Skrevet af
Elsebeth Tank
Vi har noget med at gå til yderligheder på disse breddegrader. Det gjaldt også med behandlingsformen lobotomi, bedre kendt som ‘det hvide snit’. Det ultimative kirurgiske indgreb, der først blev forbudt her til lands i 1983. Inden da havde danske læger lagt snittet på 4.000 patienter, hvilket er rekord i forhold til befolkningstal. Dét er indholdet i en af de mange korte, men yderst interessante fortællinger, der i bogen Huse der har formet os, kobler samfundsudvikling og arkitektur; bogen er netop udkommet i forbindelse med en stor sommerudstilling med samme titel i Rundetårn. Vi indbydes i bogen og på udstillingen til at forstå ambitionerne bag mange af de offentlige byggerier, som har lagt fysiske rammer til de seneste århundreders udviklingshistorie, herunder til velfærdssamfundets udvikling.
Talrige eksempler fra Danmarks Kunstbiblioteks righoldige samlinger af lysende arkitekters tegninger, akvareller, fotos og modeller gør læsningen til en sanselig oplevelse, og tydeliggør den trykte bogs overlegenhed, når det gælder værker med rigt billedmateriale. Det er som at blive inviteret ind i troldmandens eget værksted, og få en fornemmelse af det liv og de drømme, der er på spil, når de store mestre og deres assistenter tager plads bag tegnebordene, hvad enten det er for at tegne en kilometersten, Glyptoteket eller det nye Statsfængsel Østjylland.
Bogen er en fin anledning til at dykke ned i kulturarvsmateriale, som normalt er utilgængeligt for offentligheden. Gennem otte kapitler skrevet af Nan Dahlkild, Jørgen Hegner Christiansen, Ning de Coninck-Smith og Kim Dirkinck-Holmfed inviteres læseren på rejse til lands til vands og i luften, fra rytterskole til skolecampus, ind i kulturens bygninger, down memory lane til tidligere seværdige, nu ofte nedlagte posthuse eller toldkammerbygninger, ind i magtens huse, på hospitaler og galeanstalter og sidst, men ikke mindst i kroppens rum.
I kapitlet om hospitaler og galeanstalter skildrer Kim Dir- kinck-Holmfeld flere kampe mellem arkitekter og lægestand udkæmpet i forbindelse med opførelse af prægnante hospitalsbyggerier. På denne baggrund er konklusionen, at “næsten alle hospitaler har været forældede ved indvielsen og spørgsmålet er, om det også vil være sådan fremtidigt?” Desværre lyder det sandsynligt; men også angstprovokerende med tanke på de milliarder, der i disse år spenderes på landets nye supersygehuse. Historien viser os værdien af gensidig lydhørhed, respekt og generøsitet mellem arkitekter og fagfolk. Det skal til for at skabe synergi og nå til den bedste tredje version af et hus, som ingen af parterne kan nå ale-ne.
Kulturens huse behandles med stor virtuositet af Nan Dahlkild, som også er bogens redaktør. Det er underholdende og opbyggeligt at læse om biblioteksbyggerier fra det første danske universitetsbibliotek, grundlagt i 1482 og til 1900-tallet, hvor idéen om folkebiblioteker slog igennem og voksede sig stærk. Undervejs anslår ord som ‘morskabslæsning’, ‘åndelig lyststation’ og ‘tempel for åndsliv’ en lystbetonet og frisættende biblioteksdiskurs, som kontrasterer med den puritanske og nytteorienteret diskurs, der alt for ofte dominerer vor tids bibliotekssamtale. Også i denne sammenhæng kan historien inspirere.
Kvinder har kun haft stemmeret i 100 af de 3-400 år, bogen primært beskæftiger sig med. Det spejler sig også i periodens arkitekturhistorie. Der er således naturlige grunde til, at meget få kvinder er nævnt i bogens tekst. Der kunne have været mere fyldig omtale af skoler og kulturhuse skabt af Zaha Hadid, Lene Tranberg og Dorte Mandrup. Men der er nok brug for mere tid for at skabe refleksiv afstand til disse nye værker og offentlighedens modtagelse af dem.
Bogen er udgivet i tilknytning til udstillingen HUSE DER HAR FORMET OS, som er arrangeret af Danmarks Kunst-bibliotek i samarbejde med Nan Dahlkild. Den viser i tegninger og modeller eksempler på danskernes institutioner og afholdes i Bibliotekssalen i Rundetårn i perioden 4. juli til 23. august 2015.
Bogen er udgivet af forlaget Museum Tusculanum. 248 kroner.
