Skrevet af
Johan Rosdahl
Gustaf Munch-Petersen blev født 18. februar 1912 i et trygt akademisk miljø – faderen var professor og moderen universitetslektor. Han blev student i 1930, begynder at studere, men rejser i 1932 først til Grønland, siden rundt i Europa. Fra 1933 til 1935 bor han skiftevis i København og i moderens hjemland Sverige. Endelig i 1935 slår han sig ned på Bornholm, hvor han bliver gift med keramikeren Lisbeth Hjort. I 1937 rejser han til Spanien for at kæmpe for demokratiet mod Francos fascisme i den spanske borgerkrig og i april 1938 falder han. I sin levetid nåede han at udgive digtsamlingerne det nøgne menneske (1932), det underste land (1933), mod jerusalem (1934) og Nitten Digte (1937 samt romanen simon begynder (1933). Posthumt er udgivet digtsamlingerne black god’s stone (på engelsk) og den svensksprogede solen finns.
De basale værdier
I sit liv vender Gustaf Munch-Petersen sig fra det akademiske liv mod de basale, enkle værdier – på Bornholm arbejder han således som fisker – skrive gør han hele tiden. Gustaf Munch-Petersen var også billedkunstner, og det er bl.a. inspirationen fra den ekspressionistiske og surrealistiske malerkunst, der også i hans digtning slår igennem. Han bliver en del af det kunstneriske miljø omkring tidskriftet Linien, hvor også malere som Ejler Bille og Vilhelm Bjerke-Petersen hørte til. Det er Vilhelm Bjerke-Petersen, der medvirker til at Gustaf Munch-Petersen får en række billeder med på en udstilling i 1935.
Fra despekt til kanon
Gustaf Munch-Petersens bøger blev ikke ret godt modtaget. Bortset fra debutsamlingen det nøgne menneske blev der i anmeldelserne lagt så meget vægt på det sære og normbrydende, at de mere tolerante opfattelser blev overdøvet.
“Forrykt”, “Vaas” er typiske betegnelser. “Hans Kæphest er at skrive aandsvage Digte med lutter smaa Bogstaver”, var en almindelig dom. Digtenes efterliv og rehabilitering især i 1960’erne og med fuld styrke i 1980’erne giver imidlertid en ganske anden bedømmelse af forfatterskabet. De modernistiske lyrikere med deres hævdelse af sproget som erkendelsesredskab og 80’er lyrikerne anerkender Munch-Petersens skrift og lader sig inspirere af den. Ser man på udbredelsen af digtene i antologier til undervisning, er det imidlertid påfaldende, at udvalget ind-skrænker sig til to-tre bestemte digte. Digtene “til mine forældre” med dets almengyldige skildring af generationskonflikten og det programagtige “det underste land” bliver de helt dominerende eksempler på Munch-Petersens kunst. Det sidste er i øvrigt med i Kulturkanonen fra 2006. Endelig er digtet “rids” ofte med som eksempel på Munch-Petersens stringent sansede naturlyrik.
Det unikke
Men Gustaf Munch-Petersens forfatterskab kan ikke uden videre sættes på formel, skønt det har været almindeligt at fastholde ham i delvist modsigelsesfyldte, forskellige roller. For eksempel som surrealist. Ved siden af Jens August Schade, den eneste vi har af slagsen, bliver det sagt. Den anden fastlåsning har været den biografisk-mytiske: Her har vi den unge kunstner, der går i døden for sit standpunkt. Man kan også sige, at der har været to forskellige analytiske tilgange: Munch-Petersens lyrik som eksempel på det rene billede over for opfattelsen af teksterne som udtryk for en tragisk humanisme. Disse placeringer af forfatterskabet kan jo sagtens eksistere side om side, men for at få et bredere og dybere greb om denne meget særegne digtning skal man, som foreslået af Tue Andersen Nexø droppe etiketterne: “Slipper man roret, er der strømme nok at følge”. Så ville man måske også se et bredere anderledes udvalg i antologier og litteraturhistoriske fremstillinger.
Det er det, der er idéen med Klassikerdagen. Ved at pege på Gustaf Munch-Petersen som klassiker i året 2012 fejrer vi hans 100-års dag med det dobbelte formål at minde om hans mest kendte værker, men også med håbet om at læsere vil finde vej til andre tekster i – og nye perspektiver på forfatterskabet.
jeg har to frakker
jeg har to frakker,
som jeg skifter med –
af elefanthud er den ene,
af sommerfuglens skind den anden.
den første er for gråvejr,
og for krigstid;
i slagsmål,
og blandt onde ord
jeg går i elefanthud.
og solskin er det bedste,
for sommerfuglefrakken –
når jeg er blandt venner,
i tryghed og ro,
så blotter jeg mit indre
igennem flor og vinger,
kun een fejl har de begge
ellers så gode frakker:
jeg ikke selv bestemmer,
når jeg vil skifte dem.
Gustaf Munch-Petersen
Bragt første gang i tidsskriftet Vild Hvede, 1932 og senest i dagbladet Politiken den 25. september 2012 ved Thomas Bredsdorff.
