Bogbustræf 2018 varsler dækskift på en hæderkronet institution og peger på en fremtid, hvor bogbusserne ikke bare holder ind til siden – men er med til at skifte dæk på landsbysamfund og køre med dem ud i den socialøkonomiske oplandsbevægelse.
Mens mange små samfund lukker og slukker, bobler andre af nyt liv og initiativ. Hvordan kan offentlige, private og frivillige aktører samarbejde og udvikle lokalsamfundene?
Som en af bogbustræffets hovedtalere var journalist og debattør Karen Lumholt inviteret til at give sit bud på, hvad der skal til for at udvikle potentiale for landsbytilværelsen. Hun ser bogbusserne som en central og vigtig medspiller for biblioteket, når de fremadrettet skal agere i forhold til provinssamfundene og de græsrodsbevægelser, der i disse år spirer frem mange steder.
Når bogbussen kommer forbi i provinsen, er den mange steder ikke alene en bog- og materialesamling på hjul – den er en slags civilisationsmarkør; et bevis på, at man ikke er blevet glemt. For er købmanden, posthuset og skolen først lukket, så er bogbussen flere steder det sidste offentlige stoppested på vej ud mod horisonten. I nogle kommuner har man alligevel været nødsaget til at skære dem bort ofte ud fra en kalkule, hvor udgifter ses i forhold til brug og anvendelse per antal hoveder. “Vi kan ikke være alle vegne”, siger man så og sukker opgivende. “Hvis vi prøver, risikerer vi at sprede bibliotekstilbuddet for tyndt.”
Årets bogbustræf peger på, at det kan være for smalsporet blot at opgøre bogbustilbuddet i udlån og hoveder. I stedet bør man tage større briller på og også betragte det ud fra en større social-økonomisk synsvinkel.
Flugten er aflyst – mulighed og balance
En af flere vigtige pointer, som Karen Lumholt ihærdigt understreger, er, at udvandringen fra de små lokalsamfund er i tilbagegang, og at påstanden om affolkningen af landbysamfundene, reelt er en myte. Tallene skygger for, at svindet i landsbybefolkningerne reelt ikke skyldes flugt, men at der i de små lokalsamfund simpelthen fødes færre, end der dør.
Snarere end flugt ser hun i sit arbejde med de små samfunds socialøkonomi en klar tendens til, at flere og flere i disse år får øjnene op for, hvad det er, som provinsen kan – og kan være. Med hendes ord står livet i landsbysamfundet for mange som fortællingen om at have mere tid og plads til balanceret livsstil. Det appellerer bredt, blandt andet til unge familier og aktive pensionister, men også til entreprenante folk “i form af kunstnere, community organizers og innovatører, der søger nye veje til at forny og genbefolke provinssamfundet”, som hun siger. “Det er folk, der ser muligheder i at satse på det lokale, at skabe noget med mening, der kan kombineres med fællesskabet, den lokale kolorit og den regionale stolthed.”
Det er ofte på skuldrene af sådanne ildsjæle, at det progressive og spirende sammenhold rejser sig i de nuværende landsbyer. Og det er dem, som Karen mener, at bibliotekerne sammen med kommunen med fordel bør og kan bruge. Som ambassadører, som sparringspartnere og innovatører i forhold til at genopfinde og samskabe tilbud, så de er målrettet til de lokalsamfund, der i dag vokser frem uden for de større byer.
Bogbussen – ressource for samskabelse
Hvor er det så, at bogbuspersonalet kommer ind i billedet? I bogbusserne kender man ildsjælene, de ved, hvad der rører sig, og hvad der er på spil. Det skal bruges både selvstændigt af bibliotekerne, men også i kompagniskab med kommunens øvrige tilbud.
Med den ene hånd på rattet og den anden hånd på pulsen, er der ingen, der som bogbusserne har mere fingerspidsfornemmelse for, hvad der sker i de små samfund. Karen Lumholt kalder bogbusserne for kommunens fremskudte lytteposter. Det er ved udlånet i bogbusserne, at det virkelige guld leveres i form af indsigt og kontant, lokal analyse. Både i forhold til hvad der mangler, hvor skoen trykker, og hvad der har betydning i de små samfund.
