Med sin markante arkitektur, mange funktioner og inddragelse af nye medier blev Centre Pompidou straks fra åbningen i januar 1977 et ikon for fremtidens bibliotek og kunsthal. I 1979 besøgte jeg i forbindelse med en rundrejse til franske kulturhuse også det nye Centre Pompidou, som på det tidspunkt var det mest nyskabende og dristige kulturhus i Europa. Med sin trendy beliggenhed i Les Halles foregreb det tendensen til revitalisering af tidligere industriområder med kultur som drivkraft.
Her mere end tredive år efter har jeg genbesøgt Centre Pompidou i forbindelse med et studieophold i Paris med det formål at undersøge om centeret stadig er et laboratorium for kunst- og kulturformidling, eller om det er blevet et brand i sig selv som mål for kulturturisme. Og i den forbindelse, om det kan konkurrere med Paris’ nye kunst- og kulturarenaer, her med Gaîte Lyrique fra 2008 som eksempel.
Centre Pompidou – en kulturfabrik
Georges Pompidou (Frankrigs præsident 1969-74) satte sit monument over sig selv med Centre Georges Pompidou, et projekt der skulle vise omverdenen, at det franske kunst- og kulturlivs ‘jours de gloire’ ikke var slut. Hvor Paris i efterkrigstiden var ved at blive overhalet inden om af nye kunstbyer som London og New York, skulle byen vise, at den formåede at forny sig. I en tale til Nationalforsamlingen udtalte han: “Det er min drøm, at Paris skal have et kulturelt center (…). Det skal både være et museum og et kreativt center, hvor finkulturen møder musik, film, litteratur og av-medier (…). Biblioteket vil tiltrække tusindvis af læsere, som på samme tid vil komme i kontakt med kunsten.”
Idéen var, at centret skulle være åbent udadtil og flydende indadtil, sådan at der kunne foregå en stadig interaktion mellem de afdelinger, det skulle indeholde: MNAM (Musée National d’Art Moderne), BPI (Bibliothéque Publique d’Information) og IRCAM (Institut de Recherche et Coordination Acoustique/ Musique).
Centre Pompidou som et urbant legetøj
Det blev de helt unge og dengang totalt ukendte arkitekter, Renzo Piano og Richard Roberts, der vandt arkitektkonkurrencen foran 660 projekter fra 49 lande. Deres pop-art inspirerede æstetik kombineret med high-tech-arkitektur med glasfacader udstyret med eskalatorer i gennemsigtige rør på ydersiden af facaden har medvirket til at gøre bygningen til et ikon for det tyvende århundrede, en ekspressiv struktur som ligner alt andet end det klassiske museum eller bibliotek. Som Renzo Piano udtrykker det, er “bygningen ikke tænkt som et monument, men som en fest, et kæmpe urbant legetøj”. Selve bygningen fylder 7.500 m2, og resten blev udlagt som en brostensbelagt, let skrånende plads, der danner en trans-zone mellem bygningen og byen. På pladsen udfolder der sig et mere folkeligt kulturliv med mimere, jonglører og andet gøgl. Her foregreb arkitekterne tendensen til den ‘legende by’, som i dag er blevet et mantra i kultur- og byplanlægningen.
Centre Pompidou i dag
At besøge Centre Pompidou i dag er som et dejá vue: Jonglørerne på pladsen foran synes at være de samme som i 1979, og selve bygningen synes, trods noget nedslidt, at holde. Det er stadig en bygning, der imponerer ved sit unikke design. Udsigten fra eskalatorerne og fra tagetagen er stadig fantastisk, og det i sig selv er en væsentlig faktor i, at stedet trækker over 7 mio. besøgende om året. Den er blevet et ‘must’ i turistguiden.
Det er givet, at Centre Pompidou har fungeret som både et ikon, der signalerer et moderne og fremtidsrettet Paris, og som en place-maker i et nedslidt arbejderkvarter. Men med nedlæggelsen af Les Halles, byens store kød- og fødevaremarked, er forbindelsen til det levede liv i kvarteret forsvundet. I dag findes kun en enkelt slagterforretning i det tidligere kæmpe areal, som nu er blevet til Les Forum des Halles, et lav-pris, underjordisk shopping-center. Husene, der omkranser pladsen, er blevet til dyre ejerboliger, en tendens der har bredt sig til de tilgrænsende kvarterer. Går man inden for i bygningen, er den store forhal blevet nyindrettet. Den fremstår noget kølig, som en modsætning til den levende piazza uden for. Rummet understøtter en stemning af supermarked med butik og billetkø. Med museets noget tradtionelle udstillingsprogram og aktiviteter, synes centret ikke at leve op til den oprindelige idé om at fungere som et mødested på tværs af finkultur, populærkultur og nye medier.
