Direkte, nem at tale med og umådelig vidende. Sådan lyder skudsmålet for Danmarks superforfatter Jussi Adler-Olsen fra kilder, jeg har talt med før interviewet. Og det er ikke løgn. Fra første minut af vores aftale dagen før åbningen af Krimimessen i Horsens Fængsel er der snarere tale om en samtale, hvor vi kommer vidt omkring. Fra Adler-Olsens opvækst og liv og mangfoldige karrierer og gøremål til politik og samfundsudvikling. Og – naturligvis – dét Danmarks Biblioteker er her for – hans forfatterskab og dets milesten.
eReolen og biblioteket
Men allerførst skal det selvfølgelig handle om hans syn på biblioteker. Jussi Adler-Olsen er ikke med i bibliotekernes landsdækkende ebogsservice, eReolen.dk.
Hvorfor ikke. Synes du ikke, at folkebiblioteket er vigtigt?
“Absolut. Biblioteket er vigtigt. Jeg kommer fra en velhavende familie med mange bøger. Min far var måske en af landets bedst uddannede mennesker, psykiatrisk overlæge med fem embedseksamener, og min mor meget, meget klog og musisk. Og alligevel er jeg kommet på biblioteket, fra jeg var fem år. Jeg læste tidligt og ville selv vælge. Det kunne jeg på biblioteket. Jeg har gået på biblioteket hele mit liv. Mit første bibliotek var det i Nykøbing Sjælland. Jeg har brugt bibliotekerne lige siden og i alle sammenhænge, og er så glad for dem og bibliotekarerne, at jeg gerne giver dem et stort knus. Bibliotekerne kan en masse og er vigtige for os alle”.
Men hvorfor skal brugerne så ikke kunne låne dine e-bøger på eReolen?
“Tro mig, det er ikke noget, der har været nemt for mig af flere grunde. Den ordning (Biblioteksafgiften), der findes for trykte bøger, findes ikke for e-bøger. Noget andet er, at jeg tror på den institution, der hedder boghandel, og kæmper for den og håber, at de, der ikke kan låne e-bogen, vil købe bogen. Men e-bogen er rigtig god og rigtig givende i mange sammenhænge, det kan jeg jo se, min kone læser også en del e-bøger. Men de må ikke tage indtjeningen væk fra nogen. Desuden ved vi endnu ikke nok om e-bogslæserne. Min fornemmelse er, at det er de lidt ældre. De unge, som er vokset op med Harry Potter o.l., de læser trykte bøger. Vil man have mine bøger som e-bøger, kan de købes. Jeg er ikke dyr”. Og – tilføjer han med et grin: “Der kommer også den periode, hvor boghandlerne ikke tjener mere på mine bøger, så på sigt vil de nok også kunne lånes fra eReolen, hvis I er interesserede til den tid”, lover han. Han finder eReolen meget nyttig, men ville ønske, at bestsellere ikke tilbydes med det samme.
Krimibølgen taber højde, skrev Berlingske i en artikel lige før jul. En optælling lavet for avisen viste en nedadgående tendens over de seneste fem år i antallet af udgivelser. Således udgav i 2010 seks toneangivende forlag tilsammen 88 krimi- og spændingstitler. I 2012 var tallet 94, men i 2014 er man nede på 72. Den bedst sælgende af disse, Jussi Adler-Olsens seneste bog, Den grænseløse fra oktober 2014, udkom i et førsteoplag på 230.000 eksemplarer, fuldstændig enestående for danske forhold. Forfatterens seks krimier om Politigårdens Afdeling Q er udkommet på mere end 30 sprog og er solgt i over 10 mio. eksemplarer, heraf de omkring tre mio. alene i Danmark.
Krimithrilleren
Du lagde ud med tre romaner, thrillere, og så fulgte bøgerne om Politigårdens Afdeling Q, som du kalder krimithrillere. Hvordan definerer du dét begreb, og hvad er det Politigården som udgangspunkt for opklaringerne kan give dig?
