Skrevet af
HN
Jens Andersen er manden bag en række stærke og meget læ-seværdige biografier. Om hans seneste værk, Kim Larsen – Mine unge år, fremhævede Jeppe Bangsgaard i talen for årets prisvinder bl.a. Jens Andersens skrivestil som “– mundret, elegant og altid med et humoristisk twist.”
“Da nyheden i efteråret tikkede ind om, at Jens Andersen var i gang med at skrive en Kim Larsen-biografi, var min umiddelbare reaktion: Selvfølgelig! Selvfølgelig skulle den bog skrives af ham.
Jens Andersen har en helt enestående evne, når det kommer til biografier. Det har han bevist i bog efter bog; i store værker om forfattere som Tove Ditlevsen, H.C. Andersen, Ole Lund Kirkegaard og ikke mindst Astrid Lindgren. Og som forfatter til bøger om Dronning Margrethe og senest Kronprins Frederik kan Jens Andersen jo ligefrem kalde sig kongelig hofleverandør af biografier.
Jens, dit blik for den gode historie, for bøger, der rammer en bred almen interesse, er uovertruffent. Dit talent for at komme ind, hvor andre ikke har været eller levere en del af historien, vi ikke kendte før. Din evne til at få idéen til bøger, hvor man tænker: Selvfølgelig, hvorfor har ingen dog fundet på at skrive den før?!
Men denne gang var det ikke dig, Jens, der valgte Kim Larsen. Det var Kim Larsen, der valgte dig. I årevis har journalister og biografiforfattere forsøgt at få lov at skrive den store bog om vor tids største danske sangskriver. Forgæves, Larsen gad det ikke. Men Jens Andersen ville han gerne have. Selvfølgelig ville han det!
Kim Larsen havde – ligesom tusindvis af andre danskere – læst dine biografier og kunne lide, hvad han læste. Kim Larsen var et litterært menneske, hvad der også fremgår af Kim Larsen – Mine unge år. Han elskede at læse og kunne sine klassikere på fingrene. Så skulle der skrives en bog om ham, skulle det være god litteratur. Og det skulle Jens Andersen være garant for.
Netop det litterære er en strøm i alt, du har skrevet, Jens. Du er ph.d. i nordisk litteratur, og det mærker man på den allerbedste måde. Du ved ganske enkelt, hvad du skriver om, har litteraturhistorien som en naturlig referenceramme. Men den akademiske pondus har det for nogle også med at føre til et knudret, akademisk sprog, hvor trangen til hele tiden at nuancere står i vejen for historien. Sådan er det ikke for dig. Du skriver ikke mudret, men mundret, elegant og altid med et humoristisk twist. På en måde så alle kan være med og i en grad, så folk, der ellers ikke har åbnet en bog i årevis, pludselig springer ud som læseheste. Døm selv, læs bogen i sommer!”
