Som ung forestillede Jens Thorhauge sig en livsgerning under litteraturens vinger. Han er mag.art. i sammenlignende litteraturhistorie fra Aarhus Universitet, hvor han trivedes så godt, at hans drømme og ambitioner som ung studerende gik ud på at blive i miljøet.
“Jeg tænkte egentlig kun på én ting, jeg ville formidle litteraturen, fortælle hvor fantastisk, den er. Jeg startede da også som undervisningsassistent ved universitetet allerede tilbage i 1971, inden jeg var færdig. Men da jeg havde afsluttet min eksamen blev der opslået en stilling som lektor i litteraturhistorie ved Danmarks Biblioteksskoles nystartede afdeling i Aalborg. Den fik jeg. Og det var kærlighed ved første blik. Jeg var utrolig glad for det job. Og også for i en periode at være leder for skolen i Aalborg, det faldt mig overraskende let. Det var et dejligt studiemiljø med inspirerende kolleger.”
Første stop væk fra Aalborg-skolen gik til en nyetableret chefkonsulentstilling for indtægtsdækket konsulentvirksomhed i 1989 på Biblioteksskolen i København. De fleste var stærkt skeptiske overfor om det kunne lykkes. Thorhauge var selv overbevist om bæredygtigheden og fik ret, og frem til 1995 leverede han efterspurgte konsulentydelser til de dengang knap 300 kommuners biblioteker. Ikke mindst i forbindelse med de omstillingsprocesser, 1980’ernes store besparelsesrunder krævede, og i forbindelse med den voksende automatisering af manuelle opgaver og indførelse af ny teknologi.
Fra direktør til direktør
Siden 1996 har der stået direktør på Thorhauges visitkort. Først var han i knap to år direktør i Danmarks Biblioteksforening. Derefter direktør i Biblioteksstyrelsen – det nye centrale statslige organ, som i 1997 afløste Statens Bibliotekstjeneste. Med Thorhauge ved roret har Biblioteksstyrelsen (fra 2008 til 2011 Styrelsen for Bibliotek og Medier) spillet en helt central rolle i udviklingen af det bibliotek, vi kender i dag.
Som de tre største udfordringer og opgaver i sine 15 år i styrelsen peger Thorhauge selv først på Lov om biblioteksvirksomhed fra 2000. Derudover på DEFF, Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek og naturligvis vedtagelsen af Danskernes Digitale Bibliotek, men han peger også på opgaven med at fusionere Mediesekretariatet med Biblioteksstyrelsen i 2008. Her fortæller han om dem i kronologisk orden.
DEFF i drift
JT: Et stort projekt lå på bordet, da jeg tiltrådte sidst i 1997. I tillæg til at skabe en ny styrelse tæt på folkebibliotekernes udvikling og uden det store bureaukrati, var opgaven at igangsætte DEFF. Det flere hundredmillioner store digitale projekt for forskningsbibliotekssiden blev skudt i gang i 1998. Efter et fler-årigt, meget omfattende projektarbejde, lykkedes det siden at fastholde DEFF som permanent infrastruktur og digital vidensbank for forskere og studerende. DEFF’s mission er i dag at understøtte læring, forskning, videndeling og innovation.
Loven og det moderne bibliotek
Udfordringen i forhold til loven var – udover en ligestilling af videns- og kulturressourcerne så internettet og de digitale medier fik samme status som de trykte materialer – at få skabt en lov, hvor biblioteket blev placeret som en uomgængelig aktør i informationssamfundet. Og ikke mindst, naturligvis, at fastholde det grundlæggende gratisprincip, som man ellers i både KL og Kulturministeriet var på nippet til at give køb på, fordi de økonomiske konsekvenser af at ændre bibliotekskonceptet var voldsomme
JT: “Da Elsebeth Gerner Nielsen (B), tiltrådte som kulturminister var det forberedende lovarbejde i gang, og hun prioriterede det straks meget højt. Det allerførste spørgsmål hun stillede mig var om min personlige holdning til gratisprincippet, så var jeg jo nødt til at stå ved den og sige, at jeg da var for en fastholdelse af det. Dét var hun så også, og sådan blev det, men det var en hård politisk kamp,” smiler Thorhauge bredt.