“De to genrer – krimier og thrillere – kan noget forskelligt, og jeg har valgt at kombinere dem. At arbejde med dem samlet. I krimien sker der et mord, det skal opklares – hvem gjorde det? Thrilleren handler mere om at forhindre et mord i at ske. Læseren ser længere frem i historien, end hun måske har lyst til, og vil gerne derhen i en fart for at se, om det også sker i virkeligheden. Det er thrillerelementet. Har man så et lille mord og tilsætter thrillerelementet, ja, så har man krimithrilleren”, forklarer Jussi Adler-Olsen.
Det med mange mord begået i en lille provinsby holder ikke rigtigt. Derfor Politigården i hovedstaden tæt på PET. Dét, og så den der kælderafdeling for uopklarede, hengemte sager, har utroligt stort potentiale. Sammen med Carl Mørck, vicepoliti-kommissær, som i virkeligheden er lidt ligeglad og bare venter på pensionen eller på at blive fyret; det sidste sker bare ikke, for sådan fungerer systemet ikke. Så i stedet får han en stak uopklarede sager, som han mere eller mindre ufrivilligt, sammen med assistentkollegerne Rosa og Assad, løser. Politigården giver en suveræn mulighed for at bevæge sig ud i verden og gøre det på en troværdig måde.
Inspiration og magtmisbrug
Forfattere som John Steinbeck, Charles Dickens og Victor Hugo, alle med originalt sprog og plots – og humor er blandt Jussi Adler-Olsens tidlige inspirationskilder. Men det, der specielt trigger forfatteren, er magtmisbrug. “Magtmisbrug i verden skal nedkæmpes med hård hånd. Med lige så hård en hånd som forbrydere og andre misbruger magten. Det begynder i det små og ofte over for børn, som så vokser op og tager hævn. Husk forbryderen har altid en grund til at handle, som han gør”, siger Jussi med stor overbevisning. “Derfor hører vi: ’han kunne ikke gøre for det’”. Her standser krimiforfatteren op med et bredt smil – lige før det bliver til et foredrag om adfærdspsykologi. Retfærdighed ligger i høj grad Jussi Adler-Olsen på sinde.
Selv læser Jussi Adler-Olsen ikke krimier længere. “Det er 15 år siden, jeg gjorde det”, siger han på mit spørgsmål om, hvor han selv henter sin begejstring og idéer. “Jeg vil ikke ‘smittes’ eller inspireres af andres plot og stil”, lyder den kontante melding. Han slapper af ved at fortære mængder af de store amerikanske serier på HBO, Netflix, ViasatPlay osv. Han er blandt andet vild med Better Call Saul. “Som gammel filmmand er jeg voldsomt glad for de store tv-serier og slapper utroligt godt af med en episode”.
Afdeling Q – stor sæsonserie i USA
I en ikke fjern fremtid kommer vi da også til at opleve Jussi Adler-Olsens egne bøger som TV-serier. Hvor mange episoder, det skal blive til pr. sæson, er endnu åbent, men sandt er det, at alle ti bind af Afdeling Q-bøgerne omsættes til en stor amerikansk TV-serie. Inspireret af amerikanske krimibloggere er den legendariske filmmand, Scott Frank fra Californien, ansvarlig for bl.a. den vidunderlige filmatisering af Elmore Leonards kriminalroman Get Shorty, nemlig blevet lun på Carl Mørcks univers og kontaktede selv Jussi, der var ved at gå bagover, da Frank ringede op og ville tale med manden bag Afdeling Q.
Afdeling Q er som bekendt gået til filmen for længst. Zentropa, med rettigheder til dansk filmatisering til og med fjerde film, har allerede filmatiseret Kvinden i buret og Fasandræberne, de før-ste to af Afdeling Q bøgerne med Nikolaj Lie Kaas som Carl Mørck. Publikum er strømmet til dem begge. Andre filmatiseringer er på vej. Nordisk Film har købt rettighederne til at filmatisere Alfabethuset.
Proces og priser
Jussi Adler-Olsen virker utrolig energisk og flittig, men selv er-klærer han sig doven af natur. “Hver morgen vågner jeg op og gider ikke gå i gang, men så bliver jeg skamfuld – og så gør jeg det alligevel”, lyder det fra en mand, som betragter sig selv som særdeles privilegeret.
