– Det er en stor opgave for kulturinstitutionerne, at give alle børn og unge adgang til oplevelser af kunst og kultur. Det digitale er primært et middel, der kan give adgang og rum til kulturen, og det digitale kan aldrig erstatte den autentiske kulturoplevelse.
Sådan indledte kulturminister Marianne Jelved årets møde mellem Kulturstyrelsen og de ca. 600 fremmødte kulturaktører fra hele landet. Både årsmødets tema og ministerens tale understregede det faktum, at ‘det digitale’ stadig er en fremmed størrelse i de allerfleste kulturinstitutioner. Alle har taget digitale værktøjer i brug, men helt integreret i vores arbejde er de, af mange forskellige grunde, stadig ikke.
Årsmødets første dag bød på masser af inspiration og ansporing til eftertanke.
I museernes verden
Efter frokost deltog jeg i et møde om digitalisering af kulturarven. Måske havde jeg ikke læst programmet godt nok, for der dukkede, mod forventning, ingenting op om digitalisering af den litterære kulturarv. Det hele drejede sig om museernes arbejde med udfordringen.
Når jeg alligevel blev hængende, så var det fordi, jeg blev vældig optaget af det, der kom frem mellem linjerne. Der mangler tilsyneladende klare definitioner af, hvad digitalisering af kulturarv i bund og grund går ud på. Med lidt god vilje kunne man ane en skelnen mellem indhold, metadata og formidlingsværktøjer. Den skelnen, som vi kender rigtig godt fra bibliotekerne, og som vi også kæmper med at holde styr på. Især i forhold til Danskernes Digitale bibliotek. Snakker vi om digital formidling af fysisk indhold eller digital formidling af digitalt indhold? Her er hverken vi eller museumsfolkene på fast grund.
Dette er ikke en stenøkse
En anden og mere filosofisk overvejelse handler om digitalisering af genstande. Vi kan nok blive enige om, at en digitaliseret bog stadig er en bog med de samme litterære kvaliteter som en trykt bog, men er et digitaliseret maleri stadig et maleri, eller er det et digitalt billede af et maleri? I hvert fald kan et billede af en lerkrukke eller en stenøkse vel aldrig blive andet og mere end et billede – heller ikke selv om det bliver printet ud på en 3D-printer.
Nå, men museumsfolkene har overvejelser om fælles standarder for registrering af museumsgenstande. Et område, hvor vi biblioteksfolk i hvert fald har vores på det tørre.
Nye ritualer
Hvis man efterlyser reelle mentale skift i forhold til digital formidling, så gav Sarah Ellis fra The Shakespeare Company et virkelig kvalificeret bud. Det var helt fantastisk at høre om arbejdet med at bygge en scene “in the online space” og med at trække et medskabende publikum ind i hjertet af forestillingen ved hjælp af digitale værktøjer. Takket være et “proper partnership” med Google kunne det lade sig gøre at skabe nye kulturelle ritualer.
På samme måde talte Andrew Marcus og Claire Sussums fra London Museum om at komme ind under huden og skabe en passion for deres by. De bruger digitale værktøjer til at nå flere mennesker og engagere hver eneste skoleelev i byen.
So where are we now?
Carsten Andreassen fra Google illustrerede på overbevisende måde, hvordan udviklingen bare eksploderer igen og igen, og hvordan alt, inklusive vores fundamentale behov, er i konstant forandring.
Få, eller ingen, i forsamlingen hørte til de digitale indfødte, så en udmattet misstemning begyndte at snige sig frem fra Hotel Nyborg Strands rødbrune murstensvægge, men så kom heldigvis Carsten Beck fra institut for Fremtidsforskning og trak os i land igen. For hvor meget kan det enkelte menneske egentligt rumme, og vil behovet for fordybelse ikke manifestere sig igen og igen som en modtendens?
Jo heldigvis, og tak for det. Vi skal tage ansvaret for vores eget liv, men kun ved at være medskabende og fremtidsorienterede. Flere, bl.a. Abraham Lincoln, har sagt, at den bedste måde at forudsige fremtiden på er at skabe den selv. Det er jo sådan, man tager ansvaret for eget liv. Så på med vanten og frem over stepperne. Der er ingen vej tilbage.
En ny guldalder?
Tilbage til vores kloge kulturminister der taler om sprogets betydning og om hvordan, guldalderens store personligheder var medvirkende til, at det videnskabelige sprog og det kunstneriske sprog var to sider af samme sag. Den kloge kone bliver glad, når den ultimative regnedreng kalder finanslovsforslaget “Et stærkere fællesskab”, og hun slutter med at sige, at vi skal have det digitale etableret dér, hvor det giver mening, men vi skal sikre, at det sker på fællesskabets præmisser. Sådan!