Skrevet af
Per Nyeng
Whistlebloweren Edward Snowden
Når biblioteker og informationstjenester giver adgang til redskaber, service og teknologi, der kan gribe ind i privatlivets integritet, må de opfordre brugerne til at være opmærksomme på disse implikationer og tilbyde vejledning i data- og privatlivsbeskyttelse.
Biblioteker og informationstjenester må afvise elektronisk overvågning og enhver form for illegitim kontrol af eller indsamling af brugernes personlige data eller søgeadfærd, der kan kompromittere deres privatliv og indvirke på deres ret til at søge, modtage og videregive information. De skal tage de nødvendige forholdsregler til at begrænse indsamling af personlig information om deres brugere og den service, de benytter.
Sådan lyder et par af opfordringerne i det Statement on Privacy in the Library Environment, som den internationale biblioteksforening, IFLA, har udarbejdet. Både med afsæt i artikel 19 i Menneskerettighedserklæringen: ”Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst med- delelsesmiddel og uanset landegrænser”.
Og under henvisning til artikel 12: ”Ingen må være genstand for vilkårlig indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance, ej heller for angreb på ære og omdømme. Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb”.
Arbejdet med den nye erklæring er foregået i IFLA’s kommité for Freedom of Access to Information and Freedom of Expression (FAIFE), og udspillet herfra er efterfølgende tiltrådt af IFLA’s styrelse (Governing Board). Ligesom IFLA’s Internetmanifesto kan privacy-erklæringen betragtes som et supplement til UNESCO’s og IFLA’s folkebiblioteksmanifest fra 1994.
De anbefalede forholdsregler er ikke bare møntet på overvågningsivrige regeringer og deres efterretningstjenester rundt omkring i verden. Også på de kommercielle virksomheder, der i profitøjemed indsamler og anvender personfølsomme oplysninger eller sælger dem videre til andre interessenter.
I Privacy-erklæringen hedder det i øvrigt også, at bibliotekerne skal hjælpe deres benyttere til at vægte risici og fordele ved at udnytte internettet forskellige tjenester og vise dem, hvad der er af redskaber til beskyttelse af privatlivet. Desuden bør hele dette spørgsmål indgå i uddannelsen af bibliotekspersonalet.
Endelig skal bibliotekerne støtte, hvad der på nationalt, regionalt og internationalt plan af menneskerettighedsorganisationer og lignende aktører gøres for at beskytte borgernes digitale rettigheder.
Hertillands har skiftende formænd for Danmarks Biblioteksforening taget kraftig afstand fra overvågning af borgernes brug af bibliotekernes nettilbud og -faciliteter. Men foreningen som sådan har (endnu) ikke udarbejdet en egentlig politik på området. Og det har den statslige Slots- og Kulturstyrelse heller ikke. Den synes i det hele taget ikke at kere sig synderligt om dette spørgsmål.
Modsat i Sverige, hvor Kungliga Biblioteket (KB) som landets nationalbibliotek og som det statslige centralorgan for folkebibliotekerne har udarbejdet et regelsæt for internetsikkerhed på bibliotekerne, som lige nu testes på tre biblioteker. For derefter i en eller anden form at gå ud som anbefalinger til bibliotekerne, så de bedst muligt kan mindske risikoen for, at digital information fra tidligere brugere er tilgængelig, at information om brugerne ikke spredes, at der indføres redskaber, der kan rense bibliotekernes computerer og fjerne de digitale spor, som tidligere brugere har efterladt sig. Og endelig at muligheden for at kigge biblioteksbenytteres brug af nettet over skulderen minimeres.
Rapporten kan findes her: db.dk/ifla-statementon-privacy.
