Tilblivelse og resultater. To nye værker introducerer henholdsvis Julius Bomholt, manden bag kulturministeriets fødsel, og den førte kulturpolitik fra Bomholt til Mette Bock. Jens Thorhauge anmelder begge.
Med god timing udgav Gads forlag på Kulturministeriets 60-års fødselsdag to gedigne værker. Det er henholdsvis Poul Bache: Finkultur og mangfoldighed – 60 års dansk kulturpolitik og Jørn Henrik Petersen: Julius Bomholt – Fra idé til handling. Bogen om Bomholt går i dybden med det lange tilløb til oprettelsen af et kulturministerium, mens Poul Baches værk giver et klart billede af dets resultater.
Bache – Finkultur og mangfoldighed
Poul Bache er selv part i sagen. Han var fra 1993 til 2015 ansat i forskellige chefstillinger i Kulturministeriet. Det er imidlertid ikke et erindringsværk, han har skrevet, men på embedsmandsvis en nøgtern, klar og dækkende bog, der både formår at gå ind i mange detaljer og samtidig på forbilledlig vis fastholde de lange udviklingslinjer i stadigt spil med brudflader mellem forskellige regeringer og ministre.
Den kulturpolitik, Bache beskæftiger sig med, er de områder, som er tillagt Kulturministeriet, dog med klar nedtoning af medie- og idrætsområdet. Kildematerialet er kulturpolitiske redegørelser, lovforslag, udvalgsbetænkninger og mødereferater, men også ministres artikler og taler suppleret med forskning og faglitteratur på området.
De første 300 sider af bogen er en kronologisk gennemgang af de forskellige ministres programmer, initiativer og resultater fra Julius Bomholts tiltræden i 1961 til Mette Bocks afgang i 2019. Den kronologiske fremstilling falder i seks kapitler: Kulturoffensiven 1961-1972, Anker Jørgensens periode 1972-82, Under Schlüter 1982-1993, Nyrups tid 1993-2001, Brian Mikkelsen og den borgerlige kulturpolitik 2001-2008 samt Efter finanskrisen 2008-2019. Hvert kapitel afsluttes med en nyttig opsamling. Derefter følger seks kortere kapitler, der tematiserer kulturpolitikkens hovedfelter de seneste årtier, bl.a. kulturpengene og oplevelses-økonomien, kunststøttesystemet, kunst og kultur til alle. I det sidste kapitel trækkes de store linjer gennem hele 60 års perioden op.
Hovedkonklusionen
En af bogens hovedkonklusioner er, at en gennemgående problematik drejer sig om, hvorvidt det er ‘finkulturen’, den blåstemplede kunst, der skal støttes, eller det er en større mangfoldighed af populær- og folkekulturel karakter. Hvis man ser på den italesatte politik er en tendens, at det især er borgerlige partier, der står fast på kvalitetsstandpunktet, mens socialdemokratiet går mere efter mangfoldigheden og kulturens udbredelse. Men i praksis er modsætningen svag: Kulturpolitikken vil helt gennemgående støtte den skabende kunst baseret på armslængde vurdering. Men der er samtidig brede flertal for støtte til nye kulturformer og til udbredelsen af kunst og kultur til landsdelene, til biblioteker med stor bredde, til rytmisk musik osv. Den diskussion, Bomholt rejste, om hvad vi skal forstå ved kultur, fortsatte samtidig i hele perioden og er lige så aktuel i dag, som da den blev rejst.
Det er også en interessant konklusion, at trods perioder med voksende kulturbudgetter og andre med smertefulde beskæringer, så er Kulturministeriets andel af statsbudgettet forbløffende stabilt omkring 1%, kun svingende med nogle få promille til hver side.
Bomholts skinner
Bomholt havde et program, ‘opbygning af et effektivt kulturelt demokrati’. Opgaven var at støtte den skabende kunst baseret på ‘kvalitet, smag og lødighed’ samt at give alle medlemmer af samfundet adgang til kunst og kultur ved at dække landet med et tæt mønster af kunstneriske og kulturelle institutioner.
