En væsentlig del af det at bedrive forskning – om det foregår i regi af et projekt som ’Don’t Take it Personal’ eller ej – er samtalen med andre forskere og det omkringliggende samfund.
Det er muligheden for og nødvendigheden af at blive udfordret på sine egne overbevisninger. At stå til ansvar for sin forskning. Det er diskussionen, eftertænksomheden og nysgerrigheden. Det er nysgerrigheden der driver værket.
Blandt andet derfor var jeg i London den 28-29. november til konferencen Under Pressure: Truth, Trust and Democracy. Det overordnede tema var sandhed og demokrati både generelt og i særdeleshed i lyset af Brexit og Trump. Tematikkerne var mange og forskelligartede, men det helt grundlæggende og presserende spørgsmål var ’Har sandhed en fremtid?’
Konferencens ene tema var billeder og deres betydning for vores forståelse af verden. En af de store bekymringer i øjeblikket er de såkaldte Deep Fakes. Deep Fakes er billeder og film genereret ved hjælp af kunstig intelligens. Teknologien er nu blevet så god, at den kan generere billeder af mennesker, der ikke eksisterer samt videoer af f.eks. kendte mennesker, der siger og gør ting, de aldrig har sagt og gjort. Det ser fuldstændig ægte ud og de fleste mennesker kan ikke se forskel.
De muligheder det giver anses som særligt problematiske, fordi vi er vant til at billeder ikke kan manipuleres ligeså let som ord. Billeder har haft en særstatus i forhold til, hvor tilbøjelige vi er til at tro på, at noget er sandt eller ej. Hvis jeg blot fortæller, at jeg har set en elefant på Kongens Nytorv, så vil de fleste nok tænke, at det er noget, jeg finder på, eller at jeg laver sjov, og der ikke er tale om en rigtig elefant. Men hvis jeg kan fremvise et billede af en elefant på Kongens Nytorv, så vil de fleste være mere tilbøjelige til at tænke, at det er korrekt – medmindre billedet helt åbenlyst er manipuleret. Det er denne privilegerede status, der nu er under pres, og det underminerer vores fælles virkelighed.
Med Deep Fakes er det muligt at skabe sin egen virkelighed. Det er f.eks. muligt at generere videoer, hvor statsledere siger præcis det, man vil have dem til at sige. Disse videoer kan derefter deles. De politiske konsekvenser er endnu kun til at gisne om. Lige nu tales der om, at det eneste, der vil kunne afsløre, hvorvidt sådan en video er fake eller ej, er mere kunstig intelligens.
Undermineringen af en fælles virkelighed var også kernen i det andet gennemgående tema om polarisering og såkaldt epistemisk arrogance. Begge dele har at gøre med menneskers tendens til primært at tro på den information, der passer med det, de i forvejen ved eller tror. Fælles for begge er en mangel på tillid.
At vi prøver at skabe sammenhæng i og overensstemmelse imellem den information, vi støder på, er sådan set smart nok. Det er blandt andet det, der hjælper os til vurdere, om vi er ved at blive snydt eller ej. Problemet opstår, når vores overbevisninger bliver så fastlåste, at vi ikke under nogen omstændigheder er villige til at lytte til information, der strider imod dem – heller ikke selvom denne information er mere omfattende end vores overbevisninger eller f.eks. bygger på forskning.
Polariseringen betyder at vi splittes. Epistemisk arrogance betyder, at vi alle går og tror, at vi ved mere, end vi faktisk ved. Årsagen er blandt andet den øgede personalisering i de tjenester, vi benytter på internettet. Personaliseringen er med til at øge den fart, hvormed vi danner de særligt fastlåste overbevisninger, og det betyder, at vi danner flere, end vi behøver. Dermed sættes demokratiet under pres, og vi mister den fælles forståelse af verden – sandhedens fremtid.
■ Konferencens budskab var, at det i bund og grund handler om at tænke igennem, hvad det er for en verden, vi godt kunne tænke os. Hvilken form for samfund er det, vi gerne vil leve i? Hvis dette omfatter demokrati, er vi nødt til at værne om demokratiet og tale meget mere om alle dets fordele i stedet for kun at fokusere på be-grænsningerne.
Så har sandhed en fremtid? Forhåbentlig! lød svaret. Men det kræver, at vi bliver lidt mere som Sokrates og anerkender, at der altid er mere at vide.
Om forfatteren: Sille Obelitz Søe er post.doc. på Informationsstudier, Institut for Kommunikation, Københavns Universitet.
Artikel fra Danmarks Biblioteker nr. 06, 2019.
