Jens Thorhauge, tidligere direktør for Biblioteksstyrelsen mv. i dag seniorrådgiver, giver her sin spændende beretning om udmøntningen og implementeringen af loven – som den dag i dag er grundlaget for landets biblioteksvirksomhed og den fælles national online service til borgerne – bl.a. debatten om og kampen for gratisprincippet.
Fortællingen viser, at grundlæggende principper kan besluttes på få minutter, mens en lovkonkretisering ikke sker over night.
En eventuel ny lov vil, som Thorhauge ser det, næppe omfatte flere ‘obligatorier’, snarere mere lokal selvbestemmelse og fleksibilitet.
Ny teknologi og nyt bibliotekskoncept
I Danmarks Biblioteker nr. 2, 2020 skrev professor Rolf Hapel om arbejdet i Udvalget om bibliotekerne i Informationssamfundet, det såkaldte UBIS-udvalg, nedsat i 1995 som led i regeringens opgradering af bibliotekernes muligheder for at udnytte
de nye informationsteknologier. Udvalgets betænkning udkom i november 1997 med forslag til et nyt bibliotekskoncept. Her følger min beretning om det videre arbejde med tilblivelsen og implementeringen af loven, som jeg var dybt involveret
i.
UBIS-betænkningen var et rigtig godt grundlag for det egentlige lovforberedende arbejde. Betænkningens forslag om det udvidede biblioteksbegreb omfattede både det fysiske og det elektroniske bibliotek – og blev godt modtaget. Det gjorde
også idéen om den såkaldte ligestilling af medierne, der ville gøre det obligatorisk for bibliotekerne at stille alle medier til rådighed for udlån og ikke blot bøger og andre trykte materialer.
Den store knast var, hvor meget det ville koste, og hvor de 300 mio. kroner om året, som udvalget estimerede, skulle komme fra. Som beskrevet af Hapel pegede flertallet i UBIS-udvalget på brugerbetaling.
Et vigtigt minut i bibliotekshistorien
Det lovforberedende arbejde blev sat i værk i foråret 1998. Der havde været folketingsvalg i marts, og Poul Nyrup (A) dannede regering med Det Radikale Venstre – med Elsebeth Gerner Nielsen (B) som kulturminister og Mogens Lykketoft
(A) som finansminister. Som nytiltrådt direktør i Biblioteksstyrelsen deltog jeg i det møde på kulturministerens kontor, hvor UBIS-betænkningen skulle forelægges. Det lå i kortene, og det var også klart departementets opfattelse, at arbejdet skulle
have som præmis, at loven ville afskaffe gratisprincippet. Men den nye minister var velforberedt. Gerner Nielsen afbrød hurtigt afdelingschefens introduktion og henvendte sig direkte til mig med spørgsmålet:
“Hvad mener du om gratisprincippet, Thorhauge?”
“Mener du mig personligt?”
“Ja”.
“Jeg mener, man skal kæmpe for at bevare det”, svarede jeg.
“Det gør jeg også. Så er det på plads, vi går efter at fastholde gratisprincippet. Det bliver min opgave at skaffe pengene, I må udarbejde lovforslag“, konkluderede ministeren.
Og sådan blev det. Ordvekslingen tog ca. 1 minut. Det er nok et af de vigtigste minutter i nyere dansk folkebibliotekshistorie.
Forarbejde, udfordringer og 32 versioner
Det lovforberedende arbejde var grundigt. Det tog to år, og der foregik mange forhandlinger, især med de kommunale parter, både KL og Københavns og Frederiksbergs kommuner, der dengang ikke var medlemmer af KL. Vi nummererede
versionerne af vores lovudkast. Jeg erindrer, at vi nåede frem til 32 versioner. Finansieringen var og blev det vanskeligste punkt. Biblioteksstyrelsen lavede nye be regninger for at få prisen på 300 mio. kroner ned. Bl.a. blev videogrammer taget ud
af loven som obligatorisk materiale, især fordi kommunerne var bange for et ustyrligt udgiftspres som følge af hæmningsløse lån af spillefilm. Til det endelige lovforslag var forhandlingerne med kommunerne endt på, at merudgiften til det udvidede bibliotek beløb sig til 160 mio. kroner om året.
