Hvad indebærer Kulturstyrelsen for bibliotekerne?

Normalt betyder organisatoriske sammenlægninger i den størrelsesorden udtynding i den fagprofessionelle vægtning og ofte djøfisering eller om man vil teknokratisering, hvad der som bekendt sjældent har ført til serviceudvikling i verdensklasse. Områdedirektør Jens Thorhauge er dog optimist, hvad angår konsekvenser for landets biblioteker og for kulturpolitikken generelt.
På sin blog skriver han den 6. december 2011 om fusionen, at den er et offensivt skridt. Og at den trods uundgåelig omstillingsturbulens skal ses som en ikke bare nødvendig men også en rigtig udvikling: “Min pointe er, at arbejdet med organisationsændring blev sat i værk som en spareøvelse. Men reorganiseringen har en dybere årsag, som naturligvis er de ændrede vilkår for stort set alle Kulturministeriets fagområder. Disse er især forårsaget af digitaliseringen og de kulturændringer, der i stor hast finder sted for øjnene af os.”
Thorhauges vision er, skriver han, at denne udvikling giver “et bedre gennemslag for kulturpolitikken i forhold til andre politikområder – et bedre samspil ikke bare med undervisning og forskning, men også med erhvervsudvikling, turisme, arkitektur, natur og involvering af borgerne.”

Fra statsligt centralorgan til områdekontor
Danmark har tradition for et bibliotekstilbud af høj kvalitet. Danske biblioteker bliver igen og igen holdt frem og betegnet som foregangsbiblioteker, og danske kommuner og deres folkebiblioteker har i hele ni årtier været kraftigt misundt af udenlandske biblioteker og biblioteksledere. Årsagen? Eksistensen af en selvstændig central statslig instans med ansvar for folkebibliotekernes ve og vel og udvikling, herunder for lovgivning på området.

Med den første Bibliotekslov fra 1920 og oprettelsen af Bibliotekstilsynet skabtes grundlaget og drivkraften bag den høje bibliotekskvalitet. Tilsynet rådgav både staten og kommunerne, hvor man ligefrem havde tilsynspligt ift. biblioteksdriften. Dette efterfulgtes fra 1990 til 1998 af Statens Bibliotekstjeneste, organ for både folke- og forskningsbiblioteker, idet det daværende Rigsbibliotekarembede integreredes i ressortområdet for siden at blive ændret til en styrelse. Og jo dermed først og fremmest med rådgivningsopgave over for regeringen, først alene vedr. bibliotekerne og siden også for medier.

Forhåbentlig fører den nye organisation ikke til en udvanding af statens engagement på biblioteksområdet, men, som Jens Thorhauge er overbevist om, til en styrkelse – blot i en ny kontekst.