Lad det være slået fast som det helt grundlæggende, at værket har samlet det kæmpestore stof og flot gennemgår hovedlinjer i det. Det er hele biblioteksområdet, der behandles, og det sker i en konsistent fremstilling. Værket kan faktisk meningsfuldt læses kontinuerligt, men det kan også bruges til nedslag i perioder, betænkninger, biblioteksprofiler og meget mere. Registeret fungerer. Der redegøres indledningsvist fint for vinkler og metodetilgang. Stor ros for et kæmpe arbejde.
Fokus og formalia
Værket vil se bibliotekerne og deres betydning for dansk identitets- og åndshistorie med særlig vægt på dansk oplysningshistorie. Tilgangen er dermed tværfaglig, bibliotekerne tilstræbes set i sammenhæng med samfund og kultur. Værket er primært baseret på skriftlige kilder, men der er også foretaget en række interviews med nulevende aktører i biblioteksverdenen.
Der er et glimrende billedmateriale, som sammen med register og noteapparat er med til at lade værket fremstå som helstøbt. Billedmaterialet kan næsten i sig selv udgøre et værk. Det er alsidigt og bredt, og der er bl.a. vidunderlige øjebliksbilleder, der fortæller historie, se f.eks. fotografiet fra bogbilen, der kørte lånere til og fra biblioteket (s. 190) og billedet fra Det Kgl. Bibliotek den februar morgen i 1987, hvor det sidste kort blev sat i kortkatalogen (s. 297).
Der er to redaktører, Nan Dahlkild, kultursociolog og mangeårig underviser og forsker ved Danmarks Biblioteksskole og dens transformationer til valgfag på et institut under Københavns Universitet. Hans felt har primært været folkebibliotekerne med særligt fokus på bygningssiden, hvilket også slår stærkt igennem i bind 2’s prioritering af stoffet. Den anden redaktør er Steen Bille Larsen, historiker og mangeårigt medlem af Det Kgl. Biblioteks direktion. Han har udgivet en række publikationer med særligt fokus på nationalbiblioteksemner. Sammen med Jesper Vestermark Køber, postdoc ved Københavns Universitet, har de skrevet bind 2. Man kunne have valgt en anden model med mange forfattere, men den valgte giver sammenhæng og god progression i fremstillingen.
Valg, fravalg og opbygning af bind 2
Afgrænsningen mellem de to bind er den første bibliotekslov fra 1920. Det er et godt valg. Det er med lovgivningen, at det moderne folkebiblioteksvæsen for alvor begynder. Værket er ført helt ajour, den sidste kildehenvisning er fra 2019.
Disponeringen af bindet sker i fire kapitler. Kapitel 1 dækker perioden frem til 1945. Kapitel 2 spænder over perioden frem til 1970, hvor den store kommunalreform ændrede Danmarkskortet radikalt. Konsekvent følges der op med, at bruddet til kapitel 3 er kommunalreformen i 2007, således at kapitel 4 dækker perioden derfra og frem til 2020. Periodiseringen fungerer fint, bl.a. fordi skellene er tæt på afgørende nye bibliotekslove, især 64-loven og den gældende lov fra 2000. Hvert kapitel afsluttes med en opsummering, som jeg ville ønske havde været fyldigere og måske også dristigere i sine konklusioner end tilfældet er. På den anden side fortjener redaktørerne ros for at vove at føre værket helt up to date. Man kan ikke tilnærmelsesvis dække det hele. Men redaktørerne må nok tåle at høre for det fravalgte.
Når man læser værket kontinuerligt bemærker man et skifte i fremstillingen et stykke inde i kapitel 3. Perioderne frem til og med 64-loven er relativt velbeskrevne i tidligere kilder, og der er mange mere eller mindre knæsatte vurderinger. I perioden derefter er der mere ubeskrevet land for den historiske analyse. Fremstillingen får derfor her ofte karakter af opremsning og færre vurderinger. Det gælder mere jo nærmere, vi når nutiden. Det er let at forstå, for mængden af kilder i nutiden og den aktivitet, der skal beskrives, er mange gange større end i pionertiden. Grebet fremmer en debat, hvilket jeg finder positivt.
Eksempler på sporadisk behandling
Jeg skal bidrage til denne debat og give nogle eksempler på fremstillinger, hvor man oplever, at redaktørerne finder, at nogle institutioner trods alt er så væsentlige, at de bør nævnes, men hvor fremstillingen er ekstremt sporadisk. Det gælder f.eks. Aalborg Universitets Bibliotek, Danmarks Blindebibliotek, DBC, Danmarks Biblioteksskoles Aalborgafdeling. Om sidstnævnte siges korrekt, at den blev oprettet for at imødegå manglen på bibliotekarer, især i Jylland. Dernæst at den fik stigende vanskeligheder med at tiltrække studerende. Ingen vurdering af institutionernes betydning.
Et eksempel på forskellen i fremstillingen af det ældre og det yngre stof er 1964 loven og Lov om biblioteksvirksomhed fra 2000. Der er grundige, klare og korrekte vurderinger af 64-lovens betydning, mens Lov om biblioteksvirksomhed behandles sporadisk nærmest som en justering af gældende lov. Biblioteksstyrelsen introduceres således: “I 1997 skiftede Statens Bibliotekstjeneste (SBT)navn til Biblioteksstyrelsen”. Javel, men navneskiftet var en markering af en omorganisering af statens virksomhed på området baseret på en stærkt kritisk rapport fra PLS Consult om SBT “som bl.a. sektorens organ fremfor statens” og rigsbibliotekarstillingens nedlæggelse.
Hele formålet med operationen var at skabe en styrelse, hvis direktør jeg selv blev, der kunne facilitere omstillingen af biblioteksvæsenet til informationssamfundets behov og muligheder. Fra dag 1 var fokus på en gennemgribende ny bibliotekslov og en etablering af en platform til levering af elektroniske tidsskrifter. Samt en organisation til at håndtere licensforhandlinger med mere på et nationalt niveau. Det blev siden til DEF, Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek. Denne politik omtales således: “For at forstærke IT-udviklingen oprettede regeringen i 1998 organisationen Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek (DEF)… med en bevilling på 200 mio. kr.”
Bag denne beskrivelse ligger det forhold, at der blev oprettet en styregruppe og et arbejdende og udførende sekretariat i Biblioteksstyrelsen, men DEF og Biblioteksstyrelsen forbindes ikke i fremstillingen. De store forskningsbiblioteker ønskede i udgangspunktet at fordele bevillingen imellem sig, “en distribueret løsning”, og de fleste anerkendte ikke Biblioteksstyrelsen som en myndighed, fordi styrelsen havde ressortmæssig tilknytning til Kulturministeriet, og de fleste forskningsbiblioteker var under Forskningsministeriet. Hensigten med bevillingen var naturligvis en national og ikke en “distribueret” løsning, som de meget selvstændige forskningsbiblioteker ønskede.
Et andet eksempel, der vækker min undren er, at det forhold, at netop overgangen til digital dokumentlevering i forskningsbibliotekerne på få år blev en enorm og friktionsfri succes ikke råbes ud fra siderne, fordi det demonstrerer rigtige valg. Det fremgår nok af de udlånstal, der gengives, men konklusionen udsiges ikke.
■ Mine kritiske nedslag rokker ikke ved den grundlæggende vurdering af værkets soliditet. Tværtimod håber jeg, de illustrerer, at værket også er velegnet til at skabe debat og ægge til modsigelse.
JENS THORHAUGE, thorhauge.dk
