Fortællingen skal ud!

Skrevet af

13. august, 2020

Kendte figuerer besøger Odense børnehuse.

Alle kender devisen fra børnenes julekalender ‘avisen SKAL ud’. Odense sørger for, at Fortællingen kommer ud! Corona-krisen har ikke gjort det let for Odenses børnehuse at komme ud til arrangementer eller kulturinstitutioner, men under nedlukningen rykkede Odense Bibliotekerne og to kendte bogfigurer ud med fortællinger for de tre til femårige. Børnehusenes interesse har været stor.

To kendte figurer fra børnelitteraturen tog derfor på rundtur til mere end 30 af Odenses børnehuse for at fortælle historier: Pippilotta Viktualia Rullgardinia Krusemynta Efraimsdotter Langstrømpe – nok bedre kendt som Pippi eller verdens stærkeste pige – som har slået sig sammen med Manden med den gule hat, kendt fra Peter Pedal-historierne.

Pippi fortæller om alle de fantastiske ting, hun har oplevet, mens Manden med den gule hat, der fandt Peter Pedal i junglen, fortæller historier fra Peter Pedals oplevelser. Børnehavefortællingerne varer ca. 25 minutter, og arrangementerne er gratis for børnehusene. Den enkelte institution aftaler med biblioteket, hvordan forløbet skal være, så afstandssikkerhed mv. overholdes.

Børnehusene har været glade for at få besøg af de to børnebogsfigurer og deres fortællinger, og interessen har været stor, også de to rådmænd på området er begejstrede for modellen.

Som by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) siger: “Historier og oplæsning kan være små vidunderlige oplevelser i hverdagen, og jeg tænker, at det gør oplevelsen endnu bedre, når det er selveste Pippi og Manden med den gule hat, der kigger forbi. Det har den store interesse vist tydeligt. Vi har mange gode kulturelle tilbud i Odense – også for de mindste, men i disse tider er det svært for børnehusene at komme rundt, så det er vigtigt, at vi går andre veje, og det er dette et pragtfuldt eksempel på.”

Hun får følgeskab af børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R), der ikke er overrasket over, at børnehusene har taget godt imod arrangementet. “Børn og voksne i vores børnehuse har efterhånden fundet sig til rette i den nye hverdag med særlige hygiejneregler og mange udendørs aktiviteter, men det ændrer ikke ved, at bøgernes visdom, ro og samværet under højtlæsningen er efterspurgt. Gang i fantasien, et større ordforråd og ny viden er bare nogle af fordelene ved bøger. Jeg er virkelig taknemlig for, at vores bibliotek altid er parate, når det handler om børnenes sprog, indsigt og kreativitet.”

I løbet af perioden har børnebibliotekarerne fortalt historier for over 1.000 børn, og historierne er kommet langt omkring. Alle steder har pædagoger filmet børn og fortællerne for at lægge det på ForældreIntra – så på den måde er biblioteket kommet i kontakt med rigtig mange børn, pædagoger og forældre.

  Til efteråret fortsætter fortællingerne en gang om ugen på hovedbiblioteket, hvor børnebiblioteket inviterer på fortællinger med Manden med den gule hat. Modellen er lige til at genbruge i andre biblioteker og kommuner.

I rollen som Pippi Langstrømpe optrådte bibliotekernes Charlotte Gam og Maria Jacobsen, mens Manden med den gule hat er undertegnede.

Artiklen er fra Danmarks BIblioteker, nr. 4, 2020.
 

SØREN DAHL MORTENSEN er bibliotekar/Senior projektleder vedOdense Biblioteker og Borgerservice.

Biblioteket – lokalsamfundets fælles sted

I mange kommuner har man i flere år åbnet biblioteket, også når det var ‘lukket’ – altså med udvidet åbningstid uden bemanding. Det giver ind imellem uro og skaber ...

Overblik og aktuelle AI-problematikker

Sådan styres din adgang til viden på nettet af kunstig intelligens. Kunstig intelligens / AI (artificial intelligence) er for alvor kommet på dagsordenen de sidste år – ikke ...

Stevns åbner nyt børnemekka

Børnekulturhuset i Stevns Kommune skal gå hånd i hånd med den undervisning, børnene møder i skolen, men tilbyde adgang til læsning og litteraturens verden på en anderledes ...

Set fra MIN stol: Vi skal vække børnenes lyst til at læse

Med nyt Børnekulturhus for leg og læring vil Stevns Kommune genoplive læselysten og samtidig give børn med læsevanskeligheder nye oplevelser. Folkebibliotekerne står ved en ...

AI – Biblioteket har en kæmperolle

“AI – Biblioteket har en kæmperolle. Ikke mindst i forhold til unge og studerende i landets fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker.” Man taler ofte om, at ...

AI – dansk sprogmodel undervejs

Når der tales kunstig intelligens tales også ofte om behovet for ‘en dansk sprogmodel’. Hvorfor det? SF har bl.a. fremsat forslag til folketingsbeslutning. Man ...

Norge: Sammen om læsning – Leselyststrategien 2024-2030

Vi skal bygge en stærkere kultur for læsning. Samarbejde mellem skoler og biblioteker skal styrke læselysten i Norge. Den norske regering har, som man kunne læse i Danmarks ...

Bibliotek på ungdomsøen

Sommeren før corona blev Middelgrundsfortet ved Københavns Havn forvandlet til de unges ø, da Ungdomsøen åbnede i august 2019. Øen er for unge og udvikles af unge. Nu har ...