61% af alle årets lydbogsudgivelser netlydbøger, men der er tydeligvis en vis forsinkelse i registreringen. Tallet for 2018 er blev opreguleret og umiddelbart er der et fald til 2019 – men det kan jo tydeligvis også blive justeret. Netlydbøgerne vejer tungt i forlagenes samlede digitale salg, hvor de stod for 31,5%. Det er ifølge rapporten 17,4% af den voksne befolkning, der abonnerer på en streamingtjeneste med e-bøger eller netlydbøger.

Den trykte bog dominerer fortsat
Det er den trykte bog, som er det dominerede medie, men fortsat let vigende. Dog ikke for bibliotekernes udlån af trykte bøger, der udviser en svag stigning jf. “Bogudlånet holder stand” i Danmarks Biblioteker nr. 4, 2020 (s. 28-32). Omkring 80% af dem, som har ‘læst eller lyttet til en bog’ de seneste tre måneder før den på-gældende undersøgelse, har gjort det ved at læse en trykt bog.

Forlagenes omsætning af trykt materiale er faldet, men udgør med 77% af den samlede omsætning mere end tre gange så meget som den digitale omsætning.

Bogsalget via supermarkeder går tilbage
Supermarkedernes andel af bogomsætningen er faldende, og tendensen forstærkes i 2019 – primært for faglitteratur, hvor andelen er faldet med 4,5%. Danske Forlags bud på en forklaring er, at bogåret i 2019 bød på færre bestsellere, som netop udgør en væsentlig del af supermarkedernes sortiment af bøger.

Bogklubbernes betydning er fortsat faldende, men forlagenes øvrige direkte salg er stigende.

Læsning og læsevaner
Der ses for langt de fleste aldersgrupper et fald fra 2018 til 2019 af dem, som aldrig læser skønlitteratur (trykte bøger og e-bøger). Undtagelsen herfra er de 50-59-årige, hvor der ses en lille stigning. Ser man på uddannelsesmæssig baggrund for de sidste ti år, så læser ca. ¼ af personer med alene folkeskolen og personer med erhvervsuddannelser ikke skønlitteratur, mens 12-15% med gymnasial baggrund ikke gør det. For personer med videregående uddannelse er det 6-7%.

Andelen af befolkningen, som læser e-bøger stiger stadig fra år til år, og andelen af folk, som aldrig læser e-bøger er faldet med 9,4% de seneste år.

Bogpanelets årsrapporter samlet set
Med den foreliggende årsrapport for 2020 er det sjette gang, at der udgives en årsrapport. Det er klart positivt, at der er blevet etableret en løbende overvågning og dokumentation på området. Der er dog en del gentagelser, så indimellem bliver der skudt lidt over målet med grundigheden: Der redegøres f.eks. detaljeret for forlagenes udgivelser hvert år, også selvom der ikke er mange ændringer. Men ros for at omfanget er holdt på et overskueligt antal sider alle årene.
Årsrapporten har i år følgeskab af en anden rapport Statens Kunstfonds betydning for dansk litteratur.

Statens Kunstfonds betydning for dansk litteratur
Bogpanelet har også bestilt en rapport om, hvilken betydning støtten fra Statens Kunstfond har for omfanget af dansk litteratur. Rapporten er udarbejdet af Johanne Gormsen Schmidt, forsker i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og er resultat af analyse af ca. 15 års tilskudsdata fra Statens Kunstfond samt af interviews med forskellige personer i bogbranchen.
Den helt overordnede konklusion er: Støtteordningerne virker, det er grundigt dokumenteret i rapporten.

Nogle få nedslag i rapporten:
Kunstfonden hjælper i dag nyetablerede forfattere på vej i højere grad end tidligere, bl.a. efter, at der 2014 blev åbnet for, at debutanter også kunne søge legater.
Der er sket en løbende stigning i støtten til litteraturoplevelser; især ved at der sket en stigning i støtten til litterære arrangementer, hvor forfattere kan få dækket oplæsningshonoraret af Kunstfonden.
Der er sket en løbende udvidelse af hvilke litterære former, som understøttes. Først børnelitteraturen og senest også tegneserier og grafisk litteratur er kommet med i det gode selskab, mens den såkaldte genrelitteratur – herunder kriminalromaner – fortsat har dårlige muligheder for at få støtte.

Rapporten dokumenterer, at det er en myte, at legatstøtten går til den samme snævre kreds af forfattere. Det er ikke blot forfattere og oversættere, som bliver understøttet; Statens Kunstfonds har også haft en væsentlig betydning for fremvækst af mindre forlag.
 

Hent rapporterne:
Bogen og litteraturens vilkår 2020. Bogpanelets årsrapport. 60 sider.
Statens Kunstfonds betydning for dansk litteratur – med fokus på de sidste 20 års litteraturproduktion og -formidling. Specialrapport. 79 sider. Johanne Gormsen Schmidt.
 

Leif Andresen, chefkonsulent, Det Kgl. Bibliotek

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Biblioteket – lokalsamfundets fælles sted

I mange kommuner har man i flere år åbnet biblioteket, også når det var ‘lukket’ – altså med udvidet åbningstid uden bemanding. Det giver ind imellem uro og skaber ...

Overblik og aktuelle AI-problematikker

Sådan styres din adgang til viden på nettet af kunstig intelligens. Kunstig intelligens / AI (artificial intelligence) er for alvor kommet på dagsordenen de sidste år – ikke ...

Stevns åbner nyt børnemekka

Børnekulturhuset i Stevns Kommune skal gå hånd i hånd med den undervisning, børnene møder i skolen, men tilbyde adgang til læsning og litteraturens verden på en anderledes ...

Set fra MIN stol: Vi skal vække børnenes lyst til at læse

Med nyt Børnekulturhus for leg og læring vil Stevns Kommune genoplive læselysten og samtidig give børn med læsevanskeligheder nye oplevelser. Folkebibliotekerne står ved en ...

AI – Biblioteket har en kæmperolle

“AI – Biblioteket har en kæmperolle. Ikke mindst i forhold til unge og studerende i landets fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker.” Man taler ofte om, at ...

AI – dansk sprogmodel undervejs

Når der tales kunstig intelligens tales også ofte om behovet for ‘en dansk sprogmodel’. Hvorfor det? SF har bl.a. fremsat forslag til folketingsbeslutning. Man ...

Norge: Sammen om læsning – Leselyststrategien 2024-2030

Vi skal bygge en stærkere kultur for læsning. Samarbejde mellem skoler og biblioteker skal styrke læselysten i Norge. Den norske regering har, som man kunne læse i Danmarks ...

Bibliotek på ungdomsøen

Sommeren før corona blev Middelgrundsfortet ved Københavns Havn forvandlet til de unges ø, da Ungdomsøen åbnede i august 2019. Øen er for unge og udvikles af unge. Nu har ...