Herlufsholm Fantasy Bogmesse 2017

Skrevet af

13. december, 2017

En forfatter, der i år trak lange køer ved indgangen, var amerikaneren Gail Carriger. Gail skriver indenfor genren Steampunk. De tre første bøger i hendes soulless-serie er oversat til dansk. Serien foregår i viktoriatidens London og forfatterens baggrund som arkæolog skinner igennem i hendes bøger. Publikum fik under interviewet med Gail Carriger indsigt i, hvordan mange af stederne i bøgerne, der knytter sig til steder, hvor hun har været på udgravning – og hvorfor så mange vampyrer er homoseksuelle. Fortællinger og små ekstra facts leveret med humor og god fornemmelse for, hvordan man vækker publikumsinteresse, uden at afsløre for meget af handlingen.

Ikke alle forfattere er lige egnede til at stille sig op på en scene eller møde deres publikum. Det er derfor vigtigt for biblioteket som arrangør, at vi både har scenevante forfattere og folk, der kan gennemføre professionelle interviews.

Bag om Herlufsholms Bogmesse
Det er måske ikke det første, man tænker på, at Herlufsholm Fantasy Bogmesse gennem mange år er arrangeret af Næstved Bibliotek og Borgerservice. Men faktum er, at der ligger mange timers arbejde udført af kulturformidlere ved biblioteket bag den årligt tilbagevendende bogmesse.

Herlufsholm Fantasy Bogmesse blev i sin tid startet som privat initiativ. Folketingsmedlem Magnus Heunicke fik idéen, og stablede med venners hjælp en fantasy bogmesse på benene i Klosterbygningen på Herlufsholm. Biblioteket var en oplagt samarbejdspartner. Biblioteket stod fra starten for en novellekonkurrence, der opfordrede børn og unge til at skrive deres egne historier. To år senere måtte de private initiativtagere sande, at det store arbejde ikke lod sig forene med almindelige jobs. De bad derfor Næstved Bibliotek og Borgerservice om at overtage bogmessen.

Opgaverne med at stable en bogmesse på benene er mange. Der skal laves virkelig mange aftaler med forfattere og forlag. Der skal laves presse og kommunikeres via de sociale medier. Der skal forhandles omkring leje af lokaler. Der skal tænkes i nye tilbud og aktiviteter. Særligt for de store udenlandske forfattere skal der laves langsigtet planlægning, da de ofte er travle og eftertragtede.

Bibliotekets rolle
Men er det overhovedet er en opgave for biblioteket? Vores indgang til det er, at formidling af bøger, understøttelse af fællesskaber og store kulturelle oplevelser netop er en del af bibliotekets opgave. Og det er præcis det, en bogmesse handler om. Samtidig har bogmessen styrket kulturformidlernes faglighed. De får et stort kendskab til både forfattere og forlag. Og så giver det os en unik mulighed for at møde nye brugere, som brænder for genren. Og holde fast i disse brugere gennem ung-til-ung formidling på de sociale medier. Sidst men ikke mindst giver det store planlægningsarbejde en masse nye kompetencer, der kan bruges i det daglige arbejde.

Styrk læselysten
Herlufsholm Fantasy Bogmesse besøges primært af sjællænderne, heraf 35% fra København. De besøgende fordeler sig især i aldersgruppen fra 10-46 år. Knap halvdelen af de besøgende er gengangere. Bogmessen har et stabilt besøgstal mellem 1.300-1.500 besøgende fordelt over de to dage, som bogmessen varer. I år var der 11 forlag repræsenteret på bogmessen og mere end 40 forfattere på scenen. Heraf tre udenlandske forfattere. Netop fordi biblioteket står bag bogmessen, er der plads til både store og små forfattere.

Bibliotekets målsætning er ikke at understøtte forlagenes indtjening. Vores interesse er at styrke kendskabet til nye danske forfattere. Nanna Foss deltog f.eks. i bogmessen længe før hun havde skrevet den første bog i Spektrum serien, hvor hun for et meget lille publikum fortalte om sin idé. Nu er Nanna Foss blevet et hovednavn og trak ligeledes meterlange køer ved bogsigneringerne.

Selvom Herlufsholm Fantasybogmesse har eksisteret i seks år, så lærer vi stadig nye ting. Vi arbejder fortsat på at gøre bogmessen inspirerende for de besøgende, relevant for forlagene og at skabe et fagligt fællesskab for forfatterne. En ting, vi dog holder stædigt fast i, er, at vi er en bogmesse og ikke en fantasyfestival! Hovedvægten ligger på bøgerne, på forfattermøderne og på læseoplevelserne.

■ Herlufsholm Fantasy Bogmesse er økonomisk sikret frem til 2020, da kulturudvalget i Næstved kommune har besluttet fortsat at understøtte bogmessen. Velkommen næste år i dagene 19-20. oktober 2018.

Lokaldemokratiet har brug for nye skuldre, stærke rum og læsestunder

Når vi taler om at styrke lokaldemokratiet, handler det om de rum, hvor demokrati skabes; i samtalen, i læsning, i fællesskabet. I dag hedder det rum biblioteket

Kulturudvalg 2026-2029

Efter kommunalvalget har vi fået et mere varieret politisk landskab i byrådene, og Danmarks Biblioteksforening hilser alle nye lokalpolitikere velkommen

Viborg er byen, hvor vi mødes

Når deltagerne til Det Bibliotekspolitiske Topmøde 2026 sætter kurs mod Viborg, går turen til en by, hvor demokratiet har levet i århundreder

Verdens bedste digitale bibliotek

Siden den spæde start i 2011 – og trods uenigheder mellem forfattere, forlag og biblioteker undervejs – er lånekurverne kun gået opad de sidste 15 år

Musikken lever på bibliotekerne

Midt i en streamingtid spiller bibliotekerne stadig en rolle, når det gælder formidling af de gode musikalske oplevelser - nu med nyt fagligt netværk

Derfor får du det godt af at gå på biblioteket

Biblioteket er et sted, hvor man aldrig føler sig overvåget eller presset. Man kan være alene uden at være ensom

AutismGoTo

Som det første bibliotek blandt en række kulturinstitutioner har Biblioteket Frederiksberg fået udarbejdet en social præsentation målrettet besøgende med autisme

Vi burde tale mere om litteratur – også i ledelsesrummet

De senere år har flere ledere opdaget, at skønlitteraturen kan give dem helt nye indfaldsvinkler til deres virke.