Skrevet af
Michel Steen-Hansen
Om tiden er inde til at skabe en ny bibliotekslov er et politisk spørgsmål. Vi kan blot konstatere, at siden den nuværende lov blev vedtaget i år 2000, er der sket store forandringer i folks medievaner ligesom tilgang til viden og oplysning er forandret af internettet, digitaliseringen, globaliseringen og sociale netværk. En konsekvens af alle disse forandringer er desuden, at de politiske og kommunikative udfordringer også er væsentligt forandrede sammenlignet med dengang folkeoplysningens fædre skabte de første folkebiblioteker – ligesom de er i dag.
Menneskers brug af biblioteker skifter karakter. Der er fald i udlånet af de fysiske bøger, selvom det for tiden opvejes af vækst i digitale udlån. Halvdelen af de 38 mio. besøgende borgere, der bruger biblioteket, kommer ikke for at låne bøger – men efter alt muligt andet, som skaber deltagende borgere.
Litteraturen er stadig kernen i biblioteket og vil også være det i fremtiden, men formidlingen bliver stadig mere central, og aktiviteter af mange slags – oplysende og kulturelle og meget andet – vil også fremover trække folk til biblioteket som vores fælles hus. En udvikling, der understreger biblioteket som DET moderne mødested.
Bibliotekerne blev sat i verden for at understøtte læsefærdighed og styrke det demokratiske samfund. Det lever de til fulde op til i dag ved til stadighed at finde nye veje til at styrke borgernes kulturelle indsigt og dannelse, viden og uddannelsesniveau. Borgernes og samfundets behov ændres konstant; bibliotekerne er faktisk ret gode til at følge op, og det får naturligt nogle til at spørge, om det hele kan rummes i loven.
Er bibliotekslovens formålsparagraf tilstrækkelig rummelig, når den kun taler om de materialer, bibliotekerne skal stille til rådighed? Rummer formålsparagraffen de transformationsprocesser, der er sket i borgernes anvendelse af medierne og dermed af bibliotekerne? Rummer den det moderne folkebiblioteks forskellige aspekter?
Mere vægt på viden – mindre vægt på format
Formålet er ret aktuelt, men er redskaberne dækkende for det, vi som samfund vil med biblioteket i dag?
Det vigtige er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet, som det hedder i bibliotekslovens formålsparagraf. For at løse opgaven fremtidssikret er der behov for at sætte læsning og viden i centrum og nedtone betydningen af det fysiske format.
Bibliotekernes digitale universer er under hastig udvikling, og det skal også i fremtiden være muligt at låne bøger, musik og film digitalt. Bibliotekerne har en stor opgave foran sig med at udvikle de digitale løsninger. Den digitale udvikling kan ikke stå alene. Det fysiske møde med andre mennesker, med bibliotekaren eller med læsesalens rum for fordybelse hænger tæt sammen med det at tilegne sig viden. Viden og dannelse udvikles lige så meget i samtaler mellem mennesker som i bøgerne alene. Derfor skal bibliotekerne lægge rum til debatter, til forfatterforedrag, til studerende, til pensionister – og til samtalerne mellem dem.
Det moderne menneske læser og tilegner sig viden på mange måder, og det er bibliotekets opgave at få flere til at tage del i det og i samtalen i samfundet.
Derfor er jeg spændt på det serviceeftersyn, som kulturminister Mette Bock (LA) har annonceret i år.