Statens opgave skulle være at ‘støtte, ikke dirigere’, altså det, der mange år senere blev døbt armslængdeprincippet. Bogen viser, hvordan Bomholts organisering af kulturen og den bølge af love (bl.a. den historisk skelsættende bibliotekslov fra 1964) han fik vedtaget, blev et blivende fundament for kulturpolitikken op til i dag.
Bomholt nedsatte også Statens Kunstfond, der støttede den fine og moderne, skabende kunst, hvilket førte til en veritabel folkelig protestbevægelse. Niels Matthiasens strategi for kulturelt demokrati, der ville støtte lokalt kulturliv på dets egne præmisser, kan for eksempel ses som en udvidelse af politikken, der også var et forsøg på at bygge bro over kulturkløften, der blev synlig med debatten om Kunstfonden.
År senere lagde den konservative kulturminister Brian Mikkelsen hovedvægt på at styrke kvaliteten fremfor kvantiteten, men endte alligevel med et arbejdsprogram, der skulle bringe ‘kulturen ud til folket’. Andre ministre har fokuseret på kultur som middel til dannelse, som identitetsskabende faktor og i oplysningsøkonomiens tænkning som økonomisk faktor.
Poul Baches gennemgang og opsummering af politikområdet ‘kultur’ viser, hvilken enorm betydning det trods økonomisk ringe tyngde har haft, og hvor meget det fylder i den offentlige debat. Under den nuværende regering har det så hidtil ikke fyldt meget, men tomrummet har været så larmende, at det kalder på nye indsatser. Den foreliggende bogs erfaringsopsamling er som skabt til at befordre ny inspiration. Der vil være stof til flere kapitler i de kommende år. Tak for det.
Bomholt – Fra idé til handling
Forfatteren til bogen om Julius Bomholt, Jørn Henrik Petersen, professor emeritus ved Syddansk Universitet, er en garvet forsker. Han udnytter det store kildemateriale, bl.a. Bomholts privatarkiv på 65 hyldemeter, til at skrive en klassisk biografi fra vugge til grav. Bogen er skrevet på opfordring fra bestyrelsen for Digterhjemmet på Fanø, Bomholts hjem. Han takker ja til opgaven, fordi han undrer sig over at en mand, der “gennemfører skolereformen af 1958, den anden socialreform og den første kulturreform er på vej til at gå i glemmebogen”.
Jørn Henrik Petersen går grundigt til værks. Fra det både politisk aktive og poetisk vakte arbejderhjem i Silkeborg med karakteristik af forældrene over skolegang og studierne, der fører frem til den teologiske embedseksamen, til de tidlige arbejdsår som lærer på Askov Højskole og senere forstander for Arbejderhøjskolen. Herfra bliver han i 1929 i en alder af 33 år valgt i Folketinget for Socialdemokratiet og forbliver medlem indtil et år før sin død i 1969.
Hovedsynspunktet er, at Bomholts liv fra begyndelse til slutning er præget af en bestræbelse på at styrke det samfundsmæssige fællesskab. Men det er samtidig mærket af brudflader, der bunder i tidens spænding mellem en vigende almuekultur og en ny industrikultur. Der er også en klar udvikling i Bomholts ideologiske positioner fra at være en agitatorisk fortaler for en ny arbejderkultur i bogen Arbejderkultur (1930) til et mere bredt humanistisk funderet kultursyn, der udmønter sig i bestræbelsen på at skabe kulturelt demokrati, der reelt gik ud på at give folket adgang til finkulturen.
Kulturministeriet på vej
I den udstrækning Bomholt huskes i dag, er det formentlig især i rollen som Kulturministeriets skaber, og den politiker, der satte sig for at organisere kulturen, og som hele livet havde det som en afgørende indsats. Men i dette forløb er der også andre politikområder i spil. Bomholt bliver tidligt medlem af Radiorådet og snart formand for det. Derefter formand for Folketinget, undervisningsminister, socialminister og kulturminister. Og igen formand for Folketinget. Læg hertil at han i årtier var en meget produktiv skønlitterær forfatter.