Kulturministeren havde i armlægning med finansminister Mogens Lykketoft fået accept af en bevillingsforøgelse på 100 mio. kroner om året, virkelig en bedrift. Det var nærmest uhørte 5% forøgelse af bevillingen. De resterende 60 mio. kroner skulle derimod komme fra bibliotekernes egen indtjening. Hovedprincippet i loven var, at kerneydelsen skulle være gratis, men bibliotekerne ville fremover kunne opkræve betaling for supplerende ydelser, f.eks. ekspreslevering og særlig vejledning, ligesom der blev åbnet for at drive indtægtsdækket virksomhed med kurser og konsulentydelser mod betaling på markedsvilkår. Loven blev vedtaget den 4. maj 2000 med et bredt flertal.
Kun Dansk Folkeparti og en løsgænger stemte imod.
Vejen til en ny biblioteksvirkelighed
Trods ihærdige forsøg kom ingen af aktiviteterne vedrørende egen indtjening til at fungere vedblivende i praksis. Jeg må vedkende mig et stort ansvar for egenfinansierings-konstruktionen, men uden den var loven næppe blevet vedtaget. Diskussionen om pengene viste sig i praksis rent politisk. For kommunerne handlede den om en forøgelse af bloktilskuddet. De 100 mio. kroner årligt landede kun i begrænset omfang i bibliotekerne.
Der er også flere bestemmelser i loven, der aldrig kom i spil, bl.a. § 29 om, at man i visse situationer kan pålægge brugeren betaling af “et særligt forbrugsbestemt licensgebyr”. Det afspejler, at loven er skrevet ind i en situation, hvor erfaringerne
med ophavsret og licenser var stærkt begrænsede, og det var umuligt at forudse, hvordan dette nye felt ville udvikle sig i fremtiden, så bestemmelsen var tænkt som en nødbremse.
Lånesamarbejde og centralbiblioteksaftaler
Udover ligestillingen af medierne og dermed internettet, fastslog loven alle offentlige bibliotekers forpligtelse til at del tage i lånesamarbejdet. De bestemmelser var rettet mod forskningsbiblioteker, der i flere tilfælde havde været mindre tilbøjelige
til at udlåne til andre biblioteker. Der var også forskningsbiblioteker, der var stærkt bekymrede over udsigten til et fælles nationalt bibliotek.dk, hvor ‘fremmede’ brugere ikke alene kunne se deres samlinger, men også bestille fra dem!
Ønsket om at styrke det samarbejdende bibliotekssystem lå også bag lovens bestemmelser om, at centralbiblioteksvirksomheden baseres på resultatkontrakter mellem de pågældende biblioteker og staten. Hensigten var, at centralbibliotekerne
ikke blot skulle virke som overcentral for materialeforsyningen, men også i samarbejde med staten spille en aktiv rolle i koordinering og udvikling i betjeningsområdet.
Implementering af loven, nationalt fokus og udviklingsmidler
Da loven er en rammelov, var det helt centrale, hvordan den blev implementeret. I den sammenhæng kom §18, “Staten yder tilskud til udvikling indenfor folke- og skolebiblioteksområdet”, til at betyde rigtig meget. Biblioteksstyrelsen udmeldte
fra lovens vedtagelse strategiske satsningsområder, som der kunne søges tilskud til. Vi lagde fra første færd vægt på et bibliotekskoncept, der flyttede fokus fra samlingen til adgang til information og i næste fra information til viden, altså ikke
bare at stille materialer til rådighed, men udvikle en mere offensiv formidling, herunder med særligt fokus på nye ydelser.
Vi støttede i de første og en række følgende år bl.a.:
– Udvikling af BiblioteksVagten.dk.
– Projekter med e-bøger, der var så meget et pionerprojekt, at Forlæggerforeningen ikke ville medvirke.
– Informationstjenesten for etniske minoriteter, FINFO.
– Det første virtuelle børnebibliotek, DotBot, der åbnede i 2000.
