Skrevet af
Jens-Erik Mai, Sille Obelitz Søe
‘Jeg håber, du har det godt i denne mærkelige tid’. Således starter mange e-mails i øjeblikket, og det har de gjort de sidste par måneder. Og det er en mærkelig tid. Ikke kun pga. ‹-pandemien. Men i høj grad også pga. de værktøjer, der tages i brug for at forsøge at løse sundhedskrisen. Et af tiltagene er monitorering og tracking af smitten via apps på telefonen eller andre informationsteknologiske løsninger. En sådan tilgang til løsning af sundhedskrisen kaldes “solutionisme”.
I The Guardian skriver Evgeny Morozov den 15. april om solutionismens ideologi – idéen om at ethvert samfundsmæssigt, politisk og socialt problem har en teknologisk løsning. I stedet for at løse problemet direkte, så håndteres problemet indirekte ved at ændre folks adfærd og vaner. Således har vi set et boom i udviklingen af apps som led i håndteringen af corona-pandemien.
At der er tale om en ideologi kæder Morozov sammen med kapitalismens neo-liberale dictum – det er hurtigere, lettere og billigere at udvikle en app end at tage de politiske diskussioner, som ellers ville være påkrævet for at løse problemerne. Teknologien kommer forud for politikken og den politiske ideologi. I sidste ende handler det om at sikre økonomien på kapitalismens præmisser.
Det er den samme tilgang, vi ser, når kunstig intelligens skal implementeres i alt fra diagnosticering af Alzheimers fra identificering af potentielt langtidsledige til diverse former for offentlig forvaltning: Idéen om at kunstig intelligens kan løse alle problemer, fordi det er ‘smart’. I farten forholder vi os ikke til, hvor ‘smart’ det egentlig er – og vi spørger ikke, om alle problemer kan eller skal løses teknologisk. Der er ingen tvivl om, at digitale teknologier kan være smarte, og at de kan løse nogle udfordringer og problemer. Spørgsmålet er dog, om de skal løse alle problemer – og hvilken pris betaler vi for løsningerne?
Solutionismen har en pris. En pris i form af øget overvågning af borgerne. Denne overvågning tager sig forskelligt ud alt efter hvem, der har adgang til de data, der indsamles, og hvilken form for magt der kan udøves. Når det er tech-giganterne, der leverer infrastrukturen, så er prisen personaliserede løsninger og dataslugende apps. Forretningsmodellen er at profitere på brugernes personlige data. Hvis det er staten, der leverer app’en og sidder på infrastrukturen, så er det med et ønske om at kunne overvåge borgernes bevægelser og regulere dem, såfremt de ikke retter sig efter forskrifterne. Det er magt og marked hånd i hånd.
Det er svært at sige, hvad der er mest skræmmende: Tech-giganternes forretningsmodeller og indflydelse på markedet eller national-staternes overvågning af deres befolkning. Måske er det største skræmmescenarie, at tech-giganterne tilbyder at levere den infrastruktur og de apps, som nationalstaterne bruger til overvågning af borgerne. Dette scenarie er endnu ikke virkelighed i Danmark, men Amazon og Palantir er på banen med infrastruktur og data modellering andre steder, mens Apple og Google har meldt ud, at de arbejder på en fælles privacy-sikker løsning til tracking af folks adfærd under corona-pandemien.
En solutionistisk tilgang vil have indflydelse på og ændre den enkeltes adfærd, så den passer ind i systemet i stedet for at forbedre systemet. Er folk for tæt på for mange mennesker? Så giv folk en gamificeret app, der viser dem, hvor mange mennesker de har været tæt på i løbet dagen. Måske har du været tæt på flere mennesker end din nabo? Måske udviser du mere samfundssind i morgen? Ved at ændre på folk i stedet for at ændre eller forbedre de systemer og strukturer, de indgår i, går vi glip af muligheden for stille de svære politiske og filosofiske spørgsmål om, hvad den egentlige grund til problemet er samt hvilket samfund, vi ønsker i fremtiden. Og vi mister muligheden for at være kritiske og stille spørgsmål.
Den altoverskyggende bekymring blandt privacy- og overvågningsforskere er, at de overvågningsteknologier, der implementeres nu som svar på corona-krisen, er kommet for at blive – også når krisen engang er slut – samt at de ikke vil have den ønskede og forventede effekt på håndteringen af pandemien. Hertil kommer at solutionisme, ifølge Morozov, kvæler enhver form for kreativ tænkning, der ikke har til formål at bibeholde markedet.
■ Så ja, vi lever i sandhed i en mærkelig tid – corona-pandemien er livsomvæltende for de fleste af os – men tiden er i særdeleshed mærkelig på grund af vores solutionistiske måde at forsøge at løse problemerne på.
Om forfatterne: Jens-Erik Mai er institutleder og professor, mens Sille Obelitz Søe er post.doc på Informationsstudier, Institut for Kommunikation ved Københavns Universitet.
Artiklen er fra Danmarks Biblioteker nr. 3, 2020.