Hvor længe er du om at skrive en roman, og hvordan arbejder du?
“Jeg er måske ikke verdens bedste forfatter, men jeg er verdens bedste redaktør. Jeg redigerer og redigerer igen og igen. En bog tager typisk ni måneder – tre til research og synopsis, og seks til at skrive. Skriver jeg for eksempel halvanden side om dagen, så slutter jeg dagen med at redigere den ene side. Først næste dag starter jeg med at redigere den sidste halve side, og så er jeg igen i fuld gang med handlingen. To personer stoler jeg fuldstændigt på i den proces. Min kone Hanne er min første læser og får de godt 30 første kapitler, når de er klar, og så alle f.eks. 44 kapitler igen, når jeg er ved at slutte. Siger hun – ‘denne person siger mig ikke noget’, bliver jeg virkelig ked af det. Men jeg lytter og retter mig efter, hvad hun siger. Det samme gælder min anden læser, min fantastiske redaktør, Anne C. Andersen.
Jussi Adler-Olsen researcher stadig selv. Han er, som det fremgår af forordet i den seneste bog Den grænseløse, hvor flere end 40 navngivne personer og flere grupper takkes, uhyre grundig og tager gerne på mindre efterforskningsture før skriveprocessen. Han medgiver da også, at han bruger ufattelig megen tid på research, selv om hans uundværlige personlige assistent, Elisabeth Ahlefeldt-Laurvig, også tager en tjans med. “Jeg kan jo ikke være to steder på samme tid”. Og, røber han: “Jeg skriver gerne med Keith Jarreth i hovedtelefonen. Musikken er helt uundværlig. Og så skriver jeg allerbedst, når min kone Hanne står og maler i vores arbejdsrum”. Researchen fører ham hele tiden til nye verdener og ny viden, og når han så er færdig med en roman, kan det hele smides over bord, og han kan gå i gang med noget nyt.
The Ripper Award 2015
Det er knapt til at mærke på Jussi Adler-Olsens veloplagte og engagerede svar denne fredag i Horsens, at han i dagene umiddelbart inden har givet 41 interviews og haft en halv snes optrædener i Tyskland. Bare få dage før, den 17. marts, modtog han nemlig den fornemme The Ripper Award, den europæiske krimipris, indstiftet i 2008 og uddelt tre gange før. Til to svenske krimikolleger, Henning Mankell og Håkon Nesser, og franske Fred Vargas, “Den sidste er endnu ikke så kendt i Danmark, men skriver blændende. Jeg er både udmyg og glad for at være i selskab med de tre”, lyder det begejstret.
Du har fået mange priser allerede, hvad betyder netop denne pris for dig?
“Det er eksperternes og kollegernes – samt læsernes – pris og en helt særlig pris, fordi udvælgelsen sker i flere trin. Først sker der en grovudpegning af omkring 100 forfattere ved en gruppe af europæiske journalister og andre fageksperter. Heraf shortlistes 11 forfattere af de tidligere prismodtagere. Så nominerer en hovedjury, anerkendte forfattere fra syv europæiske lande, fem af disse til det sidste trin – en afstemning blandt 10.000 krimilæsere. Det er stort!”, udbryder dette års prismodtager.
Den anerkendelse, der ligger i The Ripper Award, en pris der gives for hele forfatterskabet, er uden sidestykke. Og også noget helt særligt for Jussi Adler-Olsen, som ellers har modtaget et utal af danske og udenlandske priser bl.a. Læsernes Bogpris, Danmarks Biblioteksforenings og Berlingskes fælles litteraturpris, i 2010 for Flaskepost fra P. Han bliver altid glad for en pris, ved-står han, men denne sidste – “Det er ligesom først at finde nålen i høstakken for derefter at få kamelen gennem nåleøjet”.
Han bæres da også stadigvæk frem af adrenalinsuset fra Unna, hvor han modtog det kæmpestore diplom og prisen på 11.111 Euro, da han dagen efter vores interview flere gange møder læ-serne i det gamle Horsens Fængsel på Krimimessen.