En stor satsning var portaler, linkssamlinger, dokumenter og andre materialer på nettet relateret til forskellige fagområder. De begyndte som emneguides til internettet i slutningen af halvfemserne (før Google!) og udviklede sig til ’Netbiblioteker’
og senere til fagportaler, som vi samlede på bibliotek.dk. I bakspejlet kan man se, at Netbibliotekerne var et overgangssmå ænomen, men de var nyttige og spillede en betydelig rolle for bibliotekernes kompetenceudvikling og et nyt mere tværgående samarbejde også med forskningsbibliotekerne.
Bibliotek 24/7 og kørselsordning
Rygraden i det nye bibliotekskoncept var bibliotek.dk. Med denne service fik alle borgere direkte adgang til at søge i og bestille fra alle landets bibliotekssamlinger 24/7. Udviklingen og fuld implementering havde første prioritet. Substansen i
bibliotek.dk var Danbib-basen, der indeholder katalogdata fra samtlige danske biblioteker. Men basen var før lovændringen ikke tilgængelig for publikum, så der var et stykke vej til den brugervenlige base, vi kender nu.
Allerede efter et par år stod det klart, at bibliotek.dk var så stor en succes, at det gav problemer med en voldsom og dyr vækst i postforsendelser af materialer. Biblioteksstyrelsen udviklede derfor i 2003 en kørselsordning, der kun skulle tage
sig af distribution af materialer mellem biblioteker. Ordningen kom i offentligt udbud og gik i gang i 2004. Den forbedrede og billiggjorde lån mellem biblioteker med yderligere vækst til følge. Bibliotek.dk blev markedsført med udsendelse
af et postkort med den glade nyhed til samtlige husstande i Danmark.
Der blev derudover iværksat ny lederuddannelse og kompetenceudvikling for bibliotekernes personale i samarbejde med centralbibliotekerne. Og meget, meget mere.
Lov om biblioteksvirksomhed blev evalueret i 2003. Hovedkonklusionen var, at loven fungerede tilfredsstillende, at den er ‘gennemført fuldt ud, idet alle kommuner stiller de materialer, som loven kræver til rådighed’! Det eneste, der ikke blev fundet tilfredsstillende, var den meget ringe implementering af bibliotekernes egenindtjening. Men da loven var fuldt implementeret uden, skete der ikke yderligere. I Biblioteksstyrelsen var vi mere optaget af de tydelige ændringer i brugernes adfærd, som kaldte på nye strategiske indsatser.
Holder loven?
Én ting er en god evaluering for 17 år siden i 2003 i den virkelighed, loven var skrevet ind i med en kommunalstruktur med 298 kommuner og dermed mange overgangssmå biblioteker. Og en medievirkelighed der for de elektroniske mediers vedkommende var før noget, vi kan kalde den digitale revolution. En anden sag er, om loven holdt til Kommunalreformen i 2007? Kunne den rumme den udvikling, der fulgte med centralbiblioteksreform, åbne delvist selvbetjente biblioteker, lukning af næsten halvdelen af af Danmarks folkebiblioteker samt en udvikling mod en digital revolution og en betydelig vækst i ydelser både digitalt og i det fysiske bibliotek?
Ja, det kunne den. Med ganske få tilrettelser undervejs.
■ Det er indlysende, at loven i sin sprogbrug er præget af, at den er skrevet i slutningen af halvfemserne i en helt anden virkelighed end idag, og at den ville se betydeligt anderledes ud, hvis den skulle skrives med den viden, vi har nu. Men det
er en rammelov, den har ikke hindret bibliotekerne i skabe den udvikling, der har fundet sted, den har fremmet den.
En ny drømmelov som bibliotekerne kunne tænke sig, kan man let fantasere om, men mit gæt er, at når der kommer en ny lov, så bliver hovedfokus på ny relation og ændret ansvarsfordeling mellem stat og kommuner, som vi allerede ser
tendenser til. Tiden er næppe til flere ‘obligatorier’, snarere mere lokal selvbestemmelse og fleksibilitet.
Artiklen er fra Danmarks Biblioteker nr. 3, 2020.
Se jensthorhauge.dk
