Med overgang til e-publicering kan udgiverne bestemme, hvilke tilbud bibliotekerne skal kunne give borgerne, og meget tyder på, at de vil benytte sig af denne mulighed. Det udfordrer bibliotekernes rolle som uafhængige institutioner for folkeoplysning. Standardiserede licensaftaler må, som jeg ser det, sikre bibliotekernes uafhængighed. EU Kommissionen har inviteret til dialog mellem interessenterne, men de internationale biblioteksorganisationer synes ikke for alvor at være interesserede.
Det principelle
Ophavsmandens grundlæggende rettighed er eneretten til at beslutte om det værk, han har frembragt, skal offentliggøres eller ej. Der er to principielt forskellige måder, hvorpå et værk kan offentliggøres:
• Det kan spredes blandt almenheden i eksemplarform, eller
• Det kan overføres eller stilles til rådighed for almenheden.
Når et eksemplar af et værk f.eks. en bog, spredes, sker der en overdragelse af ejendomsretten til eksemplaret. Man siger, at spredningsretten er udtømt. Ophavsmanden har stadig ophavsret til selve værket, indholdet, men han har ikke råderet over eksemplaret. Det er i kraft af ejerskabet til bøgerne, at bibliotekerne kan udlåne dem uden at skulle indhente tilladelse fra ophavsmanden.
Tilrådighedsstillelse for almenheden sker typisk ved, at værket med ophavsmandens samtykke overføres til en database, hvortil almenheden kan få adgang. Tilrådighedsstillelse for almenheden er, retligt set, ikke en spredning men en tjenesteydelse. Det indebærer at ophavsmandens ret til at kontrollere benyttelsen af værket ikke udtømmes end ikke i de tilfælde, hvor det overføres til et mobilt læseapparat. Følgen er, at bibliotekerne ikke kan udlåne e-bøger uden at skulle indhente for tilladelse fra ophavsmændene – jævnfør bl.a. vor hjemlige debat om eReolen og eBib.dk, omtalt her i tidsskriftet.
Udfordringen
Bibliotekerne kan ikke tvinge forlagene til at ‘sælge’ e-bøger til bibliotekerne. Bibliotekerne kan kun få fat i forlagenes bøger via en licensaftale med rettighedshaverne, og disse bestemmer frit, om de ønsker at indgå en sådan aftale, og hvilke vilkår, der skal gælde.
Der har været forskellige typer reaktioner på denne situation.
EBLIDA har engageret sig kraftigt i spørgsmålet om udlån af e-bøger og har udarbejdet principper om køb af og adgang til e-bøger, som en særlig task force under ledelse af den tidligere præsident, Gerald Leitner, arbejder for at få forlæggerne til at acceptere.
Andre har efterlyst muligheden for tvangslicens, hvilket ville indebære, at bibliotekerne skulle kunne tiltvinge sig adgang til forlagenes databaser, og så er det ikke længer et spørgsmål om ophavsret men om ejendomsret. Næppe et realistisk scenario.
Det har også været hævdet, at det ville være i strid med menneskerettighederne, hvis forlagene nægter at give bibliotekerne adgang. Det er dog næppe tilfældet, hvis værkerne i øvrigt er kommercielt tilgængelige.
På det seneste har mange bl.a. i EBLIDA-regi ment, at en EU dom om videresalg af edb-programmer kunne hjælpe bibliotekerne. Dommen gik ud på, at videresalg (viderespredning) var tilladt uden ophavsmandens tilladelse. Hvis dette princip kunne anvendes på e-bøger, ville bibliotekerne kunne købe og udlåne dem, dvs. sprede dem videre. Dette er dog ren ønsketænkning. Edb-programmer er reguleret af edb-direktivet, mens andre typer værker er reguleret af Infosoc direktivet og dermed også reglerne om overføring og tilrådighedsstillelse for almenheden, og der finder reglerne om spredning slet ikke anvendelse.
Der synes altså ingen vej uden om de besværlige licensaftaler.
I 2008 foreslog EU Kommissionen (Grønbog om Ophavsret i videnøkonomien. Bruxelles, den 16. 7. 2008, KOM(2008) 466 endelig), at man skulle forsøge at udvikle et system af standardiserede aftaler ved dialog mellem de interesserede parter. De europæiske biblioteksorganisationers reaktion var negativ, og det var efter min mening en fejl. Vi havde ikke til fulde erkendt følgerne af den ændrede retlige regulering.
Ny højprofileret EU-politik
Den 18. december 2012 fremkom Kommissionen under overskriften ”License for Europe” med et forslag om en ”struktureret dialog med interessenterne” med henblik på at tilvejebringe løsninger på fire konkrete områder, samt parallelt hertil en kritisk gennemgang af de gældende rammebestemmelser om ophavsretten, herunder især spørgsmål om territorialitet, harmonisering af ophavsretten, be-grænsninger og undtagelser fra ophavsretten og fragmenteringen af EU’s indre marked. Altså helt afgørende spørgsmål – også for bibliotekerne. Der blev i januar 2013 nedsat 5 arbejdsgrupper, som skal fremkomme med forslag ved årets udgang – som det fremgår af COMMUNICATION FROM THE COMMISSION On content in the Digital Single Market Brussels, 18.12.2012, COM(2012) 789 final.
“License for Europe”er blevet til på initiativ af EU’s vicepræsident og ansvarlig for EU’s Digital Agenda, Nellie Kroos, der i ophavsretlige spørgsmål har arbejdet energisk til støtte for bibliotekerne og brugerne. Ud over hende er kommissæren for kultur, Androulla Vassiliou, og kommissæren for det indre marked, Michel Barnier, der især varetager rettighedshavernes interesser, med i styringen. Som jeg ser det, er formålet med initiativet at lægge skinnerne for de næste mange års arbejde med ophavsret i EU.
Udgangspunktet er licensbaserede løsninger, der evt. skal understøttes eller suppleres af lovgivning, og igen er de europæiske biblioteksorganisationer negative. I stedet for at gå ind i arbejdet med konkrete forslag, har en række organisationer på brugersiden, herunder EBLIDA og LIBER haft travlt med principielle tilkendegivelser om, at man ønsker undtagelsesbestemmelser og ikke licenser. Da man ikke kunne få forhåndstilsagn herom, har organisationerne sidst i maj valgt at forlade arbejdsgruppen vedr. tekst og datamining uden i øvrigt at være fremkommet med konkrete forslag om, hvilke undtagelsesbestemmelser man ønsker, og hvordan de evt. skulle kunne udformes.
Vejen til indflydelse
Vil man have indflydelse i EU, må man engagere sig i processen. Gør man det, er der også gode muligheder for at præge udviklingen. Hvis organisationerne fortsætter den linje, de på det sidste har lagt, kan enden meget vel blive, at Nellie Kroos’ initiativ smuldrer, og at Michel Barnier sammen med rettighedshaverne kan begrænse ændringerne til det, der er strengt nødvendigt for at få det indre marked til at fungere.
Blå Bog:
Harald von Hielmcrone har i mere end et årti været den danske Biblioteksparaplys og DBs rådgiver i spørgsmål på ophavsområdet. Og har i øvrigt arbejdet internationalt i både copyright-komitéen i IFLA, den internationale biblioteksorganisation, og i EGIL, et ekspertudvalg vedr. ophavsretslovning, i EBLIDA, den europæiske biblioteksorganisation.