En andet samtidigt nybrud i bibliotekernes service var etableringen af bibliotek.dk, borgernes adgang til at søge og reservere i alle landets biblioteker, etableret i efteråret 2000 af staten ved den daværende styrelse og med DBC som leverandør. “Det aktuelle nationale projekt Danskernes Digitale Bibliotek ligger så i logisk forlængelse af den proces, der startede med at gøre internet og digitale medier obligatoriske,” siger Thorhauge.
Medier overnight
Afgørende for Thorhauges virksomhed og indsats gennem alle årene og uanset ansættelsessted har været en forståelse af bibliotekerne, som en del af landets public service på linje med de trykte og elektroniske medier. Der var derfor heller ingen tøven i hans sind, da Kulturministeriet en dag i 2008 bad ham og styrelsen om at overtage medieområdet fra departementet i Nybrogade. Hvad han ikke have regnet med var, at det skulle ske omtrent fra den ene dag til den anden.
JT: “Vi fik det, fordi vi allerede havde overtaget støtteordningerne til de trykte medier. Det virkeligt udfordrende for os i styrelsen var i øvrigt, at der ikke fulgte ekstra kvadratmetre med de 11 nye kolleger i vores i forvejen tæt besatte kontorer. De nye kom i løbet af en måneds tid, og det gik faktisk rigtig godt.”
Selv blev Thorhauge i forlængelse heraf udpeget som sekretær for det meget omtalte Dyremose-medieudvalg, hvis rapport om fremtidig fordeling af omkring 400 millioner kroner kom i september 2011. Som bekendt med anbefaling af bl.a. at gå væk fra distributionsstøtte til medierne til fordel for støtte til journalistisk indhold, således at også digitale medier støttes – som en form for demokratistøtte.
Public Service-opgaven
Den helt store udfordring for bibliotekerne i dag er vidensamfundets præmis. Dét at skulle varetage både traditionel analog (fysisk) service og digital service, og vel at mærke at skulle gøre det til hele befolkningen som en public service institution. Her, mener Jens Thorhauge, er bibliotekerne og landets store public service institution, DR, på samme hold:
“Vi havde et godt oplysningssamarbejde med DR og lavede fælles nye initiativer som Ramasjang og Palles Gavebod for børn, Romanlæseklubberne og Danskernes Akademi. Medier og biblioteker er simpelthen to sider af samme sag,” mener Thorhauge.
Hvilket også var baggrunden for, at han ikke som oprindelig tænkt stoppede i Styrelsen for Bibliotek og Medier allerede i 2011. Da Thorhauge dengang luftede disse planer for ministeriet var der fare for, at de to områder simpelthen kunne blive splittet ad og underlagt henholdsvis Kunststyrelsen og Kulturarvsstyrelsen. En anden model var sammenlægning af alle tre styrelser. “Jeg valgte som bekendt at blive. Netop fordi jeg så kunne være med til at forberede fusionen og oprettelsen af den nye Kulturstyrelse og sikre, at de to områder forblev under samme hat.”
Kulturstyrelsen
Målet med fusionen var – som Jens Thorhauge formulerede det dengang – ikke besparelser selv om det også indgik i øvelsen, men et bedre samspil mellem kulturministeriets fagområder. En styrkelse af kunst, kulturarv, bibliotek og medier ved øget koordinering og helhedstænkning. Samt en ny slagkraftig samarbejds- og partnerskabskultur.
Flere i bibliotekssektoren ser på den gennemførte fusion med nogen skepsis. Som en svækkelse af et unikt statsligt engagement på biblioteksområdet. Hvor man i omkring 90 år har haft sit eget statslige, centrale organ for til stadighed at sikre både den ‘analyserende, undersøgende og igangsættende’ biblioteks-udvikling i landet har biblioteksområdet nu fået et områdekontor langt væk fra det politiske niveau kaldet Center for Bibliotek, Medier og Digitalisering.
Denne bekymring kan Thorhauge godt forstå. Men optimist som han har valgt at være, sætter han sin lid til, at de gode intentioner og perspektiver, der blev fremhævet ved fusionen, også holder stik.
