Endelig kom den, Dansk Bibliotekshistorie i to bind. Endelig, fordi et samlet bibliotekshistorisk værk har manglet både i den almindelige oplysning og i undervisningen af ansatte ved bibliotekerne. Til gengæld er det kommet hurtigt, når man tager i betragtning, at forarbejdet begyndte i 2017, og der har været en coronaepidemi i vejen, ligesom den opnåede fondsstøtte ikke blev så stor, som ønsket, og der har måttet skæres ned i medarbejdernes antal og et internationalt forskningsseminar for forfattere og andre medvirkende har måttet udelades.
Jeg forholder mig i det efterfølgende til bind 1, der dækker perioden fra de første klosterbiblioteker efter kristendommens indførelse i landet op til Statens Bogsamlingskomite, der tog sig af folkebiblioteksområdet inden den første lov fra 1920. Bind 2 dækker perioden fra 1920 og til i dag, og det er der andre, der tager sig af.
Historiens biblioteker
Udover en omfattende indledning, der fortæller om værkets tilblivelse og formål, indeholder bindet 6 kapitler, der kronologisk behandler historien for alle bibliotekstyper, også dem der ikke findes større fremstillinger om, kirkelige biblioteker, latinskolebibliotekerne, adelsbibliotekerne, læsekredsene og andre private biblioteker. Der er tale om en meget læseværdig fremstilling, som giver relationer til udenlandske forhold eller institutioner, der har haft indflydelse på den danske udvikling, og fremstillingen dækker alle de områder, der i det pågældende tidsrum hørte under den danske konge, altså hertugdømmerne indtil 1864, Norge indtil 1814, Island indtil 1944 samt kolonierne. Dette er relevant, da der er masser af forbindelser mellem de forskellige områders biblioteker. Vigtige værker på Det Kgl. Bibliotek er kommet fra Gottorp Slot i Slesvig, og dubletter fra Det Kgl. Bibliotek er givet til Reykjavik og Christiania (Oslo).
Den overordnede fortælling går fra de lukkede til de åbne biblioteker med milepæle som åbningen af P. Suhms private bibliotek med over 100.000 bind for offentligheden i 1775 og Det Kgl. Biblioteks åbning i 1793. Der er tillige skæbnefortællinger om en række biblioteker, hvoraf de værste er om brandene med Københavns brand i 1728 som den allerværste, der udryddede Universitetsbibliotekets samlinger samt en række private samlinger. Det næstværste var krigene, og i det 17. og 18. århundrede var det svenskerne, der hærgede bibliotekerne i provinsen. Adelsmanden Jørgen Seefeld måtte opleve at få sit bibliotek røvet to gange under svenskekrigene i 1650´erne.
I det sidste kapitel når vi frem til de folkelige bibliotekers fremkomst først som almuebiblioteker, der sigtede mod underklassens oplysning, til folkebogsamlingerne, der blev til folkebiblioteker og havde hele befolkningen som målgruppe. Landsudstillingen i Aarhus i 1909 med det første generelle biblioteksmøde for både folke- og forskningsbiblioteker omtales fyldigt, som den milepæl det var. Vi får de første betragtninger om uddannelse af professionelle bibliotekarer og de første børnebiblioteker. Emner der fylder mere i bind 2.
Værket
I et så omfattende værk kan det ikke undgås, selv om der er en tidsmæssig opdeling, at der forekommer gentagelser, men de er ikke mange og virker ikke forstyrrende i fremstillingen.
Værket kan også anvendes som opslagsværk, idet der er de fornødne noter og litteraturlister, som man kan benytte sig af, hvis man vil arbejde dybere med et emne, ligesom der er et register som indgang til bestemte emner. Under min læsning ville jeg slå tilbage for at finde ud af, hvornår Åbo Akademi brændte, men kunne ikke finde det i registret. Det viste sig at skyldes, at der i teksten er skrevet “akademiet i Åbo”. Det hører også til i småtingsafdelingen. Det samme gælder den litteratur, der ikke er henvist til. Der må nødvendigvis vælges og vælges fra.
Bindet er rigt og flot illustreret, også med billeder, som i hvert fald jeg ikke har set før, mens andre er klassikere som billedet fra Deichmanske Bibliotek i Oslo med trådnet mellem lånere og bøger eller billedet (s. 329) med de tre pionerer, Døssing, Steenberg og Banke, der stirrer alvorligt på os, men derudover ligner min barndoms Fy og Bi samt Chaplin!
På allersidste side når vi til stiftelsen af Danmarks Biblioteksforening i 1905 efter at der i årevis havde været uenighed mellem grupper, der syntes, at staten blandede sig for meget i folkebibliotekernes virke, og grupper, der ønskede statsligt engagement i og professionalisering af området. Det blev de sidste, der sejrede med 1920-loven.
I indledningen (s. 30) er der en tegning lavet af Lysholt Hansen, biblioteksforeningens magtfulde formand igennem mange år. Her omtales han også som formand for den bibliotekskommission, der afgav betænkning i 1979. En meget afgørende person var han, men formand for kommissionen var Kulturministeriets departementschef Ole Perch Nielsen.
■ Med Dansk Bibliotekshistorie har vi fået udfyldt et stort hul, så vi som også Frankrig og Storbritannien har fået en dækkende bibliotekshistorie, der vil være af betydning for uddannelse og forskning samt for interesserede læsere af kulturhistorien. Der kan læses om bøger og bogproduktion og om interessante personligheder som Griffenfeld, Moldenhawer, Suhm, H.O. Lange og Steenberg. Det er mit håb, at værket kan blive indgang til at der skrives biografier om disse, men også om Døssing som biblioteksmand.
Den samlede fremstilling er også et godt grundlag for at flere faghistorikere kan få øje på denne spændende side af kulturhistorien.
OLE HARBO, forh. rektor Danmarks Biblioteksskole.
