Skrevet af
Hanne Pigonska
Det har været et brag af festfyrværkerier ved årets bibliotekspolitiske topmøde. Jeg har i hvert fald vanskeligt ved at udvælge bare ét oplæg, som kunne undværes. Fredagens oplæg var ingen undtagelse. “Den digitale eksplosion” af Jannick B. Pedersen fra Dare Disrupt og Anders Colding-Jørgensens (cand. psych. og adfærdspsykolog) oplæg “Kan vi følge med?” komplementerede hinanden så fint.
På det første oplæg konkluderer jeg, at vi må acceptere udviklingen og lære at bruge den til egen fordel og på det andet, som i hovedessensen indeholder det modsatte budskab: Måske kan vi og skal vi stoppe udviklingen: “Der er brug for voksne, der kan holde hovedet koldt og lære den næste generation at være menneske”.
Den glade abehjerne
Colding-Jørgensen lagde ud med budskabet om, at vi stort set opfører os som lidt intelligente aber på nettet – vi er drevet af nysgerrighed. Alle de nysgerrige ‘aber’ kan komme i kontakt med hinanden wold-wide, og det er nysgerrigheden, der fører til, at vi konstant lige checker: Er der sket noget nyt?
Hvad værre er, vi tænker ikke over konsekvenserne. Vi kaster alt det gamle væk og kaster os over det nye smarte. Vi ved jo f.eks. godt, at vi bliver overvåget på nettet – men vi er for nysgerrige og dovne, vi bruger det alligevel. Hjernen er nysgerrig og doven, understregede adfærdspsykologen. Den bruger enormt meget energi og de ting, vi ikke træner, forsvinder. Hjernen rationaliserer derfor og bruger kun energi på det nødvendige, så hvis vi kan spare os selv for at tænke os om, ja så gør vi det.
Algoritmer
Nye smarte algoritmer er på vej, og det hjælper vores dovne hjerne. Vi gider ikke lede selv, i stedet hjælper algoritmerne os til, at vi fodres med lige præcis de præferencer, som vi tidligere har vist via vores netadfærd. Når du klikker rundt på internettet, så aflæser algoritmerne dine særlige præferencer og bidrager til, at du spores direkte hen, hvor du tidligere har vist, du har inte-resser.
Algoritmer kan også hjælpe sundhedsmæssigt med f.eks. en app, der kan scanne en potentiel hudkræftplet og give dig en idé om, du nu bør søge læge. Allerede i dag er det sådan, at har du eksempelvis Netflix, så vejleder den dig derhen, hvor du tidligere har vist interesse i genrevalg mm. Når du liker via FaceBook eller f.eks. deltager i de utallige personlighedstests o.l., så fortæller du samtidig, hvad du kan lide. Dovne hjerner gider ikke lede selv.
Sensorer
Du har sikkert allerede en mobil med sensor i til at måle dit blodtryk, så du ved om du er sund? Vi slipper for at tænke selv – men samtidig lader vi os styre rundt af app’s. Snart har vi også sensorer i ure og beklædning og andet. GSR (galvanic skin response – en slags løgnedetektor) er ligeledes undervejs i dine mobile devices, påklædning o.l. og den kan så spore, hvornår du bliver rørt, hvilken mad du kan lide osv. Dermed kan netsøgninger o.l. til dig blive totalt individrettet – og vores ’abe-hjerner’ blive lykkelige.
Syntetisk virkelighed
Lige om hjørnet venter ekspositionen i den syntetiske virkelighed. En virkelighed som synes reel, men ikke er det. Det bliver så virkeligt, at vi får vanskeligt ved at skille fiktion fra reel virkelighed. Skræmmende og fascinerende. Robotter tager mere og mere over, de bliver mere og mere raffinerede. Vi kan blive talt til med præcis den stemme og rytme, som vores hjerne nyder mest. Vi får en virtual reality, og hjernen kan ikke skille det virtuelle fra det reelle. Samtidig fastslog han, at alle jobs er i fare for at blive overtaget af robotter.
Vores abe-hjerne får et fix, for gider den dovne hjerne stoppe det her? Anders Colding-Jørgensens oplæg, som blev holdt humoristisk, rørte virkelig noget i mig, for det er vel reelt nok, at det er rigtig meget nemmere, at jeg straks fodres med det, der er relevant for mig, når jeg søger, at jeg kan måle mine skridt, mit blodtryk, checke om det er alvorlige pletter, der kommer på huden. Samtidig med at jeg kan drømme mig væk i virtual reality med en tur i ‘skoven’ eller ‘snakke’ med et fornuftigt menneske, når verden synes for ond og hård. Han sluttede oplægget med super relevante spørgsmål: Skal digital dannelse altid være smart? Skal eksponentielle organisationer styre samfundsudviklingen? Skal vores børn lære at lade algoritmer træffe valg for sig? Dem kan vi så passende holde op imod Dare Disrupt-meldingen fra Jannick B. Pedersen.
Jeg har givet ligeså doven en abehjerne, som beskrevet ovenfor, men jeg tænker nu: Jeg må tage mig lidt sammen og udfordre min hjerne. Gør jeg ikke det, er jeg vel stort set lige så meget robot, som de robotter vi menneskeligt udvikler. For vi kan jo ikke stoppe udviklingen! – eller kan vi?
HANNE PIGONSKA (V), er 1. næstformand i DB ogMdl. Odsherred Kommunalbestyrelse.