Når alle landets biblioteker om kort tid står og febrilsk leder efter noget at fylde ind under punktet ‘Samskabelse’ i deres resultatkontrakt, så peger Karen på bogbuspersonalet og de små samfund, som det første sted at hive lavthængende frugter ned fra træerne.
Kommunalt frirum
I øjeblikket er det de færreste kommuner, der endnu helt har set lyset. Derfor står biblioteker og andre kommunale innovatører ofte uden faglig, økonomisk og juridisk rådgivning, når de kaster sig ud i samskabelse med folkeejede virksomheder og initiativer. Men lad det ikke være en hæmsko. Hvis man som bibliotek og kommune har lysten til at innovere sammen med oplandsbevægelsen, så står folkesjælen i disse år i fuld lue og er klar til at blive mødt.
Som nogle af de store forhindringer for at sådanne samskabelsesprojekter kommer helt op at ringe, nævner Karen den kommunale fuldmagt og planlov. De skal i højere grad være målrettet non-profit og socialøkonomiske virksomheder, være andelsbevægelige og understøtte mellemfinansiering af projekter. Hvis bibliotekssektoren virkelig vil sparke døren op til samskabelsens muligheder, er det her, de skal lobbye og opfordre deres lokale politikere og byråd til at skabe mere frirum.
Det Mobile Bibliotek
På træffet kunne bibliotekschef i Brønderslev Kommune, Bente Kristoffersen, fortælle, hvordan de i Brønderslev er begyndt at satse på ordningen Det Mobile Bibliotek samtidig med, at der skæres ned på de faste bogbusholdepladser. Det åbner op for at institutioner, foreninger, events og arrangementer kan booke bogbussen, der så tilpasser tilbud og materialesammensætning til den pågældende sammenhæng. “I virkeligheden kan man spørge sig selv om, hvor demokratiserende biblioteket kan være, hvis det ikke møder folk der, hvor de er”, siger Bente Kristoffersen om tilbuddet.
Den nye mobile ordning er vokset ud af det forhold, at halvdelen af indbyggerne i Brønderslev bor uden for kommunens stør-re byer – og derfor føler man ikke, at man kan forsvare alene at centrere tilbuddene i mere befolkningstunge områder. Derud-over er Det Mobile Bibliotek også et forsøg på at imødekomme et moderne samfund, hvor fritid er blevet en mangelvare, og internettets tilgængelighed sætter overliggeren for, hvor langt og hvad, man gider bevæge sig for.
“De fleste i biblioteksverdenen er bekendt med undersøgelsen om, at ligger biblioteket 13 km væk, så opgiver brugerne at komme der – og efter bare 5 km, så vælger hele 55% os fra”, påpeger Bente Kristoffersen. “Det er den virkelighed, vi er oppe imod, og derfor siger jeg til mine ansatte, at vi skal ud af huset – ud hvor vi kan se og møde mennesker og bringe os selv i spil.
Med Det Mobile Bibliotek er der større sandsynlighed for, at vi rammer de rigtige med vore tilbud, fordi vi kører ud til nogen, der har booket os – og som vi kan skabe oplevelser sammen med.” Ordningen har ca. 400 bookninger årligt.
Undgå spild af vigtige ressourcer
Hvad end svaret er, og hvordan end snittet lægges, vil biblioteket i de kommende år skulle forholde sig til en provins i opblomstring – med krav, behov og stemmer, der vil høres og mødes. Og skal man nøjes med at uddrage en enkelt konklusion af dette års bogbustræf, så synes det utvetydigt at være, at det vil være en stor fejl ikke at gøre brug af de muligheder for samskabelse og indsigt, der ligger i bogbusserne. De er derude – så brug dem.
Artiklen er udgivet i Danmarks Biblioteker nr 4, 2018.
JES FOLDEN HYLDIG, Kommunikation/Aalborg Bibliotekerne.
Henvendelse og uddybning kan rettes til AnneMette.Pedersen@aalborg.dk.