Fra offentligt bibliotek til læsesal
Mest skuffende har det været at gense Bibliothéque Publique d’Information (BPI), som i 1979 med sine nye medier, aktuelle tilbud og sproglaboratorium var et af de mest avancerede offentlige biblioteker i Europa. I dag fungerer rummene først og fremmest som store, stille læsesale. Folk står i kø for at komme til for at kapre en af de 2.140 arbejdspladser, der er til rådighed. Bibliotekets vicedirektør Emanuel Aziza fortæller gerne om de store planer for nyindretningen, hvor man, inspireret af Library 10 i Helsinki, vil forsøge at komme den nye generation i møde ved at skabe ø’er i bibliotekslandskabet til møder, egen kreativ produktion og scener for optræden. Idéer er der nok af, og planerne er tegnede. Men selv om ministeriet har givet grønt lys og 5 mio. EURO til ny-indretningen, kræver det samtidig, at alle læsepladserne opretholdes, et krav der stort set umuliggør projektet. Heller ikke forholdet til resten er Centre Pompidou er optimalt: Som det foregår i dag, er der meget lidt samarbejde med BPI og MNAM, og den symbiose mellem dem, der lå i de oprindelige planer, er aldrig opnået.
Gaîté Lyrique – mødested for teknologi, kunst og mennesker
Ti minutters gang fra Centre Pompidou ligger Gaîté Lyrique. Lokalerne er funky indrettede i det tidligere Theatré de la Gaîté, og her finder man nu udstillings- og mødelokaler, et ressource-center, atelierer til artists-in-residence, en oplevelsesbutik og en café. Stedet drives af Paris Kommune i samarbejde med en række private partnere og sponsorer.
I Gaîté Lyrique udforskes alle former for digital kultur: Film, animation, teater, dans, grafisk design, arkitektur, computer spil, software kunst, mode mm. Det handler om at skabe relationer mellem kunstneriske former og at udforske den nye dimension, mødet mellem disse kunstformer og ny teknologi frembringer.
Centrets hovedformål er at skabe kendskab til og åbenhed overfor nye former for digitale medier. For at fremme dette organiseres en lang række events, bl.a. to store tematiske udstillinger og 120 performances om året, herunder koncerter, foredrag, workshops og koncerter, som bringes live on-line. Programmet er ifølge Gaîté’s hjemmeside “mangfoldigt, eklektisk og bæredygtigt”, og der lægges vægt på at skabe en balance mellem kendte kunstnere og vækstlag. Det er åbent for alle, men stedet henvender sig først og fremmest til den 15-35 årige digitale generation.
Centralt i bygningen ligger ressource-centeret, et åbent bibliotek, som understøtter udforskning og kendskab til nye former for kunst og kreativitet i det nye mediebillede. Det kan være emner som nye former for arkitektur, tekstil og mode, animation, 3D og computerspil, hacker’isme og creative commons, bio kunst og retrogaming. En aktuel samling bøger og tidsskrifter om disse emner kan bruges på stedet, og uddannede bibliotekarer/dokumentalister hjælper med at frembringe yderligere viden.
I nogle designede ‘bokse’ med fladskærme kan man via touch-screen vælge programmer, der uddyber Gaîté Lyrique’s aktuelle temaer, korte indslag, som er redigerede af bibliotekarerne i samarbejde med kunstnerne. I det store gaming-område tilbydes udelukkende spil, der har relevans for det aktuelle tema. Der lægges stor vægt på at skabe sammenhæng mellem alle centret aktiviteter.
Tværkunstnerisk og interaktivt
På mange måder tilbyder Gaîté Lyrique alt det, Centre Pompidou og især dets bibliotek, kunne ønske sig at stille til rådighed. Det opfylder en ny tids behov for en tværkunstnerisk og interaktiv præsentation og udforskning af nye digitale medier. Her kommer Centre Pompidou til kort, når det gælder om at være et laboratorium for ny formidling og inddragelse af digitale medier. Det, der skulle have været en kulturfabrik for kreativitet, er snarere blevet et brand for kulturturisme.
Se mere her – Centre Pompidou: http://www.centrepompidou.fr/ og Gaîte Lyrique: http://www.gaite-lyrique.net/ .
