Når man kigger på kulturredegørelsen og på danskernes kulturforbrug, så ligger musik, film og skøn- og faglitterære bogoplevelser alle i top 5. Disse fire finder vi på vores biblioteker. Der er naturligvis stigende indflydelse fra streamingtjenester, e-bogs apps mv., men biblioteket er stadig stedet, hvor man kan få den faglige snak, anbefalinger og et kurateret indhold.
Særligt i en tid hvor algoritmer blot understøtter, at vi forbruger mere af det samme (baseret på vores tidligere netforbrug), så skader det bestemt ikke, at vi kan blive udfordret og opfordret til at prøve en ny forfatter, en anden filmgenre eller et album, vi måske på forhånd havde afskrevet.
Biblioteket er da også stadig den mest benyttede kulturform uden for eget hjem. Bibliotekerne er således i berøring med 40% af befolkningen, om end et højere tal kunne være ønskeligt.
De digitale udlån, som på under 10 år er gået fra 1,6 til 8,2 mio., bør vække den politiske interesse. For nok er det positivt, at flere læser og lytter – og interessen er også stigende hos de unge for e-bøger – men det stiller så spørgsmålstegn ved, hvordan den økonomiske støtte gives.
For hvordan får vi flere læsere og samtidigt skabt fremtidens bibliotek – men uden at der blot lander en ekstraregning på det enkelte bibliotek og i den enkelte kommune, fordi forbruget går fra fysisk til digitalt?
Det må aldrig blive et problem, at folk læser mere, vi skal blot have de nødvendige økonomiske strukturer til at understøtte udviklingen. Dette bør ikke alene være en kommunal problemstilling.
Ikke alle vinkler er med i kulturredegørelsen. Da klart størstedelen af udgifterne til bibliotekerne ligger kommunalt, er der også et særligt ansvar her. Til gengæld udestår der flere svar på, hvordan man nationalt – og på tværs af kommuner – ønsker at arbejde med at fremme læselysten.
Hvordan får vi f.eks. koblet vores skoler og ungdomsuddannelser bedre til bibliotekerne og deres faglighed, som kan være med til at skabe flere læsere?
Der er gode kommunale eksempler, men vi skal også arbejde med dette landspolitisk. KL kan bistå med erfaringer (og udfordringer) fra de enkelte kommuner, men et endnu større løft vil kræve, at det bliver en national satsning i endnu højere grad.
Kulturredegørelsen beskriver, at mange ser biblioteket som et “frirum” og et sted for fællesskab. Det er i den grad også efterspurgt, men de, der måtte efterspørge det mest, er ikke bibliotekernes primære brugere.
Derfor er der behov for at tænke mere på tværs – hvordan får eksempelvis biblioteket og folkeskolen mere ud af hinanden, og hvordan bliver børn og unge fremtidens biblioteksgængere? Jeg oplever, at mange kommuner kæmper med at gøre deres kulturtilbud, herunder bibliotekerne, tilgængelige for alle, men geografi, tid og oftest økonomi kan være en begrænsning, der gør, at kun visse folkeskoleelever gør brug af det lokale bibliotek. Det skaber selvsagt en social skævhed, og elever, der måske ikke kommer fra så kulturforbrugende hjem, holdes i dette mønster.
■ Kommunerne kæmper med stram økonomisk styring, og det fører ofte til, at de enkelte fagområder først tager sig af egne ‘kerneopgaver’, og ikke får tænkt tværsektorielt. Dette ofte på bekostning af f.eks. et samarbejde med det lokale bibliotek.
Hvis vi skal skabe fremtidens kulturbrugere, så kunne det være interessant, hvis regeringen ville give kommunerne lidt mere økonomi og frihed til skabe nogle af disse samarbejder, som med tiden vil give flere biblioteksgængere, læsere mv. Det kunne være i form af pilotforsøg i udvalgte kommuner, som måske kunne danne skole for fremtidig praksis.
Det ville være en stærk ambition fra regeringens side, som vil kunne sikre kultur til alle. Og ikke nok med det – også en måde hvorpå der kan arbejdes for stærkere fællesskaber blandt unge og en måde hvorpå, vi kan komme en social og kulturel skæv-vridning til livs.
Johan Brødsgaard (B). Formand for KL’s Kultur, Erhverv og Planudvalg, viceborgmester og udvalgsformand i Silkeborg.
