Den nye kulturpolitiske redegørelse er kommet – den første siden 1997. Således lander redegørelsen i et nyt årtusinde, hvor virkeligheden, herunder ikke mindst den digitale, ser meget anderledes ud, end den gjorde for 26 år siden.
Ser vi alene på folkebiblioteksområdet, har man her blandt meget andet været igennem en kommunalreform, der, sammen med voldsomme kommunale besparelser på kulturområdet, har taget livet af mange lokale biblioteker, og hermed øget afstanden til det fysiske bibliotek for mange. Bibliotekerne er blevet færre, men til gengæld er opgaverne blevet flere. Etableringen af borgerservice er blot ét eksempel. En anden afgørende forandring er selvfølgelig den digitale udvikling, der konkret har reduceret antallet af fysiske udlån, men samtidigt øget udlånet af e-materialer betragteligt, og hermed dannet grundlag for, at vi i dag skelner mellem det fysiske og det digitale bibliotek, der nok kan samtænkes, men som også rummer forskellige potentialer og problematikker.
Oven i det hele, har bibliotekerne været igennem en større identitetskrise, hvor det har skullet genfinde sig selv og været tvunget til at italesætte sin eksistensberettigelse overfor kritiske neoliberale røster. En noget uvant situation i et land, hvor reglen har været folkelig og politisk konsensus om bibliotekets store betydning for oplysning, dannelse og demokrati.
Der er med andre nok at tage fat på og nok, der kunne kalde på nye visioner. Ikke bare på biblioteksområdet, men på hele kulturområdet, hvor mange problemstillinger går igen. Problemstillinger, der ofte relaterer sig til netop både besparelser og digital udvikling. For det sidste læs blot afsnittet om litteratur og læsning.
Derfor er det, i min optik ærgerligt, at den nye kulturpolitiske redegørelse synes renset for overordnede visioner, og dermed faktisk adskiller sig markant fra tidligere kulturministres redegørelser. Et tilbageblik viser, hvordan Niels Matthiasens redegørelse fra 1977 søsatte forestillingen om det kulturelle demokrati som et væsentligt kulturpolitisk pejlemærke. Efterfølgende fokuserede Mimi Stilling Jacobsens redegørelse fra 1984 på kvalitet og mangfoldighed. Ole Vig Jensens redegørelse og idéprogram fra 1989 lagde op til en udveksling mellem den etablerede og den folkelige kultur, og Ebbe Lundgaards redegørelse fra 1997 var centreret om kunstens rolle for vores nationale identitet.
Med den nye kulturpolitiske redegørelse har vi først og fremmest fået en blanding mellem kulturvaneundersøgelse og undersøgelse af kulturens økonomiske betydning. Begge dele kan sådan set være udmærkede. Således er der ikke udgivet en samlet undersøgelse af danskernes kulturvaner siden 2012, og selvom om tallene løbende kan findes hos Danmarks Statistik, kan en aktuel og samlet oversigt inden for de forskellige kulturområder være et godt redskab for videre diskussion og handling. Det samme kan siges om fremhævelsen af kulturens økonomiske betydning. Jeg er ikke selv (kultur) økonom og kan derfor ikke gennemskue alle mellemregninger, herunder om køer og grise i visse tilfælde lægges sammen, men overordnet er der ingen tvivl om, at de markante beløb, der er tale om, kan sende et klart signal om kulturens værdi, som nok skal vække en vis politisk genklang. Kvantitet og bidrag til vækst er nu engang lettere både at forstå og formidle end kvalitet og kulturel værdi.
Retfærdigvis skal det også fremhæves, at redegørelsen inden for de specifikke områder – kunst, musik, ophavsret etc. – har enkelte overvejelser om centrale tendenser, problematikker og udfordringer. På biblioteksområdet drejer det sig fornuftigvis om forholdet mellem bevillinger og opgaver samt det i et formidlingsøjemed mærkværdige forhold, at biblioteker er nødt til at begrænse udlån af e-materialer.
Men det er nu lidt skuffende, at den nye redegørelse altså bryder med en lang tradition for, at kulturpoliske redegørelser har mere på hjerte end tal og tendenser, og at den derfor fremstår noget blodfattig. Man savner et orienteringspunkt for regeringens kulturpolitik. Noget som man kan forholde sig til. Noget som man kan være enig eller uenig i.
På biblioteksområdet specifikt savner jeg noget, der signalerer overvejelser om en ny lov, der kan danne grundlag for alt det, som biblioteket er i det 21. århundrede: Inkluderende kulturhus, arena for demokratisk debat, centrum for dannelse og læring, rammen om borgerdrevne aktiviteter og meget mere. Min egen vision er, at biblioteket ikke længere bliver holdt op på, hvad det var i går, men på hvad det kan være i morgen.
■ Når dette er sagt, er det også min opfattelse, at Jakob Engel-Schmidt er væsentligt mere ambitiøs på kulturens vegne, end det har været tilfældet for de seneste kulturministre, hvor posten synes at have befundet sig et sted mellem springbræt og retræte. Engel-Schmidt har været meget synlig og brugt enhver lejlighed til at tale området op. Til dette formål er den nye kulturpolitiske redegørelse sandsynligvis et godt redskab. Men jeg savner altså noget mere visionært, der kan danne udgangspunkt for den brede debat om kulturudviklingen, som ministeren lægger op til. Derfor er jeg ikke vred, men kun en smule skuffet.
Henrik Jochumsen, dr.art, og uddannelsesleder ved for Informationsstudier og kulturformidling ved Institut for Kommunikation, Københavns Universitetet.
