Skrevet af
Johan Rosdahl
Gustav Wied, årets klassiker, blev født i et relativt velhavende proprietærmiljø i 1858. Hans forældre er nærmest klassiske i fordelingen af egenskaber: faderen streng, moderen følsom. Gustav blev sat i boghandlerlære, men ville være student og det lykkedes ham i 1886. Fra 1887 levede han som forfatter og slog igennem i 1891 med novellesamlingen Silhouetter. Allerede her viser Wied, hvad der er forfatterskabets styrke: De præcist aftegnede situationer, portrætter og replikker – og den skarpe sans for menneskelig dumhed. Nok er det synd for menneskene – men han kan stadig grine ad dem.
– I 1896 gifter han sig. Parret slår sig året efter ned i Roskilde, som bliver centrum for mangt et værk af Wied. Klassikerne her er Livsens Ondskab (1899) og Knagsted (1902), som allerede i samtiden blev populære og hovedpersonerne, tolderen Knag-sted og overlærer Clausen blev siden udødeliggjort i TV-dramatisereingen fra 1972.
Men ved siden af de fornøjelige fortællinger og romaner skriver Gustav Wied andre værker, der nok har satiriske og morsomme sider, men som helt grundlæggende er pessimistiske grænsende til det uhyggelige. Og her er det ikke kun enkeltkarakterers finurligheder, der tages fat på: Det er som hos den jævnaldrende Herman Bang og mangfoldige forfattere i tidens Europa slægten som billede på hele menneskeheden der er pilrådden og degenereret. Det er forfald hele vejen rundt: kærligheden er dyrisk og venskab altid en beregning af, hvad der kan betale sig, kort sagt: et moralsk fordærv der gælder hele samfundet og alle grupper. Ikke mange finder nåde for Gustav Wieds groteske beskrivelser i Slægten (1898) og Fædrene æde Druer (1908), Som titlerne antyder er der (som hos Bang) tale om de håbløse slægter der ikke længere, fordi de har arvet den dårlige moral, kan leve op til bare de mest enkle bud om omsorg og ansvar. Gustav Wied har dermed med sin forfaldsskildringer strammet naturalismen – at alt kan forklares ved naturlove – ud over det sædvanlige. I en regelret realistisk litteratur opererer man sjældent med at dårlig moral, perversioner osv. kan nedarves. Men Wied er desperat og ligeglad. For ham er det vigtigst at udstille den moralske elendighed og det dyriske i mennesket for at pege på elendigheden. Den eneste modgift er den barnlige og umiddelbare kærlighed – og den finder man stort set ikke i Wieds værker.
– Ved siden af forfatterskabets prosa udvikler Gustav Wied en særlig dramatik, først de såkaldte ‘stillelivsstykker’ og senere de nyskabende ‘satyrspil’. Ligesom prosaen har de deres styrke i de prægnante situationer, de omhyggeligt aflyttede replikker og træfsikre ‘one-liners’, hvoraf mange har fået status som ordsprog og bevingede ord. “Måner har den farve måner skal have. Og vil du så tænde lampen” fra Skærmydsler (1901) hører til de mest kendte. Men det særlige ved satyrspillet som ny, selvstændig genre er, at her er regibemærkningerne, altså forfatterens anvisninger og ikke kun replikker og handling af allerstørste betydning. Det er her den grumme satire og overdrevne morskab folder sig allerstærkest ud, måske som det er blevet sagt er det “dansk Litteraturs frodigste Præstationer i komisk Kraft efter Holberg” (Ejnar Thomsen).
Gustav Wied er som det uartige barn der ikke uden videre køber de voksnes anvisninger og moral. Han er, som Tom Kristensen har bemærket, oven i købet måske typisk dansk ved ikke uden videre at bøje sig for den gode smag og politiske korrekthed, f.eks. som turisten der hjemmefra har læst sig til at dette eller hint kunstværk absolut skal beundres, men som ikke falder i svime som man bør. Men respektløsheden er alvorlig. Gustav Wied er som Søren Kierkegaard dybt optaget af spørgsmålet om den enkeltes ansvar, men har ikke den religiøse filosofs svar på spørgsmålet. Han er kierkegaardsk humorist, for hvem intet er helligt men uden Kierkegaards spring ud i troen. Desillusion, foragt og spot, men også medfølelse og længsel karakteriserer Wieds tekster. Og de bedste af dem har klassikerens vandmærke: den unikke form om et væsentligt, almengyldigt indhold.
Se hele introduktionen på Klassikerdagen.dk.
Klassikerdagen 2014
Gustav Wied, årets klassiker, blev fejret med manér under åbningen tirsdag den 23. september på hovedbiblioteket i København.
Efter en flot festtale ved Michael Eigtved, cand.mag. og ph.d. samt direktør ved Frederiksbergmuseerne, fulgte oplæsninger ved forfatterne Jan Sonnergaard og Jens Blendstrup. Begge læste op af Wieds og af egne værker, mens skuespiller Nis Bank-Mikkelsen fik lov af runde dagen af! Vært var Klassikerkomitéen i samarbejde med Danmarks Biblioteksforening og Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade.
Jens Blendstrup diverterede i øvrigt de mange fremmødte med et forrygende møde mellem ham og Klassikerdagen. Læs den i sin helhed på klassikerdagen.dk.
