Stående overfor de mange biblioteksfolk og politikere indledte Politikens chef-redaktør Christian Jensen topmødet torsdag den 11. april 2019 i Musikhuset i Esbjerg med at sige, at han havde en oplevelse af “at være kommet hjem igen – hjem til biblioteket, det sted min dannelse blev sat i bevægelse”.
“Da jeg var dreng i 5. klasse i Grindsted viste biblioteket mig vejen. På biblioteket følte jeg mig tryg. Det var min andet hjem, hvor jeg kunne spise min leverpostejmad.” Christian Jensen husker lugten af automat-bouillon og støvede bøger på biblioteket først i 1980’erne. Sanseindtryk der for ham matcher Prousts erindring om Madeleinekager i storværket På sporet af den tabte tid.
På biblioteket mødte Christian Jensen ‘et voksent menneske’– en kvindelig bibliotekar. Bibliotekaren og Christian Jensen fik gennem hans faste besøg et fælles sprog, der handlede om bøger.
“Hun spurgte aldrig om, hvordan jeg havde det. Men mødet med trygheden på biblioteket var måske et møde med ‘det virkelige liv’; en flugt fra mit normale liv i en til tider ret dysfunktionel familie. Jeg brugte litteraturen til at løfte mig op, og bibliotekaren støttede mig hele vejen.”
Som læser lagde Christian Jensen ud med at læse Kim- og De 5 bøger. I et forsøg på at blive set af bibliotekaren blev det senere til noget sværere – og ikke just alderssvarende litteratur – bl.a. Karl Marx Kapitalen og Forførerens dagbog af Søren Kierkegaard. Christian Jensens livsvarige kærlighed til litteratur og biblioteker blev grundlagt i de to år, hvor han kom dagligt på biblioteket. Selv ser Christian Jensen biblioteket som det sted, hvor hans dannelse blev født og sat i bevægelse.
I sit arbejde som chefredaktør og journalist er litteraturen fortsat afgørende for Christian Jensen. “Når jeg vågner om morgenen til en højhastighedsdag, har jeg brug for den modvægt og langsomhed, som litteraturen giver. Bøger giver mig den bedste form for mental wellness.”
Christian Jensen læser i dag mest klassiske værker. Han bruger den klassiske litteratur til at spejle sin samtid og oplever – i det han tænker og skriver – at give lidt tilbage af det, han fik med fra biblioteket i Grindsted.
Hvad er det så litteraturen kan give os?
For at belyse det, havde Christian Jensen valgt fem klassiske værker, der spejler den tid, vi lever i. En tid hvor nationalismen i Europa visse steder ser ud til at udfordre den demokratiske tradition, der er bygget op siden Anden Verdenskrig og murens fald i 1989.
■ Vasilij Grossmans bog Liv og Skæbne fortæller om de menneskelige lidelser i fascismens og kommunismen epoke. Begge ideologier var totalitære og destruktive. Det enkelte menneske betød ingenting.
■ I I mit fremmede land: fængselsdagbog 1944 diskuterer Hans Fallada årsagerne til, at nazismen kunne få fodfæste. Forklaringen er den selvcensur, som de fleste indretter sig efter i den totalitære stat.
■ Den samme pointe ses i Hermann Brochs novellesamling De skyldløse. Forbrydelser finder sted på grund af dem, der ikke gør noget for at forhindre dem. De ‘skyldløse’ i det totalitære regime er de virkelig skyldige.
■ I Jaroslav Hašeks Den gode soldat Svejk afklædes det Østrig-Ugarnske kejserriges hulhed og dumhed. Det sker ved, at romanens antihelt Svejk siger ‘de vigtige ting på den forkerte måde’. Nationalismens svaghed er, at den mangler evnen til selvrefleksion og humor.
■ I H. C. Branners Ingen kender natten, der foregår under den tyske besættelse, er det forfatterens pointe, at det er nødvendigt at frygte (for) demokratiet for at bevare det. Derudover bevæger vi os i cirkler. Det meste er oplevet før.
■ I Ingen kender natten spørger H. C. Branner i øvrigt om, hvordan vi kan forhindre, at der oprettes ‘et stort kartotek’ over menneskers gener. Det er vel der, vi er i dag, når vi ser på risikoen ved, at markedet eller staten – via de digitale netværk – tager total kontrol.
Alle fem romaner spejler vores samtid og minder os om ikke at gentage nationalismens og populismens trussel mod demokratiet og om det enkelte menneskes mulighed for at tænke og handle.
I det lys kan bibliotekets ansporing til at få børn til at læse litteratur ikke undervurderes, mener chefredaktøren. På grund af det store medieudbud kan det dog ligne en svær opgave. Christian Jensen ser imidlertid de digitale muligheder som en anden vej ind i litteraturens verden.
De digitale medier og den fysiske bog er derudover lige værdifulde. Bibliotekets vigtigste opgave er at stille det relevante og væsentlige til rådighed for dem, der vil modtage det. Det kan heller ikke siges for tit, at bibliotekaren spiller en uvurderlig rolle som informations- og litteraturguide. Christian Jensen ser biblioteket som det fineste symbol på den velfungerende vel-færdsstat. Biblioteket giver alle en fair mulighed.
Christian Jensen sluttede af med at takke alle de tilstedeværende for at passe deres arbejde i forhold til bibliotekerne. “I aner ikke, hvor meget det betyder, at I gør det. Tak for det!”
MARTIN LUNDSGAARD-LETH er kultur- og biblioteksleder i Ikast-Brande Kommune.
