Hvad kan man skrive om biblioteker her ved starten 2018? Det ville være let at skrive skåltalen om deres betydning for demokratiet. Det ville være let at skrive om, hvor vigtig fri og lige adgang til viden, kultur og information er. Det ville være let at skrive om bibliotekernes betydning for deres lokalsamfund. Det ville være let at skrive om den store samfundsmæssige betydning af at have et rum, der ikke domineres eller styres af kommercielle interesser. Det måske sidste rum i samfundet (i de nordiske lande i det mindste), hvor man kan komme uden at skulle føle sig forpligtet til at købe noget, som på f.eks. en cafe. Det sidste skal denne klumme handle om.
I juledagene var jeg på besøg i min hjemstavn, Sønderborg, i det sydlige Danmark. I Sønderborg har man fået et nyt multikulturhus på havnen (kortlink.dk/sonderborg/ten8). Multikulturhuset er hjemsted for Sønderborg Bibliotek, Deutsche Bücherei, og en kunstskole. Idéen om et multikulturhus på et gammelt industriområde som havnen er naturligvis ikke i sig selv ny. Det er nærmest trenden i nutidens kulturhusbyggeri.
Sønderborg var tysk indtil 1920, hvor byen sammen med det øvrige Sønderjylland blev dansk igen. Siden 1920 har derfor være mange tyske mindretal i regionen. Men de har ikke altid være lige afholdt af det danske flertal. Derfor er der også en vis smuk symbolik i, at Multikulturhuset indeholder både et dansk og tysk bibliotek, der hver med deres samlinger repræsenterer deres kulturer, værdier og samfundsformer. Der er netop ikke tale om atter en genforening, men om en bygning der huser to forskellige nationale biblioteker.
Dagen, jeg besøgte Multikulturhuset, var den 23. december, altså dagen før juleaften. For nogle kan dette være en mega-travl dag. Men det jeg så i Multikulturhuset var mennesker, der brugte det. Nogle sad og læste, nogle gik rundt mellem hylderne, andre sad bare i de lækre møbler og kiggede ud over havnen og børnebiblioteket var fyldt med børn og forældre. Der var aktivitet. Her var det, jeg kom i tanke om det, som mange biblioteksforskere argumenterer omkring et bibliotek: at det er det sidste ikke-kommercielle rum i samfundet og af den grund har det en værdi. Et udsagn man sagtens kan diskutere. Men lad os for nærværende tage det for pålydende.
Det der slog mig ved at gå rundt i dette bibliotek og kulturhus, var, at det var helt tydeligt, at folk bare var der, nogle måske mere målrettet end andre. Men her kunne man bare være. Det er ikke en dagligstue. Man smider ikke fødderne op på bordet. Men det er heller ikke en cafe (der er godt nok en cafe i biblioteket), hvor man forventes at købe noget, når man bruger den. Multikulturhuset var fyldt med møbler og rum, der inviterede til, at de blev brugt. Hvad er det for en idé, der på spil her? Hvorfor er det, man prioriterer man offentlige midler til dette, tænker man?
Jeg tror, det er et udtryk for, at selvom biblioteksbudgetter aldrig kan konkurrere med f.eks sundhedsbudgetter, så er den lokale politiske prioritering i Sønderborg helt klart, at det har en værdi for byens borgere at have et multikulturhus. Det er et udtryk for en tankegang, der siger, det er vigtigt, at vi kan tilbyde steder, hvor folk ikke skal mindes om deres pengepung, men at de bare kan være der, enten i samtale med andre eller bare være sig selv.
Det ville være nærliggende at pege på, at denne tankegang er gangbar, fordi dette rum, dette Multikulturhus repræsenterer, tilbyder en afkobling fra de allestedsnærværende digitale medier, hvor man hele tiden bliver mindet om, hvor vigtigt det er at være forbundet, at blive liket, at blive friended, at blive re-tweetet osv. Jeg er dog ikke sikker på, at dette er begrundelsen og jeg er slet ikke sikker på, det er en begrundelse, der holder hele vejen hen til banken. Digitale medier er jo også tilstede i et bibliotek.
Andre peger på, at når provinsbyer prioriterer kulturbyggeri, så er det for at tiltrække potentielle kommende borgere til byen. Modsat peger andre atter på, at moderne kulturbyggeri ikke har nogen effekt på tiltrækningen af potentielle borgere. Begge disse udsagn kan have deres sandhedsværdi. Jeg tror ikke, man kan sige, at det ikke betyder noget for kommende borgere, om en by har et moderne samlingssted i form af et kulturhus. Omvendt er et kulturhus i sig selv ikke nok til at tiltrække nye borgere. Der skal naturligvis også være relevante jobs og en god infrastruktur.
Jeg tror dog, man skal lede et helt andet sted, hvis man vil for-stå, hvorfor man prioriterer offentlige midler til moderne biblioteker og kulturhuse. Jeg tror dybest set, at politikere forstår værdien af offentlige rum og deres betydning for den demokratiske samtale og demokratiske deltagelse. Når man prioriterer offentlige midler til nye kulturhuse prioriterer man dybest set demokratiet og betydningen af offentlige rum til menneskelig udfoldelse og debat. Det er udtryk for en tro på den samfundsmæssige og kulturelle værdi af viden, kultur og oplevelser for borgere i demokratier. Det er et udtryk for en tro på det nyttige i, at den nedfældede viden faktisk kan erhverves af mennesker og at denne aktivitet har en værdi for mennesker, enten som oplysning eller underholdning.
I det lys er der ikke megen nyt under solen for bibliotekerne herved indgangen til et nyt år. Udover at vi til stadighed skal være os bevidste om, at så længe bibliotekerne er offentligt støttede, da er de selvfølgelig udtryk for en politisk prioritering og opbakning. Den kan vi ikke nødvendigvis forvente til tid og evighed. Derfor har vi som borgere også et ansvar for at bruge biblioteker og kulturhuse ligesom biblioteker og kulturhuse naturligvis også skal positionere og legitimere sig selv i en moderne kulturform, hvor det at give adgang til viden og kultur i form af strukturerede samlinger er en selvfølge.
JACK ANDERSEN, er lektor, ph.d, Institut for Informationsstudier Københavns Universitet
Også bragt i Bok & Bibliotek, nr. 1, 2018.