Alliancen med læserne
Jussi Adler-Olsen har deltaget i Krimimessen før, faktisk mange gange, men de flere hundrede deltagere, som på denne koldt blæsende, regnvåde lørdag morgen klumper sig sammen i fængselsnedkeriets store hal, hvor før de indsatte arbejdede, tager varmt imod ham. Han og læserne har en nærmest familiær kontrakt om de tre fra Afdeling Q – og de vil derfor også høre alt om, hvad der sker i de næste og sidste fire krimithrillere om Carl Mørck og co.
“Han er fænomenal”, lyder det hviskende fra en yngre kvinde på rækken bag mig. Min egen research og fredagsinterviewet på Horsens hovedbibliotek i Tobaksgården peger i samme retning. Jussi Adler-Olsen er ikke alene landets bedst sælgende forfatter, han er et fænomen.
Fænomenet Jussi Adler-Olsen
Det er ikke nogen lille biks, forfatteren Jussi Adler-Olsen driver. Hans bøger er i dag udkommet på 42 sprog, og han har omkring 85 forlag i hele verden; et hovedforlag for hvert sprog og så lydbogsforlagene.
“Jeg er ikke et brand som Steven King, hvis værker man altid kan kende grafisk for eksempel. Jeg er nok mere udadvendt. For mig er den personlige kontakt med alle led af mine udgivelser vigtig. Jeg sørger, som gammel forlagsmand for at give mine forlag de allerbedste betingelser og møder op, når de har brug for det. Og jeg hilser på og snakker altid personligt med forlagets folk fra receptionisten til redaktøren: Dét, oplever jeg, giver en helt særlig kontakt, og folk gør ofte noget ekstra for mig”, lyder det med et glimt i øjet.
Barndommen gav på grund af faderens arbejde på forskellige sindssygehospitaler tidligt Jussi Adler-Olsen en nærmest ubegribelig indsigt i sindssyges og psykopaters verden. Alligevel fik han lidt af et chok som ganske ung teenager, da faderen rykker familien op fra – på det tidspunkt – Brønderslev, for nu skulle familien bo i Brøndbyøster og faderen have egen praksis. En total omvæltning for drengen, der har vænnet sig til og fundet sin egen forståelse af både sindssyge og omverdenen fra helt lille. Men til stadighed en hovedstol han har trukket på i hele sit forfatterskab siden Alfabethuset, debutromanen fra 1997.
En fantastisk dansklærers ros for lidt anderledes stile på skolen i Brønderslev og siden som voksen et ønske om at slappe lidt af førte ham til forfattervirksomheden. Det med afslapningen er så ikke rigtigt blevet til noget endnu.
Talentfuld og legesyg
Antikvarboghandler og tegneserie-aficionado, manuskriptforfatter og komponist af filmmusik, presse- og forlagsmand. Men også blandt meget andet fredsaktivist og grøn idémand – oven på universitetsstudier på felterne medicin, film og nyere politik. Det grønne engagement var noget af det, Jussi Adler-Olsen senest beskæftigede sig med, da han begyndte at skrive som direktør for et succesrigt solcellefirma.
Andre mennesker med et så omfattende og broget cv ville blive beskrevet som rodløse og på jagt efter den store ro. Som Jussi Adler-Olsens omhyggelige research peger på, har han det nok bedst med fuld kontrol, men egentlig virker han nærmest som et lidt legesygt, udadvendt menneske – fra naturens side mere end godt begavet med masser af evner og talenter. – Hvad siger han selv om de mange skift?
“Når det hele bare kører, mister jeg nok interessen. Og kigger mig om efter noget nyt og noget andet vigtigt og værdifuldt at arbejde med. Når jeg er færdig med Afdeling Q, så har jeg nogle idéer til flere enkeltromaner, som jeg glæder mig til at skrive på”, slutter Adler-Olsen.
Hvad de fremtidige stand-alone romaner kommer til at handle om, afslører han ikke, men han har nok selv mere end en anelse. Allerede. Og sandsynligvis en stærk synopsis til i sin store skuffe med synopser, som han lynsnart skriver ned, når han fanger en idé. Læserne på Krimimessen glæder sig vildt til at finde ud af det.