Overalt er Bomholt en vidtskuende reformator, der holder fast i sit overordnede mål, det samfundsmæssigt fællesskab på et moderne grundlag, en opgave der klart har både undervisningsmæssige, sociale og kulturelle aspekter. Nogle få illustrerende eksempler: Som undervisningsminister kæmper han en indædt kamp for en skolereform, der afskaffer den socialt skæve sortering af elever efter 5. klasse, han har klart fokus på folkeoplysning i alle dens aspekter, han skaber Ungdommens Uddannelsesfond og sikrer vederlagsfri undervisning for alle. I parentes får han også med stor glæde oprettet Danmarks Biblioteksskole i 1956, fordi der er brug for en professionalisering af bibliotekarfaget.
Velfærdssamfundet
Som socialminister fra 1957 kommer han i kølvandet på Folkepensionen til at virke for udviklingen af velfærdsstaten med en række reformer, der fremmer social tryghed og omsorg: Væsentlige love og støtteordninger vedrørende børneforsorg, revalidering, sygeforsikring, folkeforsikring og skolebespisning. Han fastholder, at velfærdsstaten er for alle, og at den ikke kun er materielt orienteret. Det får han god lejlighed til at demonstrere, da han i 1961 bliver Danmarks første kulturminister.
Forfatteren mener, at det er det kulturelle arbejde, der fører Bomholt ind i Rigsdagen og ikke omvendt. Det kulturelle arbejde går tilbage til højskoleårene, og lige siden er der klare kulturpolitiske perspektiver i hele Bomholts tænkning. Han foreslår oprettelsen af et kulturministerium allerede i 1937 og flere gange siden, indtil Viggo Kampmann realiserer idéen.
Det bliver kun til tre år som kulturminister. Da Jens Otto Krag i 1964 bliver statsminister, hælder han Bomholt af brættet ved at gøre ham til formand for Folketinget igen. En lille uskøn manøvre, forfatteren gør fint rede for.
Men på de tre år får han skabt rammer og retning for en kulturpolitik, vi i dag fortsat står i gæld til. Bomholts hovedsynspunkt er, at “Befolkningen må nu have adgang til at fylde de frihedsrettigheder, de har været generationer om at tilkæmpe sig med et væsentligt indhold. Vi har fået ret til at dirigere vores eget liv”, (s. 422).
Han gennemfører en bølge af ny kulturlovgivning på ganske få folketingssamlinger: En ny teaterlov der støtter drift, bygninger, abonnementsordninger, uddannelse og landsdelsscener. En tilsvarende lov kommer for symfoniorkestrene med fokus på orkestre uden for hovedstaden, der kommer musikkonservatorier uden for København og en lov der støtter spredning af biografer.
64-loven mangler
Det er forbløffende, at Jørn Henrik Petersen i sin gennemgang af de væsentligste lovinitiativer overser biblioteksloven fra 1964, der er skelsættende i dansk bibliotekshistorie, fordi den gør folkebibliotekerne obligatoriske i alle kommuner, formulerer en ny formålsparagraf, vi stadig benytter i dag, “at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet”, og samtidig udvider materialebegrebet til også at omfatte audiovisuelle medier, herunder grammofonplader.
Implementeringen af denne lov op gennem tresserne og halvfjerdserne fører til en fornyelse af biblioteket med en enorm vækst i benyttelsen til følge. Formodentlig et af de mest succesfulde resultater af Bomholts politik, som han med sin død i januar 1969 ikke nåede at se folde sig helt ud. Denne lapsus til trods er det en grundig biografi, som har manglet, og som vil bidrage til, at Bomholts indsats ikke vil gå i glemmebogen.
JENS THORHAUGE, jensthorhauge.dk.
