Hyldest til Rifbjerg

Amagerdreng, begavet og charmerende ordekvilibrist, skarp digter og samfundsdebattør. Om nogen Danmarks fyrtårn i litteraturen – Klaus Rifbjerg – døde lørdag den 4. april 2015, 83 år gammel.

Rifbjerg blev udpeget som Klassiker 2011. Her markerede Klassikerkomitéen, for første og hidtil eneste gang, en enkeltstående nulevende dansk forfatter. Den formelle fejring skete på årets Klassikerdag, tirsdag den 20. i september forud for Klaus Rifbjergs 80-års fødselsdag den 15. december samme år. 

At Rifbjerg allerede havde klassikerstatus, fremgik af det en-dog meget store fremmøde til fejringen på Københavns Hovedbibliotek. Her mødte folk op i rigtig god tid og mange måtte til sidde på gulvet. Blandt de mere end 150 mødedeltagere var bl.a. et par kommet helt fra Esbjerg, fordi “vi har alle Rifbjergs bøger, og vi ville være med!”

“Hvis sandheden skal frem, og det skal den jo ved en lejlighed som denne, så er det vanskeligere at overdrive end at underdrive Klaus Rifbjergs betydning for dansk litteratur og kulturdebat siden debuten med digtsamlingen Under vejr med mig selv fra 1956. Klaus Rifbjergs omfangsrige forfatterskab dækker næsten alle genrer og rummer en lang række hovedværker, der har fornyet dansk litteratur”, fortalte Bruno Svindborg, forskningsbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek, om baggrunden for Klassikerkomitéens valg af forfatteren som årets klassiker.

“Hans forfatterskab er centralt, hvad enten man er almindelig læser, underviser eller forsker – ligesom de fleste samtidige danske forfattere har måttet forholde sig til ham. Hans evne til at sætte ord på tendenser og tanker i tiden har ihærdige tilhængere og modstandere. Men først og fremmest har han skrevet værker, der under alle omstændigheder er (ny)klassiske. 

Man kan fra det tidlige forfatterskab pege på debutdigtsamlingen men også på romanen Den kroniske uskyld fra 1958 og de dagsordensættende digtsamlinger Konfrontation fra 1960 og Amagerdigte fra 1965. Men også Klaus Rifbjergs senere indsats som digter og sprogmager har sat sig tydelige spor. Få digtere har som han bidraget til det danske sprogs udvikling. Hans forfatterskabs bredde og vildtvoksende retninger gør, at han med et udtryk han selv har opfundet “ikke er for fastholdere.”