Vi har den frihed, vi fortjener. Vi må tage os sammen. Der skal siges fra! Så længe vi lader politikerne gennemføre tiltag, som de nyligt vedtagne ændringer af offentlighedsloven, uden nævneværdigt modspil, har de ingen grund til at lade være. Og, bibliotekerne skal blive ved med at sætte dagsordener for vigtige samfundsdebatter. Politikerne må stoppe den voldsomme nedskæring og sende flere penge. Spredning af bibliotekstilbuddet har også noget med oplysningsarbejde at gøre.
Næppe mange tilhørere til debatten mellem Jacob Mchangama (JAM), chefjurist i den liberale tænketank Cepos og Rune Engelbreth Larsen (REL), forfatter og debattør, havde forventet ovennævnte opfordringer, som afslutning på programpunktets refleksioner.
Forinden havde debattørerne opmalet et relativt enigt og dystert billede af det danske samfunds generelle tilstand. Selvom en international undersøgelse netop har placeret Danmark som topscorer på rettighedsområdet, lagde JAM ud med at mene, at det går den forkerte vej, når det gælder frihedsrettigheder og retsstatsprincipper. Han underbyggede sit synspunkt med nogle karakteristiske træk i tiden, f.eks.:
– Hensynet til sikkerheden, der bruges som argument for, at systemets repræsentanter overskrider hidtil anerkendte grænser over for borgerne. Det sker, når politiet arresterer en formodet terrorist under CUP 15 i København, tilbageholder ham i mange timer, sparker dørene ind til hans kones lejlighed, opdager at der er tale om en forveksling af navne og siden er ude af stand til at finde de betjente, der foretog handlingerne. Og når det offentlige Danmark i forbindelse med et kinesisk statsbesøg lader tibetanske flag fjerne fra en fredelig demonstration, fordi potentielle kinesiske investeringer på 18 mia kr. vægtes højere end de borgerlige frihedsrettigheder.
– Symbollovgivning, der ses som en effekt af den døgnovervågning, medierne praktiserer i dag, hvor politikere ringes op og afkræves svar ved hver given lejlighed og reagerer med spontane forslag til politiske indgreb, ikke fordi de hjælper; men fordi de demonstrerer politisk handlekraft.
– Hensynet til systemet, der i stigende grad, går forud for borgernes frihed og retssikkerhed. Det er tilfældet, når f.eks. Skat, uden retskendelse, kan få udleveret dokumenter af personlig karakter ved mistanke om socialt bedrageri. Dertil kommer, at ændringer, der tidligere ville være sket af lovgivningens vej, i mange tilfælde klares administrativt via bekendtgørelser og dermed uden offentlig indsigt.
REL delte opfattelsen af, at borgeres privatlivsdomæne reduceres og invaderes, samtidig med at systemet lukker sig om sig selv. Han mente, at “de ledige spændes foran en vogn, som er med til at underminere det samfund, vi lever i”, og vendte sig imod nyere kommunal praksis, der angiveligt overvåger folks seksualliv, foretager kontrolopringninger til deres familiemedlemmer, følger deres liv på Facebook, for at afsløre muligt socialt bedrageri. “Det skaber jo ikke flere job”, konstaterede han, og gjorde opmærksom på, at der har været fejl i 95 % af de sager, hvor bidragsmodtagere har fået frataget sociale ydelser efter stikprøvekontrol.
REL nævnte ’proportionsforvrængning’ som et andet problematisk træk i tiden. Han benævnte integrationsområdet som “en slags skraldespand, hvor alt ender, hvis det har noget med indvandrere at gøre” og kritiserede pressen for at lade eksempelvis Pia Kjærsgaard slippe af sted med at påstå, at alle indvandrere lever i middelalderen, eller at massevoldtægter er kommet i kølvandet på indvandringen. “Man diskuterer tonen i debatten ikke, hvorfor der siges noget, som er substantielt forkert og forvrøvlet”.
Begge de herrer talte for at afskaffe racisme- og blasfemiparagrafferne og leve uden regulering på området, fordi kun de grupper, der allerede er politisk accepteret, har kapaciteten til at opnå beskyttelse, og fordi majoriteten altid vil have definitionsretten.
