For nylig kom en bekymret låner til mig: “Nu smider biblioteket igen hundredevis af klassiske cd’er ud – mange specielle indspilninger og sjældne værker – hvordan kan jeg være sikker på, at de kan lånes andre steder fra?” spurgte han. “Alle landets biblioteker burde tale sammen om, hvad man kasserer”, var hans forslag.
Og jeg synes faktisk, at han har en pointe. Det er en farlig vej, vi i biblioteksvæsenet er slået ind på – men i den nuværende struktur er der ikke mange alternative veje, for hvert kommunale biblioteksvæsen er selvstændigt og koordinerer hverken indkøb og kassation med de andre.
Bibliotekerne køber ikke ret mange nye cd’er mere. Og bibliotekernes digitale musiktjeneste BibZoom er fravalgt af mange biblioteker, fordi den var for dyr i forhold til benyttelsen – de allerfleste lånere finder deres musik andre steder på nettet. Men nogle borgere er ikke på nettet, har måske ikke råd – og hvordan sørger vi så for, at alle landets borgere stadig kan få et bredt kendskab til gammelt og nyt fra musikkens verden?
På bogområdet kasserer bibliotekerne også voldsomt, og bestanden er nok under halvdelen af, hvad den var for 10 år siden. Til gengæld har vi fået eReolen, som tilbyder downloads af e-bøger og netlydbøger til brugerne, men ud over at den digitale model mærkværdigvis tegner til at blive dyrere for bibliotekerne, rummer den langtfra, hvad der har været udgivet af trykte bøger. Heldigvis sikrer overbygninger som Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek, at alt det trykte stadig kan fremskaffes, for på dette område er der fri og gratis låneret på tværs af kommunegrænserne.
Det gælder ikke de digitale materialer. Her er folkebibliotekerne pludselig bombet tilbage til at være ‘kommunebiblioteker’, som hver især skal investere i licenser kun for egne indbyggere – og for mange lånere kan det kanoniserede kommunale selvstyre medføre stor ulighed i bibliotekstilbuddet på hver side af en kommunegrænse – ulighed i en grad, som man aldrig ville acceptere på f.eks. sundheds- eller folkeskoleområdet.
Mit forslag er at få folkebibliotekerne lagt ind under staten med en vis grad af fastlagte normer for virksomheden, men stadig med frihed til at profilere og forankre tilbuddene lokalt. Alle relevante licenser skal naturligvis købes på nationalt plan, således at man reelt har samme adgang til viden og information overalt i landet, uanset om man bor i storbyen eller i en fattigere provinskommune. En fælles låneradministration vil desuden effektivisere driften og give langt bedre mulighed for at forfølge ‘misbrugere’, som flytter mellem kommunerne.
Allerede nu har vi mange fælles løsninger i biblioteksvæsenet – hvorfor ikke tage de sidste skridt?
MONA MADSEN er fritids-, kultur- og bibliotekschef i Solrød Kommune og medlem af kommunalbestyrelsen (L) i Rudersdal Kommune.
OBS – Indlægget er også bragt i Politiken den 6. aug. 2015
